Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Vognsbølparkens oplevelsesmuligheder

Vognsbølparken er Esbjergs store rekreative bypark, hvor rigtig mange løber, cykler og motionerer.

Vognsbølparken lægger stier til flere store orienteringsløb og motionsløb, hvor ”Vestkystløbet” er det største med omkring 10.000 aktive deltagere.

Festpladsen og Gryden i Vognsbølparken bruges til større koncerter og idrætsarrangementer. Her afholdes der blandt andet 1. maj-møder, sidste skoledags arrangementer og musikfestivaler hen over sommeren.

 For at udvide brugen af parken i de mørke timer, er der opstillet lys langs udvalgte hovedstistrækninger.

I Parkens sydvestlige rand ligger store boldbanearealer. Boldbanerne bruges af forskellige bold- og idrætsklubber, men er ellers til fri disposition for borgerne.

Parkens vandelementer er blandt de store attraktioner. Specielt søen i det nordvestlige hjørne af parken er meget besøgt. På grund af stigende grundvand er stierne hævet med gangbroer, og der er en stor opholdsplatform ud i søen.  

Parkens fire søer fungerer som forsinkelsesbassiner for en større del af Esbjerg by, hvorfor vandstanden kan være varierende. I parkens sydøstligste del findes en mindre dyrehave. Her kan man se på og fodre dyrene, hvilket appellerer til mange småbørnsfamilier.

Parkens store legeplads med toiletter og en stor bålplads henvender sig til mange aldersgrupper. Her samles mange daginstitutioner og grupper af unge mennesker, hvor de med legepladsen som base spreder sig ud i parken.

Vognsbølparken er så stor, så man altid kan finde et sted, hvor man kan opholde sig i fred og bare nyde naturen og dyrelivet, hvad enten det er i parkens skovpartier, på græssletterne eller ved en af søerne. På udvalgte smukke og rolige steder i parken er der blevet opstillet faste parkstole, hvor man kan sidde og læse, nyde solen og livet i parken.

Parkens lidt selvgroede bevoksninger udtyndes løbende, hvor der er fokus på at fremme specielle bevoksningstyper i parken, så oplevelsesværdien bliver større. 

Vognsbølparken bruges til mange formål

Afslapning, motion, rekreation

Vognsbølparken bruges til mange forskellige formål. Nogle slapper af og nyder stilheden og naturen, mens andre løber en tur i de dejlige omgivelser.