Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Bliv plejefamilie

Hvis I ønsker at blive plejefamilie, kan I være med til at hjælpe et barn godt videre i livet.

Hvis jeres familie vælger at blive plejefamilie, åbner I jeres hjem for et barn, der har brug for særlig støtte og omsorg. Der er ingen generelle krav til jer - det vigtigste er, at I har tid, lyst og overskud til barnet og at I kan skabe trygge rammer og en struktureret hverdag for et barn med særlige behov. Som plejefamilie samarbejder I med barnets biologiske familie og barnets børne- og ungerådgiver om at støtte barnet bedst muligt. 

Det er en stor beslutning for hele familien at blive plejefamilie. I er altid velkomne til at kontakte Familieplejen, hvis I har spørgsmål eller ønsker en uformel snak om, hvad det vil betyde for jeres familie at få et plejebarn. 

Familieplejen i Esbjerg Kommune afholder i løbet af året informationsarrangementer, hvor I kan møde enten personale fra Familieplejen og evt. også igangværende plejefamilier, som kan svare på nogle af de spørgsmål, I måske har.

Plejefamilie med barn i døgnpleje
Plejebarnet bor hos jer og indgår i jeres hverdag som en del af familien. Jeres opgave som plejefamilie er at støtte barnet i sin udvikling og danne rammen for en god og tryg opvækst. Barnet vil fortsat have samvær med sin biologiske familie, som I samarbejder med.

Hvis I ønsker at blive plejefamilie, skal I som en del af godkendelsesforløbet deltage i grundkursus for plejefamilier. Når I er blevet plejefamilie for et barn, modtager I løbende supervision og efteruddannelse fra Familieplejen. 

Læs herunder, hvad I skal være opmærksomme på, og se videon om tre plejefamiliere her på siden.

Plejefamilie som tilbyder støtteophold
En plejefamilie, som tilbyder støtteophold, tager imod børn i kortere perioder. Det vil typisk være i weekender, men kan også være hverdage eller feriedage. Et støtteophold er et supplement til barnets biologiske familie, som I samarbejder med, for at støtte barnet bedst muligt. Når barnet er hos jer, tilbyder I nærvær, omsorg og oplevelser tilrettet barnets behov. Det kan f.eks. være en tur i skoven eller på legeplads, højtlæsning eller hygge omkring at lave mad sammen eller bage snobrød over bål. 

Hvis I ønsker at blive plejefamilie, skal I som en del af godkendelsesforløbet deltage i grundkursus for plejefamilier. Når I er blevet plejefamilie for et barn i støtteophold, er der mulighed for supervision og efteruddannelse fra Familieplejen. 

Læs herunder, hvad I skal være opmærksomme på, og se videon om tre plejefamilier her på siden.

Læs om de seks emner, I skal være opmærksomme på ved døgnpleje og støtteophold

Netværksplejefamilie
I kan blive netværksplejefamilie, hvis I ønsker at hjælpe et barn, I allerede kender. Relationen mellem jer og barnet skal have en grad, der gør det naturligt, at det netop er hos jer, barnet skal i pleje eller i støtteophold. 

Forskning peger på, at børn, der anbringes i netværksplejefamilier, har gode muligheder for at trives og udvikle sig. Da plejebørn og plejefamilie allerede inden anbringelsen har en relation og er knyttet til hinanden, oplever barnet en større grad af stabilitet og kontinuitet i sit liv og der er færre sammenbrud i anbringelsesforløbene. Ofte er der også en hyppigere kontakt til barnets forældre. 

Hvis I ønsker at blive netværksplejefamilie, skal I som en del af godkendelsesforløbet deltage i grundkursus for netværksplejefamilier. Når I er blevet netværksplejefamilie for et barn, modtager I løbende supervision og efteruddannelse fra Familieplejen. 

Læs om hvad I skal være opmærksomme på herunder.

Læs om de seks emner, I skal være opmærksomme på (kun for netværksplejefamilier)

Ønsker du at blive ringet op?

Ønsker du at høre mere om at være støtteopholds-, pleje- eller netværksplejefamilie, kontakter vi dig gerne telefonisk med mere information. 

Følg linket her, hvis du gerne vil ringes op.

Er du allerede godkendt som plejefamilie og har en ledig plads, er du velkommen til at sende en mail til os. Det gør du ved at klikke på linket i kontaktboksen til højre. Husk at have dit Mit-ID klar. 

Velkomstmapper

Se vores velkomstmapper til godkendte plejefamilier, støtteopholdsfamilier og netværksplejefamilier. 

Velkomstmappe til plejefamilier

Velkomstmappe til støtteopholdsfamilier

Velkomstmappe til netværksplejefamilier

Kom til informationsaften

Vi søger altid gode plejefamilier og aflastningsfamilier, og derfor vil vi gerne informere dig om, hvad det indebærer.

Læs om informationsaftenen