For unge der af den ene eller den anden grund har svært ved at komme i uddannelse og job skal ungdomsuddannelserne, erhvervslivet og kommunen sammen sætte indsatser i gang, der gør de unge parate til uddannelse og job. Erhvervslivets rolle som medskaber af disse indsatser er central. For nogle unge kan en start i en virksomhed være springbrættet til en selvstændig voksentilværelse. Forskning viser, at unge med fritidsjob har større chancer for at opnå uddannelse og job.
Esbjerg Kommunes mål er:
- At alle unge oplever en smidig overgang mellem grundskolen og ungdomsuddannelser
- At vi har de rette tilbud til de unge, der efter grundskolen ikke er parate til uddannelse og job
- At erhvervslivet oplever let adgang til kommunen, herunder hjælp til at finde den rette arbejdskraft og støtte til at fastholde unge i job
- At der er sammenhæng mellem indsatser og initiativer for unge på tværs af forvaltninger, institutioner og afdelinger
Esbjerg Kommunes fokus på at gøre de unge parate til
uddannelse og job er:
- At flere unge opnår adgangsgivende karakter til ungdomsuddannelse ved folkeskolens afslutning
- At de unge, der har behov for en mere håndholdt indsats på vejen mod uddannelse og job, tilbydes dette
- At der tages hånd om de unge med bekymrende fravær både i folkeskolen, i de uddannelsesforberedende tilbud og i ungdomsuddannelserne
- At unge på offentlig forsørgelse bliver klar til uddannelse og støttes i overgangen til og fastholdes i ungdomsuddannelse
- At flere unge motiveres til og får adgang til fritidsjob via en målrettet indsats