Med Beskæftigelsesplan 2023-2024 sætter Social & Arbejdsmarkedsudvalget en klar politisk retning for Esbjerg Kommunes beskæftigelsesindsats i 2023-2024:
”Vi har brug for dig - Vi regner med dig”
Der er mere end nogensinde før brug for, at vi får alle med ind på arbejdsmarkedet. Vi vil derfor i Esbjerg Kommune arbejde målrettet for et rummeligt arbejdsmarked, hvor endnu flere borgere kan være med. Det gælder både udsatte unge, borgere med handicap, borgere der har været uden for arbejdsmarkedet i lang tid og nye borgere, herunder flygtninge og familiesammenførte, som skal være et reelt muligt aktiv for kommunens virksomheder.
En gruppe, vi har særligt fokus på i Social & Arbejdsmarkedsudvalget, er de unge. For mange unge har hverken uddannelse eller job og står derfor uden for de fællesskaber, som man bliver en del af på uddannelser og arbejdspladser. I Esbjerg Kommnune har stadig færre unge været på offentlig forsørgelse i de seneste år. Den tendens må fortsættes, så vi får de unge med ud på arbejdsmarkedet, hvor der er hårdt brug for dem.
Udvalget har i den forbindelse et stærkt fokus på det tværgående samarbejde omkring unge under 25 år, som er omfattet af den kommunale ungeindsats, KUI. Jobcentret er som en del af KUI i tæt samarbejde med uddannelses- og socialområdet omkring disse unge. Vi er i Social & Arbejdsmarkedsudvalget optagede af, hvordan dette samarbejde kan blive endnu bedre, så unge i Esbjerg Kommune har de bedste betingelser for at gennemføre en uddannelse eller komme i job.
Endelig vil vi være på forkant med virksomhedernes behov for arbejdskraft, så de lokale virksomheder kan få den arbejdskraft, de har behov for, når de søger nye medarbejdere. Vi skal derfor fortsætte med at udvikle det gode samarbejde, som jobcentret har opbygget med kommunens virksomheder, så det i endnu højere grad bidrager til, at virksomhedernes behov for arbejdskraft imødekommes, og at endnu flere ledige får fodfæste på arbejdsmarkedet.
Social & Arbejdsmarkedsudvalget har på den baggrund udpeget følgende tre fokuspunkter for indsatsen i 2023-2024:
- Flest muligt skal være selvforsørgende
- Virksomhedernes behov for arbejdskraft
- Unge skal være i uddannelse eller arbejde
Der er for hvert fokuspunkt fastlagt strategier med ambitiøse mål, så vi sikrer, at der arbejdes målrettet med områderne.

Både de politiske fokusområder og strategier er i tråd med de to delaftaler, som er indgået om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen. Regeringen og de øvrige parter i aftalerne er enige om, at der skal findes besparelser på beskæftigelsesindsatsen for at finansiere retten til tidlig pension. Besparelser, der dels reducerer antallet af medarbejdere i jobcenteret og dels de indsatser, som kan tilbydes den ledige borger. Der skal blandt andet fra 2023 være mindre fokus på øvrig vejledning og opkvalificering, og jobcentret skal i endnu højere grad anvende virksomhedspraktik, lønnede timer, løntilskud samt ordinær uddannelse. Desuden skal flere samtaler kunne holdes digitalt. Det er elementer, som vi tidligere har haft fokus på, og som vi vil arbejde endnu mere med i de kommende to år.
God læselyst
Social & Arbejdsmarkedsudvalget
Esbjerg Kommune