Begræns brugen af benzin og dieselbil
Begynd med at lægge en plan for, hvordan brugen skal reduceres indenfor en årrække. Benzin og dieselbiler kan erstattes af bus/tog, (el-)cykel eller el-delebiler. Overvej om "bil nr.2" er nødvendig, eller om samkørsel med andre kunne være en mulighed.
Spis mindre kød og køb lokalt
Vi skal ikke nødvendigvis stoppe med at spise kød. Vi skal bare værdsætte det mere, når vi gør det og eventuelt se, om der er klimavenlige producenter, som vi kan købe fra. Hvis man gerne vil erstatte kødet, så er der flere gode, plantebaserede løsninger på markedet, som kunne være en god oplevelse.
Genanvend og genbrug mere
De fleste af os er meget privilegerede og kan købe en ny bluse, når vores yndling går i stykker. Men det er også muligt at forlænge tøjets levetid ved at reparere hullerne, bruge det med et nyt udtryk eller genanvende det i en anden sammenhæng. I sidste ende er det nu muligt at aflevere aflagte tekstiler på udvalgte genbrugspladser.
I samme stil er det oplagt at genbruge flere møbler og ting. Enten ved at købe genbrug, sælge brugte ting videre eller ved at aflevere det aflagte på genbrugspladserne.
Spar på energien
For at begrænse effekten af stigende priser og for at støtte en sikker energiforsyning, så er det en god idé at spare på energien. Det kan enten være ved at renovere, skrue ned for varmen og de lange bade, slukke apparaterne helt eller skifte til vedvarende energikilder (se links nedenfor). Samtidig kan du roligt være stolt over at Esbjerg Kommune er med langt fremme og at mange i vores område arbejder benhårdt for at lave grønne løsninger og sikre energiforsyningen.