I Esbjerg Kommune er bilen det primære transportmiddel både i hverdagen og i fritiden. Pendlingstrafikken går mod Esbjerg og i en vis grad mod Ribe. Det trafikmæssige pres på indfaldsveje og parkeringsmuligheder er størst i Esbjerg. Parkering i Esbjerg er præget af parkering på store åbne flader samt parkering i enkelte parkeringshuse.

’Trafikplan Esbjerg Midtby’ tager fat i disse problemstillinger med et helt særligt fokus på parkering. Trafikplanen omhandler alle transportformer og ser mobilitet som en forudsætning for et tilgængeligt arbejds- og fritidsliv, og som en forudsætning for at kunne skabe det attraktive byliv. Mobilitet ses således som et redskab, der gør borgernes liv muligt og gæsternes besøg vellykket.

Den tunge erhvervsrettede transport til havnen er en væsentlig del af det samlede transportmønster i Esbjerg. Her udgør mo- torvejen en veludbygget og velfungerende øst-vestgående trafikforbindelse for de transporttunge havnevirksomheder. Den nord-sydgående rute 11 er ikke udbygget til en højklasset vej. Det giver problemer med trafikafviklingen nord for Esbjerg, omkring Ribe og på strækningen mod syd til grænsen.

Esbjergs indre by er presset af en trafikmængde og en parkeringsproblematik, der truer muligheden for at fastholde og udvikle byens storbykvaliteter. Udfordringerne i Esbjerg kan til dels begrundes i Esbjergs historie. Byen og byens struktur er formet efter amerikansk model; komplet med gridstruktur i indre by og store omgivende bydele med parcelhusområder, hvor ingen af delene opviser tydelige bykerner. Byens grundstruktur er blevet til i en periode, hvor den voksende bilisme tilbød en mobilitetsløsning, der muliggjorde drømmen om at bo i byen og samtidig have eget parcelhus.

I dag betyder bystrukturen, at selv borgerne i indre by har bil, for at kunne bevæge sig rundt i den vidtstrakte by. Bydelenes flade struktur, med parcelhusområder uden en tydelig bykerne, gør at bybusløsninger dyrere og mere ineffektive ligesom byens store areal giver lange cykelture for borgere, der ønsker at pendle på cykel fra forstaden til bykernen. En stor del af pendlingsoplandet til Esbjerg består herudover af spredt bebyggelse og mindre byer i det åbne land, hvorfra det kun er mu- ligt at pendle med bil. Alt i alt sætter det fokus på biltrafikken og parkeringsmulighederne i indre by samt på løsninger, der fortsat gør det attraktivt at bo i Esbjergs forstæder og opland.

De tættest befolkede områder i Esbjerg Kommune forventes i fremtiden bundet sammen af en nærbane med hyppig frekvens og med gode muligheder for cykelmedtagning. Nærbanen skal sammenbinde de tre banestrækninger Ribe-Bramming-Esbjerg, Esbjerg-Varde og Varde-Oksbøl. Tilsammen har byerne over 100.000 indbyggere og et stort antal arbejdspladser. Tilføjelsen af en ny nærstation i Jerne vil give en stigning i passagerantallet og vil øge behovet for nærbanedrift, hvor Novrup herefter er kandidat til at blive den næste nærbanestation. Stationsnær boligudbygning og byudvikling af Esbjerg med boliger i østlig retning langs jernbanen er midler, der som den nye nærstation i Jerne og en kommende i Novrup, tilsammen peger på målet om at få etableret en nærbane. Nærbanen forventes at blive rygraden i Esbjerg Kommunes indsats for bæredygtige transportformer og bæredygtig mobilitet.

Generelt er trafik- og mobilitetsplanlægning udfordret af den store usikkerhed, der hersker i forhold til, hvordan fremtidens transportløsninger kommer til at se ud, men som udgangspunkt sætter transport et stort klimaaftryk og kræver mange ressourcer.

I et langsigtet planlægningsperspektiv vil det derfor være en fordel at arbejde hen mod løsninger, der nedsætter behovet for, at befolkningen skal bevæge sig over store strækninger hver dag. Esbjerg Kommune ønsker på den baggrund at arbejde med fortætning som den overordnede tilgang til mobilitetsområdet. Det kan handle om fortætning i den store by, der giver afstande, hvor cykel og gang udgør den bedste løsning, men også om fortætning i forstæderne, i de mindre byer og i bysamfund i det åbne land. Fokus er her på at opnå fortættede bykerner og at byudvikle tæt på jernbanestationer. Det øger mulighederne for at kunne tilbyde en god betjening med kollektiv trafik ligesom en fortættet bykerne i en forstad gør det muligt at placere en ny supercykelsti, der hvor der bor flest.

Et er de fysiske anlæg, et andet er borgernes adfærd. For selv i områder, der både har supercykelsti og bybusforbindelse i dag, benytter borgerne stadig bilen i hverdagen. De fysiske anlæg giver således ikke alene en ændring i borgernes transportadfærd. Erfaringerne med såkaldt ’nudging’ er gode; altså at give borgeren et lille, men kærligt skub i en ny retning. Som visionskommune for ’Bevæg dig for livet’ har Esbjerg Kommune forpligtet sig til at højne esbjergensernes bevægelse i hverdagen. Rammeaftalen skal implementeres på tværs af kommunens forvaltningsområder og berører dermed også arbejdet med borgernes hverdagsmobilitet. Det, over tid at få flyttet borgerne fra bilen til mere bæredygtige transportformer, vil kræve en tværgående og koordineret indsats fra Esbjerg Kommune. Bæredygtige transportformer defineres her som cykel, gang og kollektiv transport. Nye transportløsninger som selvkørende busser vil også indgå som et bæredygtigt alternativ til bilen. Selvkørende busser kan eksempelvis give mulighed for en højfrekvent shuttlebusbetjening af større parkeringsanlæg i byens rand.

Bæredygtige transportformer har potentialet til at frigøre plads og fredeliggøre bymidterne, til at give en bedre trafikafvikling på indfaldsvejene og kan måske endda bidrage positivt til den enkelte borgers sundhed.

Da bæredygtige transportformer skal fungere i et samspil med bilismen arbejdes der ud fra et princip om at vægte de forskellige transportformer efter geografien. Det vil sige, at bilen vil vægte tungest i landområderne, mens det omvendt er cykel og gang, der vægtes i bymidterne.

Givet dette princip vil den primære indsats for at skabe forandring derfor henvende sig til bymidterne og den transport, der relaterer sig til bymidterne.

’Trafikplanen for Esbjerg Midtby’ arbejder med en opdeling af Esbjerg i tre planlægningsniveauer; detaljeret trafikplan, parkeringsplan og overordnet trafikplan. Denne opdeling kan også ses som afgrænsninger af forskellige former for mobilitet, hvor cykel og gang prioriteres i de to inderste dele, mens gode og rigelige parkeringsmuligheder for biler planlægges udenfor disse, men tæt på de overordnede gader, der fører til bymidten.

Der kan konkret arbejdes med en række forhold, der allerede nu kan bidrage til at fremme bæredygtige transportformer i og omkring indre by. Det kan være udviklingen af gode forbindelser i form af cykelstier, broer og passager mellem byens tilbud, prioriteringen af busser i indre bys gader fremfor biler eller undersøgelse af behovet for at udvikle særskilte tracéer til førerløse busser f.eks. i form af en ringbane udenom byen. Styrkelsen af Esbjergs storbyatmosfære handler om at prioritere bylivet. Det kan for eksempel ske ved at omdanne parkeringspladser til grønne åndehuller, ved at etablere bilfri områder og ved at anvende hæve/sænke pullerter som styringsredskaber for bilerne. Det er dog vigtigt, at understrege, at bilende gæster til byen skal opfatte det som let at bevæge sig rundt i byen og at komme til indre by. Gæster skal derfor kunne parkere i gangafstand til centrum. 

Det primære middel til at frigøre indre by for biler er parkering; herunder effektive parkeringssystemer, der hurtigt kan hjælpe den parkeringssøgende trafik på plads. For at undgå, at det er borgernes egne biler, der står og fylder op i de mest centrale dele af byen, skal der, ved fremtidige boligbyggerier i de helt centrale dele af Esbjerg, etableres kælderparkering.