Siden 2009 har Tina og Søren Bundgaard været plejefamilie. For parret fra Agerbæk ved Esbjerg har det altid været ønsket om at hjælpe børn, som var drivkraften bag at tage andres børn i pleje, og at se børnene udvikle sig gør parret stolt.

For de fleste familier vil det være rigeligt at være tre børn på 15, 12 og 4 år og to forældre. Men i 2009 gik en drøm i opfyldelse for familien Bundgaard fra Agerbæk. 31. august blev parret Tina og Søren Bundgaard på 47 og 52 år nemlig godkendt som plejefamilie. Siden er to drenge stødt til familien, og selvom de ikke biologisk er bundet sammen, så er det med stor stolthed, at plejeforældrene i dag står med to drenge på syv og tolv år, som har været igennem en kæmpe udvikling.

Det første plejebarn, der tilbage i 2009 kom ind familiens Bundgaards liv, var en dreng på tre og et halvt. Og siden har han været igennem en kolossal forandring, fortæller familien.

- Han var i starten meget indelukket. Det kan han godt finde over i igen, men han er blevet mere åben og er blevet mere sikker på sig selv. Det er lønnen som plejeforælder at kunne se, at de to drenge, vi har, udvikler sig. Og vi kan se, at de kræfter, vi bruger, gør noget godt for dem, siger Søren Bundgaard.

Parret kan i dagligdagen følge, hvordan drengene har fået mere selvværd og selvtillid blandt andet gennem de aktiviteter, plejeforældrene har hjulpet dem i gang med.

Den ældste af de to drenge spiler klaver, og plejefamilien var inviteret til julekoncert. Her så de en dreng, som spillede fejlfrit foran hele skolen. Det var en rørende oplevelse. Det yngste plejebarn fik familien i favnen i 2011 blot 14 måneder gammel, og i dag syv år gammel kan de se en dreng, som udvikler sig og trives. Han går til svømning og familie-FDF. Sådan er der hele tiden progression hos de to drenge, lyder det fra familien.

Ville hjælpe danske børn

Lysten til at blive plejefamilie har længe været der hos familien Bundgaard. Allerede for mange år siden, da Tina og Søren Bundgaard og deres to ældste børn boede og arbejdede på Grønland, søgte de om at blive plejefamilie for grønlandske børn, men de blev afvist, da parret var for unge og ikke talte grønlandsk. Da familien søgte igen i 2009 i Danmark, blev de godkendt. Det var især Tina Bundgaard, som trak familien i det spor.

- Jeg har altid ønsket at blive plejeforælder. Jeg har altid gerne ville hjælpe og arbejde med børn. Vi ville gerne hjælpe og gøre en forskel for danske børn, der havde brug for aflastning eller en plejefamilie. Vores overvejelser var naturligvis, om vi var klar til det, og om vi kunne klare det. Derfor spurgte vi også vores egne børn til råds, siger hun.

Familiens tre største børn på dengang 15, 12 og 4 år var med på idéen. Det krævede faktisk ikke nogen overtalelse. Og selvom familien havde sin overvejelser om at blive plejefamilie, så endte det med en ansøgning.

- De to store, der var med på Grønland, er vokset op med at tage andre børn under vingerne, fordi det var de vant til fra Grønland. Drengene er vokset op med at tage vare på andre og det var naturligt for dem at tage imod plejebørnene, siger Søren Bundgaard og tilføjer.

- Vi følte, at vi havde overskud og havde noget at give af. Det er et spørgsmål om at prioritere. Der er mange, som farer land og rige rundt, men vi har valgt at prioritere tiden herhjemme og familien højt. Plejebørnene kommer ind under huden på os, og det er som om, at det er vores egne børn. Vi har et godt samarbejde med de biologiske forældre. Vi er medspillere og ikke modspillere, siger han.

Tina Bundgaard fortæller, at når familiens ældste barn skal forklare, hvor mange søskende hun har, så siger hun altid, hun har fire mindre brødre. Selvom hun godt ved, at kun de to af dem er biologiske. Det fortæller noget om, hvor stor en del af familien de to drenge i pleje er blevet.

Når man som en etableret familie skal tage imod to plejebørn, så skulle man tro, at det krævede lang tid at få plejebørnene til at falde til i de nye omgivelser, men ifølge familien Bundgaard var det naturligt, og det er få ting, som familien har lavet om. De to drenge er med andre ord faldet til fra dag et.

- Det var naturligt for os at sige velkommen til to nye familiemedlemmer, fordi vores hjem har altid været som Fredericia Banegård, fordi der altid har været mange mennesker igennem. Vi lavede ikke en køreplan for det at blive plejefamilie. Men når vi ramte et svært punkt, så navigerede vi i det. Enten kørte vi rundt om det, eller over det. Vi stod med et nyt arbejde, som vi ingen erfaring havde med. Du står til ansvar over for andre, når du bliver plejeforælder. Du står både til ansvar over for de biologiske forældre og overfor kommunen og samfundet. Vores samarbejde med kommunen har altid været godt, og vi har brugt dem meget. Jeg har aldrig følt, at vi stillede dumme spørgsmål, siger Tina Bundgaard.

Den største ændring, når parret tænker over det, har været, at familien hver søndag eller mandag aften har mødtes rundt om spisebordet for at lave en plan for ugen. Både når det kom til aktiviteter og opgaver, men også en madplan. Det var vigtigt for de to plejebørn, at der var faste rammer, og at de vidste, hvad der skulle ske hver dag.

En berigende oplevelse

Fordi familien har to børn i pleje, så er det et krav fra kommunerne Varde og Esbjerg, hvor drengene kommer fra, at den ene af forældrene går hjemme, og derfor er Tina Bundgaard nu fuldtidsplejemor, mens Søren Bundgaard arbejder som butikschef i Esbjerg. Inden Tina Bundgaard blev plejemor på fuldtid arbejdede hun som social- og sundhedshjælper.

At familien har haft børn i pleje har givet dem et andet indblik i og en anden forståelse for mennesker. Det har Søren Bundgaard blandt andet kunne bruge i sit arbejdsliv.

- Vi er blevet beriget med det at have med mennesker at gøre. Det var Tina, der ville være plejefamilie, og det har jeg støttet op om, for det er helt vildt spændende at lære noget om mennesker. Ubevist bruger jeg dét overfor mine medarbejdere, som jeg lærer på kurser for plejefamilier. Man lærer noget om tilgangen til mennesker og lærer at forstå, hvorfor man agerer, som man gør. Jeg har fem personer i praktik i min butik, som er enten udviklingshæmmede eller skal i jobtræning. Jeg føler, at jeg har noget at give, siger han.

Og netop de mange kurser, som familien kommer på for at blive endnu bedre til at være plejefamilie gør, at det er lettere at tackle, hvis der opstår situationer i familien, som kræver særlig viden. Det kan være svært at få to børn ind i familien med noget i rygsækken, man ikke nødvendigvis kender så meget til.

- Der vil altid være kurrer på tråden. Det er der i alle familier. For eksempel kan plejebørnene måske have følelsen af, at man elsker de biologiske børn højere eller vil gøre mere for dem. Men sådan er det ikke. Vi forsøger at fordele sol og vind lige. Jeg vil kæmpe lige så meget for mine plejebørn, som for mine egne børn. Man skal overbevise dem om, at man ser dem som sine egne børn, fordi plejebørnene kan godt komme med det indtryk, at man ikke er deres forældre. Men jeg agerer som deres far, og jeg vil springe i vandet for dem ligesom deres egen far. Det skal man altid fortælle dem, for de har oplevet svigt, og når man en gang er svigtet, så kan det ske igen. Den frygt skal man arbejde med. Det er gennem kurser for plejeforældre og samtaler med vores kolleger, at vi får meget viden om, hvordan vi tackler de situationer. Vi lærer meget af de andre plejefamilier, siger Søren Bundgaard.

Hjembringelse er målet

Selvom der er længe til, at de to drenge på 12 og 7 år skal flytte hjemmefra, så er det et faktum, at familien Bundgaard har dem på lånt tid. Det kan være svært at forholde sig til, fordi de to børn er blevet så stor en del af familien - og faktisk føles som Tina og Søren Bundgaards egne børn. Men parret ved godt, at de to drenge kan udvikle sig så godt, at kommunerne vurderer, at de nu kan komme hjem til deres biologiske forældre igen en dag. Det må de bare forholde sig til.

- Det er et vilkår. Men vi tænker ikke på det. Vi har lyst og mod på at blive plejefamilie igen. Børnene var væk i en weekend, men vi kunne ikke finde ud af at være bare os to. Det bliver for stille. Det har vi svært ved. Det kan godt være, at vi snart er plus 50 år begge to, men det punkt er vi ikke nået til, hvor vi skal være alene uden børn. At være plejefamilie er et liv, man er gift med, når det er inde under huden. Nu er lysten der til at gøre det igen. Men man siger ikke bare ja til at tage et barn ind. Vi er normeret til tre børn, så vi kunne godt tage et barn mere ind. Men man siger selv til og fra. Vi har sagt nej til et barn i aflastning, fordi vores børn havde brug for ro. Vi kunne godt mærke, da de store flyttede hjemmefra i sommer, og vi lige skulle finde os selv igen, siger Tina Bundgaard, mens hendes mand tilføjer.

- Det er lysten til at hjælpe andre, der skal drive det at være plejefamilie. Og man skal have overskud og energi til at kæmpe for barnet på godt og ondt. Man skal være indstillet på, at det kan være hårdt arbejde, og man skal ikke gøre det for pengenes skyld. Det skal være det menneskelige, siger han.

Artiklen er sponsoreret af  Esbjerg Kommune som ønsker at sætte fokus på pleje- og aflastningsfamilier i Esbjerg Kommune.

Foto: Søren Svenstrup

Artiklen har været vist på Jyske Vestkystens online-avis marts 2018, skrevet af: Søren Eibye Svenstrup, freelancejournalist.

Det kræver og det giver at være plejefamilie

Det er helt klart barnet og dets tarv, det drejer sig om.

Det fornemmer man klart, når man taler med Lone Reinke og Thomas Oxholm i deres hyggelige hjem i Ribe. Over en god kop kaffe og med udsigt til et par farvestrålende børnetegninger lavet af et tidligere plejebarn, sidder vi i køkkenet for at tale om plejefamilier.

Parret er nemlig en af de plejefamilier, som Familieplejen i Esbjerg Kommune meget gerne vil have flere af. Og Lone Reinke og Thomas Oxholm lægger ikke skjul på, at det kræver meget at være plejefamilie, men det giver også rigtig meget.

– Når man oplever, at barnet er glad og har fået en sejr eksempelvis ved at overvinde sig selv, bliver man selv rigtig glad. Det er fantastisk, lyder det samstemmende fra Lone Reinke og Thomas Oxholm, der begge er læreruddannede.

De kan f.eks. fortælle om, at de havde et autistisk barn i pleje. Det gik fint om dagen, men når barnet skulle sove, kneb det. Så gjaldt det om at finde den rigtige godnathistorie. Og at opleve den morgen, hvor han vågnede og tydeligvis for sig selv konstaterede: jeg klarede det, var helt fantastisk.

Parret blev i 2009 plejefamilie på fuld tid for en pige på 2 1/2 år. En pige, der fem år senere skulle tilbage til sine biologiske forældre.

– Og det var rigtig hårdt, erkender Lone og Thomas, for det bliver jo ens barn. Vi syntes også, det gik meget hurtigt, men sådan er det. Heldigvis har vi stadig kontakt til pigen, og hun fejrede eksempelvis jul sammen med os til stor glæde for os og vores to egne drenge. Det er hendes tegninger, du kan se på væggen.

I to år holdt Lone og Thomas pause som plejeforældre, og nu har de genoptaget arbejdet – denne gang som aflastningsfamilie, hvor de har en dreng på syv år hver anden weekend.

– Og vi gør det, fordi vi kan lide det. Det er bestemt ikke for pengenes skyld, men vi har altid kunnet lide børn og at beskæftige os med børnenes verden. At komme ud i naturen, at tænde et bål og bage snobrød, at gå en tur i skoven osv. At gøre de ting, de biologiske forældre måske ikke har overskud til.

– Og at være plejefamilie på fuld tid og på aflastning er to vidt forskellige opgaver. Som plejefamilie på fuld tid er barnet en del af familien. Når barnet kommer på aflastning er det noget andet, og vi er så heldige, at ham, vi har nu, er meget glad for at være her, fortæller Lone og Thomas.

– Når man får et barn i pleje, gælder det om at tage det hele i små skridt. Barnet skal lige vænne sig til det nye, og det gør vi ved at tage et rum ad gangen, så barnet hele tiden føler sig tryg, og så kan vi langsomt udvide cirklen, lyder det fra Thomas.

– Hvorfor blev i plejefamilie?

– Fordi vi er gode til det, lyder det med et stort grin fra Thomas, der hurtigt føjer til: – Da blev jeg lige kæphøj nok.

– Vi kan lide børn, og vi kan lide at give de børn noget. Vi kender også vores egne stærke og svage sider, og vi er bedst til børn i alderen fra fem til 12-13 år.

Lone Reinke: – Og så har vi nok også et stort omsorgsgen.

– Vores egne børn er flyttet hjemmefra, og plejebørn giver liv i huset. Og plejebørnene får den kærlighed, som vores børnebørn en gang skal have. Og vi kan lide at gøre en ekstra indsats.

Både Lone og Thomas er enige om, at plejebørnene har brug for ekstra omsorg, nærhed og megen opmærksomhed. – Vi kan mærke, det gør en forskel, og børnene giver lige så meget igen.

Thomas Oxholm: – Børn i fuldtids pleje og aflastningsbørn har forskellige behov. Et barn på fuld tid, der er fjernet fra sine biologiske forældre, føler sig kasseret. Hvorfor vil de ikke have mig? Det er noget andet med et aflastningsbarn, der ved, at det er elsket.

’- Vi er også plejefamilie, fordi det er vigtigt, at nogen vil være det. Der er et stort behov for det.

– Det er vigtigt at have overskud til det, og man skal være helt klar over, at det er vigtigt, at man er to om det. Den ene kan ikke sige, at jeg er plejefamilie, mens den anden ligger på sofaen. Det er en fælles ting, understreger Lone og Thomas.

Som tidligere omtalt er der informationsmøde onsdag den 31. oktober på Rådhuset i Esbjerg med indgang fra Torvegade 74 og torsdag den 1. november i Ribe på rådhuset med indgang fra Sct. Jørgens Vej 4. Begge møder starter klokken 19 og varer et par timer.

Artiklen er hentet fra net-avisen RykIndRibe i forbindelse med rekruttering af nye pleje- og aflastningsfamilier i Esbjerg Kommune.

Tekst og foto af journalist Hasse Jørgensen,

mandag den 29. oktober 2018.

Marianne og Karsten følte, at de havde lysten og overskuddet til at tage et barn i pleje. Så en dag kom Tobias, og det har de ikke ét sekund fortrudt.

Det var noget Marianne Haarkær Ankersen havde haft i tankerne i flere år, og da hun og ægtefællen Karsten Haarkær en aften for fem år siden så en udsendelse om tvangsanbragte børn, var de enige. Det var det, de skulle. Det var det, de måtte gøre. Det var nu.

- Marianne er uddannet pædagog med et meget stort omsorgsgen. Gennem årene er der flere børn, hun har sagt, hun gerne ville tage med hjem og passe på, fordi de viste tegn på mistrivsel. Men sådan fungerer det jo ikke, fortæller Karsten med et smil, mens Marianne supplerer:

- Nej, man kan jo ikke redde hele verden. Men langsomt voksede tanken på os om, at man måske kunne redde én. Eller i hvert fald gøre en særlig forskel for én enkelt.

Tanke blev til handling og efter nogle uddannelsesforløb hos blandt andet Familieplejen i Esbjerg, var familien Haarkær klar til at tage imod deres første plejebarn.

Bryde den sociale arv
Deres to biologiske drenge, Rasmus og Magnus, var naturligvis taget med på råd inden, og de var med på at give et barn en tryg tilværelse hos dem. Det skulle blot være et barn, som var yngre end dem begge, så han eller hun ikke kom imellem de to brødre.

- Og så en dag kom lille 3-årige Tobias fra Ehlershjemmet, siger Marianne og fortsætter:

- Han er udfordret på nogle af de sociale og følelsesmæssige relationer samt sproget, men det arbejder vi med. Det er jo en del af det at bryde den sociale arv, siger Marianne med et smil, der oser af kærlighed til Tobias.

De samme følelser
Karsten og Marianne er sig begge fuldt bevidst om, at Tobias ikke er deres søn. Men han er deres dreng. Og han bliver behandlet på fuldstændig lige fod med Rasmus og Magnus. Han får den samme hjælp, de samme gaver, den samme støtte, den samme skæld ud og alt det indimellem.

- Men selvfølgelig er der ting, hvor man tager særlige hensyn. Men vores følelser overfor Tobias er præcis de samme som overfor Rasmus og Magnus, fortæller Karsten, mens Marianne forklarer, at hun dog på mange områder føler et ekstra ansvar overfor Tobias.

- Men det er nok meget naturligt. Vi skal jo også dokumentere og registrere, hvordan det går med ham og lignende. Så selvom han er en fuldstændig integreret del af vores familie, så føler man nok naturligt et særligt ansvar for at passe ekstra godt på et plejebarn, selvom vi er meget afslappet i det i hverdagen siger Marianne.

Skal måske hjem til sine forældre en dag
Tobias er i det, man kalder en frivillig anbringelse, og det betyder også, at der er en god relation og kontakt med hans forældre. Både Marianne og Karsten er glade for, at samarbejde og samvær går godt, for det er en stor del af at få det hele til at glide gnidningsfrit som plejefamilie.

- Og det er selvfølgelig også muligt, at Tobias en dag skal flytte tilbage til sine forældre. Det ved man som plejefamilie, selvom det kan være svært at tænke på, siger Marianne, mens Karsten pointerer, at det også netop af den grund er vigtigt, at man gør sig umage med at skabe en god relation med forældrene.

- Mest af alt for Tobias’ skyld. Men skulle han en dag tilbage til sine forældre, så vil vi selvfølgelig også gerne kunne blive ved med at se ham på den eller anden måde. Men det er nu ikke noget, vi går og grubler over i det daglige, siger Karsten.

Både Karsten og Marianne er enige om, at det har givet dem langt, langt flere glæder end sorger at være plejefamilie.

- Man tror ikke, man kan have så meget kærlighed til et barn, der ikke er ens eget, men det kan man altså. Og den følelse, som det giver at give noget til et lille barn på den her måde, ja det er næsten uforklarligt, smiler Marianne.

Karsten pointerer også, at det har givet en masse til Rasmus og Magnus, der har taget Tobias til sig som deres egen bror.

- De oplever jo, at det ikke er alle, der er så priviligeret som dem. Det er ikke alle, der kommer fra et hjem med overskud på alle fronter. Det har i det hele taget udviklet os alle sammen rigtig meget som personer, og jeg vil sige, at hvis man nogen måder kan finde overskuddet og lysten til at blive plejefamilie, så kan vi kun anbefale det.

CITAT: I begyndelsen havde Tobias svært ved den nære kontakt. Så vi har arbejdet meget med følelse og den tætte relation, og det er virkelig stort at opleve og føle den kontakt, som vi har i dag.
Marianne Haarkær Ankersen. plejemor

FAKTA
I det første år, hvor Karsten og Marianne havde Tobias gik Marianne på orlov for at tage sig af ham. I dag er hun plejemor på fuld tid og arbejder ved siden af 25 timer om ugen i en anden stilling ved Esbjerg Kommune.
Marianne og Karsten havde sat nogle kriterier op for, hvilket barn de gerne ville tage i pleje. Familieplejen fandt et godt match i Tobias, og i det hele taget har Karsten og Marianne kun ros til Familieplejen under Familiecenteret i Esbjerg Kommune. De optræder professionelt, empatisk og med stor lydhørhed over for alle parter, siger Marianne og Karsten.
De opfordrer alle, som kunne have mod til at blive plejefamilie om at springe ud i det. Der er langt mere at få end at miste, siger de.

Artiklen har været i Esbjerg Ugeavis den 21. marts 2020. Artiklen er skrevet af Rune Weitling.