Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Bostedet Trinbrættet

Afdeling Trinbrættet & Slusen.

På bostedet Trinbrættets afdelinger, støtter vi borgere med psykosociale og lettere kognitive funktionsnedsættelser samt misbrug, i deres personlige recovery-proces.

Vores mål er at skabe en forudsigelig hverdag med overskuelige rammer og motiverende indhold. På den måde får borgeren mulighed for at overvinde personlige udfordringer og uhensigtsmæssige handlemønstre, samt lære færdigheder der gør det muligt, at bo så selvstændigt som muligt.

Afdeling Trinbrættet

Trinbrættet hører under Serviceloven §107/108 og består af lejligheder, der ligger placeret midt i dejlige grønne omgivelser og har fællesarealer med plads til forskellige aktiviteter.

Der er både et- og toværelses lejligheder fordelt på i alt 15 boliger.

Alle lejligheder har eget bad og toilet. Fem af lejlighederne har eget køkken, mens resten deles om to fælleskøkkener. Der er fælles vaskerum og et fælleskøkken i forbindelse med fællesområdet.

Alle værelser/lejligheder har mulighed for tv-tilslutning, og der er Wi-Fi i fællesområderne. Der er også mulighed for at benytte et mindre fitnesslokale. Derudover har vi en stor fælles gårdhave, som særligt bliver brugt i sommerhalvåret til grill og samvær.

Afdeling Slusen

Afdeling Slusen hører under Serviceloven §107 og er beliggende i Godthaabparken i Bramming.

Afdelingen består af lejligheder placeret i forskellige boligblokke, og er en del af Boligkontoret Danmark, med en fælleslejlighed i midten.

Fælleslejligheden fungerer både som kontor for medarbejderne og som træningslejlighed, hvor man blandt andet kan øve sig i at spise sammen med andre.

Fælles for begge afdelinger er, at borgerne har mulighed for støtte døgnet rundt hvis behovet er der.

Har du brug for et ophold eller anden støtte?

Start hos Kontakten

Hvis du har brug for støtte, så henvend dig til Kontakten. De hjælper dig med at finde det tilbud, der passer bedst til dig.