Pædagogik og behandling
Vores pædagogiske tilgang har til formål, at give barnet mulighed for at arbejde på egen udvikling og forandring i et trygt miljø. For at imødekomme barnets udvikling bedst muligt, tilrettelægges pædagogikken med udgangspunkt i barnets behov.
Vores teoretiske baggrund tager afsæt i en anerkendende tilgang med vægt på det Neuroaffektive, nærmeste udviklings zone, samt at styrke barnets mentaliserings evne. Igennem mentalisering får barnet indsigt i egne følelser og tanker, samt kendskab for baggrunden for egen adfærd. Dette giver en fornemmelse af kontrol, selvbevidsthed og selvregulering, som er vigtige egenskaber at mestre i ungdoms- og voksen livet.
Vi arbejder i teams, som varetager det skriftlige arbejde samt praktiske opgaver omkring det enkelte barn. Ud fra barnets handleplan, udarbejdes der i teamet en individuel indsatsplan.
Om at bo på Topsand
Vi forsøger at få vores hverdag til at ligne dagligdagen i et ”alminde-
ligt hjem”, med udgangspunkt i det enkelte barns behov. Det vil sige med traditioner, lektielæsning, fritidsaktiviteter og kammerater på besøg.
Alle tager del i de daglige gøremål, med udgangspunkt i at forberede børnene bedst muligt til et ”voksenliv”, hvor de selvstændig formår, at klare hverdagens opgaver.
I fritiden er der mulighed for, at dyrke egne interesser og styrke venskaber udenfor huset.
I de fire opvækstmiljøer, har vi på tværs af husene fokus på, at skabe relationer børnene imellem. Vi besøger hinanden, tager på ferie sammen, inviterer til julefrokost etc. Vores mål er, at få skabt
positive fællesskab for børnene, hvor de kan være sammen med andre, der er i en situation, der ligner deres egen.
Skole:
Vi bestræber os på, at barnet får så optimalt et skoletilbud som muligt. Vi vægter, at der er et tæt samarbejde til barnets dagtilbud, og deltager bl.a. ved forældremøder, skolearrangementer etc., hvor vi er aktive og bidrager på lige fod med de øvrige børns forældre.
Ferie:
I barnets skoleferier forsøger vi at skabe fælles oplevelser, med henblik på at styrke relationerne med fokus på udvikling af individuelle evner, færdigheder og interesser.
Familiesamarbejdet og andet netværk
Under barnets anbringelse har vi fokus på inddragelse af forældre og andet netværk. Vi ser forældrene som vigtige elementer i barnets opvækst, men vi forsøger samtidig at afdække, om der i barnets øvrige netværk er personer/familiemedlemmer, der kunne have interesse og betydning for at blive en del af barnets opvækst.
I samarbejdet har vi for øje for at inddrage forældrene, og have tydelige aftaler om, hvornår vi er forældreerstatninger for børnene, og hvornår vi er forældreassistenter. Dette er altafgørende for, at forældrene skal kunne påtage sig et forældreskab, og ikke føle sig forbigået i barnets dagligdag.
Der kan være særlige tilfælde, hvor det for at sikre barnets trivsel og udvikling vurderes, at der er behov for en ekstra støtte foranstaltning i familiens samspil. Denne funktion kan ikke varetages af afdelingens personale, da deres primære opgave er at varetage barnets tarv. I sådanne tilfælde kan forældre ikke besøge barnet på afdelingen, uden der er en samværskonsulent tilstede.
