Der er stor forskel på, hvor meget et nyfødt barn græder.
I vil efterhånden kunne høre forskel på, om barnet græder, fordi det er sultent, eller om der en anden grund.
Når I har tjekket, at de grundlæggende behov er opfyldt, som at barnet er mæt, har en tør ble, ikke har det for varmt osv.
Så kan I afprøve forskellige trøstemetoder:
- Hud mod hud
- Tale beroligende til barnet
- Vugge blidt i armene
- Synge eller nynne en sang
- Svøbe barnet
- Gå i soveværelset og slukke for unødigt støj/ lys fra skærme.
- Hjælpe barnet med at falde til ro ved selv at bevare roen
- Give en sut når amningen går godt
Skift ikke for hurtigt fra den ene trøstemetode til den anden, da det i sig selv vil skabe uro.
Barnet kan være følsomt overfor mange gæster, høje lyde, skarpt lys og stærke duftindtryk, og kan begynde at græde, hvis det bliver udsat for det.
Barnets gråd topper i løbet af de to første måneder og aftager derefter, formentlig fordi barnets sanser er mere modne, og fordi I får lettere ved at tolke og trøste barnet.
I gennemsnit græder børn 2 timer i døgnet de første 3 måneder. Ofte er der mest gråd sent på eftermiddagen og først på aftenen.
I kan måske ikke altid stoppe gråden, men jeres nærhed betyder, at barnet kan mærke, det ikke er alene og bliver mødt følelsesmæssigt.
I vil sikkert også få det bedre, når I gør, hvad I kan for jeres grædende barn. Når I har gjort, hvad I kan, kan I ikke gøre mere.
Så må I bare give barnet kærlighed og omsorg − og ellers vente på, at gråden stilner af.
Glem ikke at passe på jer selv. Det er nødvendigt, at I bevarer lidt overskud. Få gerne hjælp af familie og venner til at klare den vanskelige tid.
De kan fx gå en tur med barnet, mens I får hvilet jer eller klaret praktiske opgaver i hjemmet, der trænger sig på.
Snak også med din sundhedsplejerske om det, da det kan være en svær tid.