Oprindeligt producerede man håndstrøgne teglsten. Dette er en metode, hvor man kaster ler ned i en form. Formen skrabes af og stenen tørres og brændes med kul. Dette resulterer i en varierende og rustik overflade med mange nuancer og farvespil.

Eksempel på håndstrøgne, kulbrændte mursten

Siden slutningen af 1800-tallet har man effektiviseret teglproduktionen med maskinkraft, som gav en anden ensartethed end de håndstrøgne. De havde dog stadig en levende og varierende overflade på grund af kulbrændingen.

Eksempel på kulbrændte sten udskåret på maskine

Omkring 1960’erne gik man fra at brænde med kul til gas. En gasbrændt maskinsten får en helt glat overflade, som man ofte ser på parcelhuse bygget efter 1960.
 

Eksempel på gasbrændte maskinsten

For at opnå en overflade med mere variation og struktur, har man udviklet forskellige metoder, hvor man præger overfladen efter stenen er skåret ud. Et eksempel er blødstrøgne sten, som har en overflade med mere dybde end en maskinsten fra 1960’erne.

Eksempel på blødstrøgne teglsten

Fuger

Fuger kan se ud på flere måder. De kan for eksempel være i plan med facaden, de kan være tilbagetrukne, brændte eller de kan være fremspringende. Det kan lyde mærkeligt, men en fuges udseende kan have stor betydning for, hvordan en facade opleves.
De fremspringende fuger dukkede op omkring1850’erne, men ses næsten ikke mere, da de er dyre at lave og vedligeholde.

Kig på ældre fotos, for at se, hvordan fugerne oprindeligt har set ud.

Eksempler på murværk der illustrerer forskellen ved henholdsvis forkert og korrekt anvendt fuge

Eksempel på murværk omfuget med cementmørtel, hvor fuge og mursten ikke kan arbejde sammen. Bagved cementfugen ligger den gamle kalkfuge.	Eksempel på skrabefuge i kalkmørtel, hvor kalkmørtlen er diffusionsåben og derfor kan lede vandet væk fra murværket. Samtidig har en kalkholdig mørtel den rette styrke i forhold til stenen.

Overfladebehandling

Selvom husene på Mandø er opført i røde teglsten, er en del bygninger overfladebehandlet – enten med puds, kalk eller maling. Et blankt murværk kræver mindre vedligeholdelse og bidrager med kulturhistoriske fortællinger samt dybde og variation til husets overflader. 

Hvis man ønsker at lave en overfladebehandling, er det vigtigt at vælge et diffusionsåbent materiale – hvad enten
det er puds eller maling. På Mandø har man oprindeligt benyttet hydraulisk kalkmørtel og hvidtekalk til overfladebehandling.
Disse materialer er diffusionsåbne og hjælper huset til at ånde og afgive fugt. Hvis man benytter materialer, som ikke er diffusionsåbne (f.eks. cementmørtel eller plastikmaling), risikerer man at skade murværket. Den anvendte mørtel bør ikke være stærkere end de anvendte sten, da det kan skade murværket med fugt- og revnedannelser til følge. Hvis man ønsker at gøre mere
for at lede vandet væk fra bygningen, kan man anvende to diffusionsåbne kalkmørtler: en grov og en fin. Denne metode kaldes for diodepuds. Når den grovkornede puds lægges inderst og den finkornede puds lægges yderst, leder det vandet væk fra bygningen. Læs mere om dette i Slots- & Kulturstyrelsens anvisninger. 

Bemærk at er en facade først behandlet med plastmaling, kan denne kun fjernes med en sandblæsning. Plastmalingen holder på fugten, så facaden vil begynde at smuldre over tid. Efter en sandblæsning kan murstenene ikke tåle at stå ubehandlede hen, da overfladen ødelægges og stenene er modtagelige for fugt, hvorfor en oppudsning af facaden er eneste mulighed.