Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

WECP - Verdens førende energibyer

I 2013 blev Esbjerg optaget i World Energy Cities Partnership (WECP). Esbjerg repræsenterer egne og danske interesser i sammenslutningen af verdens førende energibyer. 

WECP skaber netværk og samarbejde

Der er flere fordele ved medlemskabet: Fælles projekter og erfaringsudveksling inden for nogle af de mest presserende udfordringer, som byer står over for i dag, herunder bæredygtig økonomisk udvikling, klimaindsats, grøn omstilling og opbygning af mere modstandsdygtige byer.

Det unikke partnerskab gør det også muligt at udveksle og dele indsigter gennem akademiske partnerskaber og styrker mulighederne for samarbejde mellem virksomheder.

Præsidentskabet for WECP

Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, blev i 2022 valgt som præsident for WECP. En post, han blev genvalgt til i 2024.

Inden da fungerede Jesper Frost Rasmussen som vicepræsident. 

Ved WECP's generalforsamling i november 2026 skal der på ny vælges en præsident blandt medlemsbyernes borgmestre.

WECP og fokus på business-to-business

Under Esbjergs præsidentskab har WECP lagt vægt på at styrke samarbejdet mellem virksomheder på tværs af medlemsbyerne, bl.a. ved at:

  • Etablere en samlet oversigt over lokale virksomheder, der søger B2B-kontakter. 
     
  • Fokusere på støtte til iværksættere og opstartsvirksomheder.
     
  • Åbne mulighed for fælles erhvervsdelegationer, der besøger medlemsbyerne.

WECP og akademiske partnerskaber

Der ligger en betydelig mulighed for at fremme den grønne omstilling ved at sikre en aktiv udveksling af viden mellem studerende og undervisere på tværs af WECP's medlemsbyer.

Derfor er Esbjerg også gået i spidsen for at fremme akademiske partnerskaber og partnerskaber mellem erhvervsuddannelser inden for energirelaterede områder. 

Senest i marts 2026, hvor de fire WECP-medlemsbyer Esbjerg, Stavanger, Aberdeen og Groningen underskrev en aftale om at styrke uddannelses- og erhvervssamarbejdet i Nordsøregionen og dermed sikre fremtidens kompetencer på energiområdet.

WECP og CERAWeek

CERAWeek er en af verdens førende og største årlige konferencer for energiindustrien. Den samler globale ledere for at debattere fremtidens energi, geopolitik, miljø og klimaomstilling. 

Flere af WECP-borgmestrene har været indbudt som talere, og netop WECP-byernes perspektiver er vigtige i forhold til at drive den grønne omstilling.

Energibyer lærer af Esbjerg

Besøgende fra hele verden lægger vejen forbi Esbjerg for at høre om den grønne omstilling, og hvordan Esbjerg har formået at udvikle kompetencer inden for bl.a. havvind.

En af dem er Ulsan, Sydkorea, der efter besøg i Esbjerg og underskrivelse af en samarbejdsaftale med Esbjerg om offshore vindenergi siden efter Esbjergs anbefaling er blevet optaget i den eksklusive energiklub, WECP.

Om WECP

World Energy Cities Partnership (WECP) er et non-profit organisation grundlagt i 1995 bestående af 17 energibyer fra hele kloden.

WECP forbinder førende energibyer på alle kontinenter med det fælles mål at fremme overgangen til en mere bæredygtig energifremtid.

WECP-byerne er hjemsted for mange af verdens største energiselskaber, som fører an i initiativer til at opbygge en fremtid med lavere CO2-udledning og udvikle hele spektret af energikilder til at forsyne verden med energi i dag og i morgen.

Nye byer kan ikke bare melde sig ind i samarbejdet, men optages kun på anbefaling af andre byer.

Medlemsbyernes borgmestre udgør netværkets bestyrelse, som betjenes af et sekretariat i Houston, USA.