Beskrivelse
Området mellem Skolegade og Nørregade, der ligger umiddelbart nordøst for ejendommene langs Nørregade, er i dag hovedsagelig et parkeringsområde med enkelte ejendomme. Nørregade er Brammings gågade hvor ensrettet kørsel mod nordøst er tilladt. Skolegade er en ca. 7 meter bred vej med bl.a. bygningen "Mødestedet" og hvide smukke patriciavillaer langs vejens nordøstlige side.
Området mellem Skolegade og Nørregade har mange steder baggårdskarakter og området virker ikke umiddelbart attraktivt. Der er både fysisk og visuel dårlig sammenhæng mellem Nørregade og det nuværende parkeringsområde i Skolegade. Parkeringsområdet og Skolegade savner midtbys karakter og det er svært opfatteligt, at man befinder sig i midtbyen, hvor Brammings gågade og øvrige handelsliv ligger nær ved.
På trods af Skolegades centrale placering i Bramming midtby har Skolegade mere karakter af en forbindelsesvej end af en "bygade" hørende til Bramming Midtby. Det skyldes hovedsagelig det brede vejprofil, manglende bebyggelsesstruktur og manglende fortov i vejens sydvestside samt det udtryk det giver, at Skolegades kørespor deler sig og fletter ud i hver ende i henholdsvis Plantagevej og Sct. Knuds Allé.
I den nordvestlige del af området, på hjørnet af Plantagevej og Skolegade, er der en stor åben parkeringsplads med en OK-tank. Parkeringspladsen hørte tidligere til Super Brugsen, der før i tiden havde til huse i bygningen langs med Nørregade. Super Brugsen ligger nu i nyere og større bygninger på den anden side af Plantagevej og har en ny parkeringsplads tilknyttet bag butikken.
Den tidligere Super Brugsen bygning rummer p.t. Kirkens Korshær. Parkeringspladsen ved Plantagevej/Skolegade kan ikke udnyttes fuldt ud, idet Super Brugsens containere med cykler til salg, optager en del af parkeringspladserne. Generelt virker det til, at der samlet set med de parkeringspladser der er langs Skolegade, er en vis overkapacitet af pladser. Trafiktællinger viser, at det på en lørdag formiddag, kun er omkring halvdelen af parkeringspladserne der udnyttes.
Der er i dag flere mere eller mindre "uofficielle" passager mellem Nørregade og området mellem Skolegade og Nørregade. Der er en enkelt smøge eller "slippe" med offentlig karakter, som er renoveret med røde Gørding-tegl, belysning og med "pergolabeplantning" på udspændte virer. Det er efter det arkitektoniske princip, som smøgerne i Bramming Midtby har som karakteristika.
"Hansens Passage", som én af smøgerne er navngivet, har netop den "slippe - karakter" der ønskes i Bramming og som flere steder er med til at give sammenhæng mellem de enkelte delområder. Et andet godt eksempel på en renoveret "slippe" eller smøge er Pistolstræde mellem Nørregade og pladsen "Strygejernet", hvorfra der er direkte forbindelse til Storegade der også har butiksliv. Andre passager til Nørregade er der fysisk men er endnu ikke renoveret. Andre passager der er foreslået på idéforslaget under afsnit 5.3.1 og 5.3.2 er endnu ikke etablerede hele vejen igennem.
Løsningsforslag – tre overordnede intentioner for Skolegade og området mellem Skolegade og Nørregade
Idéforslaget til Skolegade og området mellem Skolegade og Nørregade er vist under afsnit 5.3.1 og 5.3.2. Det gøres opmærksom på, at grundejerne ikke har været inddraget. Gennemførelse af Idéforslaget forudsætter et tæt samarbejde mellem ejerne og Esbjerg Kommune. Næste fase vil være at udarbejde et egentligt dispositionsforslag.
Efter gennemgang af Skolegade og området mellem Skolegade og Nørregade er der defineret følgende tre overordnede intentioner til forbedring af miljøet:
- Skolegade skal styrkes i sin karakter som en "bygade" i Bramming indre by.
- Parkeringsområderne mellem Nørregade og Skolegade skal have bedre fysisk og visuel sammenhæng med og forbindelse til Nørregade - Brammings gågade.
- Området skal have et æstetisk løft og være et attraktivt bolig- og parkeringsområde i det centrale Bramming.
Løsningsforslag/ idéforslag - Skolegade
Som vist på idéforslaget under afsnit 5.3.1 og 5.3.2 foreslås en sanering af Skolegade der ændrer Skolegades nuværende karakter af "forbindelsesvej" til at få karakter af en bygade. Kørebanen på ca. 7,5 meters bredde foreslås indsnævret til 6 meters bredde og det foreslås, at der etableres fortov i den sydvestlige side af vejen så der bliver fortov i begge sider af vejen. Det nuværende fortov og den nuværende kantstenslinje i nordøstsiden af Skolegade forbliver uændret. Kantstenslinjen ændres dog i hver ende af Skolegade mod henholdsvis Plantagevej og mod Sct. Knuds Allé hvor der i dag er brede "udfletningsarealer".
De brede "udfletninger" med beplantede midterrabatter i hver ende af Skolegade, mod henholdsvis Plantagevej mod nordvest og Sct. Knuds Allé mod sydøst, ændres til almindelige kryds i vejens bredde. Det overskydende areal i den ene side af vejen udnyttes til et grønt areal med beplantning og træer som grønne "porte " ved adgang til Skolegade.
"Lokalplan nr. 21-010-001, Bramming, Bramming Midtby" fra juni 2015, er der på området udlagt to byggefelter til boliger langs med Skolegade. Byggefelterne er indtegnet på idéforslaget under afsnit 5.3.1 og 5.3.2.
Byggefelterne ligger 2,5 meter fra vejskel. Det foreslås at der udlægges et 2,5 meter bredt grønt areal med store opstammede træer langs med hele Skolegades sydvestlige side, hvor dette er muligt. Boligbebyggelsens haver med træer bidrager også til et grønt gadeforløb, ligesom "grønne porte" i hver ende af Skolegade slår det grønne islæt an.
Forventet effekt - Skolegade
Skolegade vil med et smallere vejprofil, boligbebyggelse og fortove på begge sider af vejen, og en sammenhængende grøn karakter kunne omdannes til at få bygade karakter. Bramming Midtby vil oplevelsesmæssigt blive udvidet og der vil med yderligere passage eller "slippe" tiltag kunne blive skabt bedre fysisk sammenhæng mellem delområderne i Bramming midtby og til Skolegade.
Tiltagene vil have en positiv trafiksikkerhedsmæssig effekt i krydset med Plantagevej og i krydset med Sct. Knuds Allé, idet krydset bliver nemmere at overskue for trafikanterne. På selve strækningen forbedres de trafikale forhold for de bløde trafikanter, og hastigheden af vejtrafikken sænkes med øget tryghed til følge.
Løsningsforslag/ idéforslag – Området mellem Skolegade og Nørregade Parkering og opholdsplads
Der er i dag ca. 134 parkeringspladser langs med Skolegade. De ca. 46 pladser er på området med OK-tanken ved Plantagevej, hvoraf 6 af dem ikke udnyttet til parkering, men til containere med salgsudstilling af cykler. Der er i dag derfor reelt ca. 128 parkeringspladser der kan benyttes. De øvrige ca. 88 stk. eksisterende parkeringspladser ligger inden for det øvrige parkeringsområde ved Skolegade.
I idéforslaget er indpasset ganglinjer/passager og et 2,5 meter bredt grønt areal mod Skolegade samtidig med at der er optimeret med hensyn til antallet af parkeringspladser. Der er i idéforslaget taget hensyn til den eksisterende beplantning som blandt andet omfatter to meget store træer, et kirsebærtræ og en blodbøg. De store markante træer bør i høj grad anses som bevaringsværdige.
I idéforslaget ændres ikke på parkeringsområdet ved OK-tanken. På det øvrige parkeringsområde langs Skolegade er der i idéforslaget i alt 76 parkeringspladser altså kun ca. 12 pladser færre end i dag. Der er samme antal udkørsler til Skolegade som der er i dag.
Ved renovering af området foreslås at der etableres gangstier og markerede ganglinjer der skaber synlige forbindelser gennem og på langs af området. Der foreslås en lille opholdsplads i den sydøstlige del af området. Da der er ensrettet trafik i Nørregade/ gågaden, er der børnefamilier, der efterspørger et "bilfrit område" til kortvarigt ophold, hvilket den lille opholdsplads kan benyttes til.
Passager og ganglinjer
Som vist på idéforslaget under afsnit 5.3.1 og 5.3.2 er der indtegnet passager og ganglinjer, der vil være med til at skabe større fysisk og visuel sammenhæng til Nørregade og butiksområderne sydvest for området. Passagerne såvel eksisterende som nye, er på planen mærket fra A – F og beskrives mht. fremtidige muligheder og tiltag i nedenstående. Ud over de tværgående passager der skaber forbindelse til Nørregade og Storegade foreslås også etableret langsgående stier og ganglinjer der vil være med til at skabe større fysisk og visuel sammenhæng i området.
Den røde Gørding klinke benyttes i smøgerne, som stibelægning og på den lille plads der foreslås etableret på området mellem Skolegade og Nørregade. Den røde klinke er genkendelig og leder på tværs og langs af områderne. Hvor ganglinjerne krydser parkeringspladsernes kørearealer markeres ganglinjen i asfaltfladen med bånd af den røde teglklinke eller i andet materiale med tilsvarende røde farve.
A) Passagen langs P- pladsen ved OK-tanken til Torv/Nørregade.
Passagen styrkes ved at fremhæve ganglinjen med belægning af røde Gørding tegl ved omlægning af det eksisterende fortovsareal ved etablering af en grøn overgang til parkeringspladsen og det foreslåede byggefelt. Gennemgangen til den lille plads ud til Nørregade indrammes med en "pergola port" af virer med slyngplanter.hvilket vil fremhæve passagen og virke forskønnende.
På idéforslaget vist under afsnit 5.3.1 og 5.3.2 er som skitseret under afsnit 5.5 skitseret hvor Nørregade foreslås udvidet som gågade med ensrettet sivetrafik mod nordvest til Plantagevej. Idéforslaget viser også hvordan Borgergade, som beskrevet under afsnit 5.4, kan få mere midtbykarakter med indsnævring af gaden, udvidelse af fortov og tilføjelse af træer. Begge dele vil få betydning den nordvestlige del af Nørregade og give helt nye perspektiver for den fremtidige erhvervsejendom der er udlagt som byggefelt i den nye lokalplan som vist på idéskitsen.
Passagen forbinder Skolegade med den nye gågadestrækning og Borgergade ned til Storegade mod syd.
B) "Baghuspassagen"
Passagen er i dag en delvis gennemgående og "uofficiel passage" på privatejet grund der bl.a. passerer "Baghuset". "Baghuset" i Bramming bliver benyttet til forskelligt formål som under "Kulturnatten i Bramming" hvor der har været åbne håndværkerværksteder i både "Baghuset" og på "Mødestedet". Ud mod Torvet ved Nørregade ligger en tilstødende bygning der bl.a. indeholder fitnesscenter.
Den delvis gennemgående passage har sin egen charme og intime miljø der med enkelte tryghedsfremmende tiltag og en mere officiel og direkte adgang til parkerings- og boligområdet, vil kunne være med til at skabe en rigtig god og oplagt fysisk forbindelse mellem Nørregade og Skolegade. Passagens ganglinje foreslås markeret i parkeringspladsens belægning helt ud til Skolegades fortov der foreslås etableret i vejens sydvestlige side jf. idéforslag under afsnit 5.3.1 og 5.3.2.
Passagen kommer til at skulle gå over to private matrikler for at komme ud på parkeringsområdets matrikel i en direkte linje. Stipassagen vil skulle sikres ved deklaration på matriklerne. Ingen af de nuværende grundejere har været inddraget og forslagets gennemførelse kræver et tæt samarbejde mellem Esbjerg Kommune og grundejere.
C) Eksisterende passage ved Andelskassen foreslås fremhævet/ styrket
Mellem den nuværende Andelskasse og guldsmed "Pecani" der ligger ud til Nørregade, er der i dag en åben passage til parkerings- og boligområdet mod nordøst. Passagen er med åben himmel og i direkte linje. Passagen bør fremhæves og styrkes med samme elementer og materialer som bl.a. Hansens Passage", det vil sige med røde Gørding klinker, pergola med slyngplanter og belysning. Passagen gives et navn, som der kan refereres til og som understøtter, at den er til offentligheden.
D) Eksisterende privat passage gennem baggårdsmiljø.
Passagen der er mellem Nørregade og området langs Skolegade er på privat grund og går ud i parkerings- og boligområdet langs Skolegade ved ejendommen på Skolegade 11 der ligger i sammenhæng med bygningerne langs Nørregade.
Passagen er i dag af privat karakter og bliver dagligt benyttet af beboere og andre der benytter passagen som gennemgang. Passagen foreslås koblet på en langsgående sti i samme materialer som de tværgående passager i røde Gørdingklinker. Såfremt at der er interesse fra grundejer, kan det overvejes om det skal prioriteres at gennemrenovere passagen i forbindelse med et byfornyelsesløft af området mellem Skolegade og Nørregade.
E) "Hansens Passage"
Den eksisterende passage er et godt eksempel på det materialevalg og den foreslåede udformning som ønskes ved flere af de andre eksisterende eller mulige passager, der forbinder Nørregade og Skolegade/området langs Skolegade.
Hansens Passage skaber en rigtig god forbindelse mellem Skolegade, Nørregade og Storegade.
F) Mulighed for gennemgående passage gennem baggård (privat)
Der er mellem Storegade 14 (Idéelle Blomster og gaveartikler) og Nørregade 2 (City Salonen) en smøge til baggården. Der er ikke i dag direkte adgang fra baggården til parkeringsområdet ved Skolegade, men det kan der let etableres med åbning i plankeværket, hvorfra der vil være direkte adgang til den lille plads i idéforslaget. Det vil give mulighed for at invitere folk ind fra begge sider til blomsterbutikken, der allerede i dag har lidt udendørsudstilling bag butikken.
Der kan opfordres til at der laves en gennemgang, som en privat passage der kan benyttes af alle i dagtimerne som en "smutvej". En åbning i plankeværket evt. med en port der kan lukkes om aftenen, er hvad der skal til. Gennemgangen vil sammen med de øvrige passager bidrage til, at der kommer mere "liv mellem husene", med bedre interaktion mellem Nørregade og området langs med Skolegade. For blomsterbutikken som har til huse i Storegade 14 vil det også betyde større udendørs udstillingsareal og synlighed.
5.3.1 Idéforslag med farver - Skolegade og området mellem Skolegade og Nørregade
5.3.2 Idéforslag med ortofotobaggrund - Skolegade og området mellem Skolegade og Nørregade