Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Udbedring af skader efter regnhændelser

Den 27. september 2024 faldt der så meget regn, at stier og veje flere steder blev skyllet væk eller fik store skader. Her kan du læse om, hvordan vi håndterer eftervirkningerne efter 100-års regnhændelsen. 

Her kan du læse om, hvordan vi udbedrer skaderne på de vej- og stistrækninger, som regnen skyllede væk og hvorfor vejudbedringerne tager lang tid. 

Fra regnskade til reparation: Derfor tager vejudbedringer måneder

Som offentlig myndighed er vi underlagt Tilbudsloven, som regulerer alle offentlige indkøb inden for bygge- og anlægsområdet. Lovkravene betyder, at der derfor kan gå mellem 5-8 måneder, før de berørte vejstrækninger igen kan vende tilbage til normalen. De veje, hvor skaderne var mest omfattende, er bl.a. Vestervadvej, Ålbæk Møllevej, Størsbølvej og Spangsbjerg Møllevej.

Strækningerne på Ålbæk Møllevej og Størsbølvej er forsat helt spærret, mens trafikken er åbnet igen på Spangsbjerg Møllevej og Vestervadvej. Se mere om reparationsarbejderne på Ålbæk Møllevej og Størsbølvej herunder. 

Størsbølvej spærret for al trafik af sikkerhedsmæssige hensyn

Ny bro nødvendig efter forværring af regnskader

Skaderne efter regnhændelsen den 27. september 2024 er blevet forværret siden de indlendende undersøgelser. Selvom broen ved undersøgelserne umiddelbart efter regnhændelsen var i god forfatning, står det nu klart, at den ødelagte bro skal udskiftes. 

Efter opdagelsen af  nye buler og forsætninger i asfalten, har dykkere været i vandet for at undersøge understøtningen under broen en ekstra gang. Undersøgelsen viser, at kraftig vandstrøm i Sneum Å, forårsaget af de store regnmængder, har undermineret en stor del af den gamle bro i tiden siden de første undersøgelser blev foretaget. De nye undersøgelser viser, at Sneum Å har gravet et hul på ca. 1,8 meter under det sydlige fundament.

Undermineringen betyder, at der nu er risiko for sammenstyrtning, og af sikkerhedsmæssige hensyn er der derfor blevet spærret for al færdsel med store betonklodser på begge sider af broen. Passagen over Sneum Å mellem Mølholmvej og Fiskerivej er således helt lukket, også for cyklister og gående. Nedstyrtningsfaren betyder også, at det heller ikke er tilladt for kanoroere at passere under broen. 

Udskiftning af bro forsinker tidsplanen

De sammenstyrtede elementer fra den eksisterende bro, der blev bygget i 1954, er nu fjernet og der skal bygges en ny. Tidsplanen for opførelsen af den nye bro afventer udarbejdelsen af et nyt projekt. 

Anlægsarbejdet er gået i gang på Ålbæk Møllebæk

Anlægsarbejdet i forbindelse med udbedringen af regnskaderne på Ålbæk Møllevej er nu gået i gang. Vejen er forsat spærret for al trafik. 

Anlægsarbejdet forventes færdigt umiddelbart efter sommerferien. 

Tidsplan for reparationsarbejder

Her kan du se tidsplanen for udbedring af skaderne efter regnhændelsen. På Ålbæk Møllevej vil arbejdet være færdigt til august 2025. Tidsplanen for etableringen af en ny bro på Størsbølvej afventer et nyt projekt.

Åbn tidsplanen i et større vindue

 

Hvorfor kan I ikke bare få fikset vejene nu?

Det spørgsmål har mange borgere stillet, men som kommune skal vi gennem en længere proces, før entreprenørerne kan begynde reparationerne:

  • Først skal skadernes fulde omfang vurderes
  • Projekterne skal beskrives i detaljer
  • Dernæst skal opgaverne i lovpligtigt udbud
  • Til sidst kan vi vælge entreprenører og skrive kontrakter

Det kan virke som en omfattende proces, men vi arbejder løbende på at optimere processerne og minimere generne for borgerne undervejs. I mellemtiden arbejder vi på at sikre, at trafikafviklingen bliver så smidig som muligt ved de berørte strækninger.

Læs om juraen bag processen

Bliv klogere på klimatilpasning

Læs om grønne løsninger

Se videoer om grønne løsninger og læs om, hvordan du med appen "Klimaklar Esbjerg" kan forsøge dig som byplanlægger eller landskabsarkitekt ved at lege med de grønne løsninger i dit kvarter eller på din egen grund.

Læs om grønne løsninger

Hent den gratis app "Klimaklar Esbjerg"

Appen er for dig, der bor i Esbjerg og gerne vil være klogere på, hvor højt vandet kan komme til at stå i fremtiden. Appen viser forskellige hændelser, som kan give oversvømmelser nær dig samt inspiration til at gøre dit kvarter og din have klimaklar.

Se links til App Store & Google Play

Del dine oplevelser med os på klimaklar.esbjerg.dk

Klimaklar.esbjerg.dk er en digital platform til borgerinddragelse. Her vil vi rigtig gerne have jeres input, hvis I har oplevet oversvømmelser i forbindelse med skybrud, eller hvis I har ideer til aktuelle klimaprojekter.

Gå til Klimaklar.esbjerg.dk