Dato 5. marts 2023

Det var med stor, stor undren, da vi i Handicaprådet modtog underretningen om det voldsomt store merforbrug i 2022 og det nu anslåede merforbrug i 2023 på 100 mio kr.

Hvordan kunne det forekomme ganske få måneder efter, at der i september var indgået budgetforlig? Det rejser spørgsmål som

- Hvem har mon ikke gjort sit arbejde godt nok?
- Hvem er det, der ikke er dygtige nok?
- Hvem har (måske) siddet på en viden og er ikke blevet hørt?
- Er der nogen, der helt bevidst har tiet en viden?

Hvis den slags forekommer i en privat virksomhed og/eller organisation, vil det normalt få store konsekvenser for direktører og bestyrelser, men sådan er det ikke, når det foregår i en kommune. 

Konsekvenser får det dog - selvfølgelig - for nogen, men det er helt andre steder. Det går nemlig ud over
- en stor gruppe helt uskyldige og meget sårbare mennesker med store støtte- og hjælpebehov
- pårørende til disse mennesker
- medarbejdere 
 
Vi fristes til at bruge vendingen “hvad sagde vi”? 

For vi sidder nu i saksen med konsekvenserne af den underbudgettering, der i årevis har fundet sted på det her område, og som vi i Handicaprådet har påpeget gang på gang i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger. 

Jo jo, der er skam de seneste år blevet tilført ekstra, men jo tydeligvis ikke nok, og det er nu med dyb sorg, at vi må se alt det gode arbejde med udvikling, kvalitet og fornuftigt serviceniveau blive lagt i graven.

På den korte bane er der skabt en voldsom utryghed - allerede inden Handleplanen blev offentliggjort, har vi modtaget meldinger om, hvordan fx mennesker med udviklingshandicap ude på tilbudene er blevet “oplyst” om, at deres tilbud nok lukker nu, så de skal til at være hjemmegående!!! Viden som de ikke er i stand til at bearbejde og tage ind, viden der skaber kæmpestor utryghed hos disse mennesker, der har så hårdt brug for forudseenhed, tryghed, hjælp og støtte. Og hvordan er det lige, at det kan ske - inden overhovedet handleplanen er offentliggjort eller vedtaget?

Den så vigtige trygge hverdag sprænges i luften, tæppet rives væk med et pennestrøg - det svarer til at miste et nært/kært familiemedlem og/eller ven fra den ene dag til den anden uden værktøjer og støtte til at få det bearbejdet.

Det er jo helt klart nogle medarbejdere, der - ikke af ondskab - men på baggrund af egen utryghed og frustration, kommer til at give luft for dette nogle helt forkerte steder.

Som det tydeligvis også fremgår af oplægget til Handleplan 2023, så kan en så voldsom budgetreduktion ikke gennemføres uden store konsekvenser.

Udvikling og støtte bliver ændret til afvikling og ren opbevaring. Alt det gode arbejde med udvikling og et fornuftigt serviceniveau bliver bombet tilbage til et sted, hvor vi skal langt tilbage i historiebøgerne for at finde et tilsvarende lavpunkt. 

I første omgang vil de heldigste blive støttet ekstra af deres netværk (så længe netværket kan holde til det) - men der er også rigtig mange uden netværk. Uanset vil der gå en hel masse livskvalitet og basal menneskesyn tabt på det her alter. Rigtig mange vil blive tabt og ladt i stikken - hvem skal gribe dem?

Vi behøver ikke nogen krystalkugle for at kunne forudse, at det på den lange bane vil give endnu større udfordringer, da det der tabes nu, helt sikkert vil skabe endnu større udfordringer i fremtiden, når endnu flere af de mennesker vi tager som gidsler nu - på baggrund af manglende tidlig indsats - vil få behov for meget mere massiv indsats på et senere tidspunkt.

Vi vil helt sikkert komme til at se flere blive “vurderet” til at kunne bo i egen lejlighed med et antal støttetimer, der pga besparelserne kan forventes ikke at være tilstrækkelige. Mange af disse mennesker vil komme til at sidde i ensomhed, fordi de ikke selv opsøger sociale sammenhænge og aktiviteter. Mange magter ikke ensomheden og utrygheden, og ender måske i psykiatrien - i værste fald selvmordstruede. Denne tendens til “omvurdering” er allerede set i flere andre kommuner landet over, hvor konsekvenserne så også følger…. Nogle steder har man allerede været så kloge at sadle om - hvis de kan, så kan vi vel også!?

Vi vil komme til at se et øget pres i sundhedsvæsenet, psykiatrien og på mulighederne for at tiltrække kvalificerede medarbejdere til et utrygt og presset område, hvor man ikke kan då lov at bruge sin faglighed.

Og økonomi eller ej - så er der jo også en lovgivning, der skal overholdes. Et menneske med et vist støttebehov kan ikke pludselig med begrundelsen “lavere serviceniveau” sættes ned i støtte - der skal individuel vurdering og gode grunde til. Så antallet af ankesager må også forventes at give et øget pres.

Og hvad med Handicapkonventionen og for den sags skyld Esbjerg kommunes egne “Handicappolitiske retningslinjer”, er det bare flotte ord på dyrt farvet papir? - hvordan kan mennesker med handicap og psykiske udfordringer hjælpes til et liv så nært det normale som muligt, hvis der kun gives ressourcer til “opbevaring”.

Nu er vi jo ikke så naive i Handicaprådet, at vi ikke godt ved, at det her ikke er let. Vi er også blevet oplyst om, at der er et loft over, hvor stort et beløb Esbjerg kommune må afsætte til området, da det ellers vil betyde sanktioner fra Folketinget.

Vores respektive organisationer forsøger af alt magt at påvirke disse forhold landspolitisk, og vi vil på det kraftigste opfordre til - og forvente - at vores lokale politikere vil arbejde målrettet på det samme. 

Vi har selvfølgelig et stor håb og ønske om, at der kan gøres noget for at mindske det beløb, der skal findes - og den største drøm ville jo være, hvis det hele bare forsvandt med et pennestrøg.

Men det er nok kun i Hollywood, at den slags lader sig gøre, så i stedet vil vi gerne opfordre til stor åbenhed, samarbejde og inddragelse.

Det kunne jo godt være, at pårørende, organisationer og medarbejdere kan være med til at finde nogle veje, der gør knapt så ondt. Det kunne jo godt være, at ressourcerne kunne udnyttes bedre til glæde og gavn for alle, så en meget negativ spiral alligevel kan vendes til noget, der føles lidt bedre.

Det gælder også om at turde røre ved nogle “varme kartofler”, gamle vaner og måder at tænke på hele vejen rundt -  vi anbefaler, at det pålægges forvaltningen, at der sker stor inddragelse og samarbejde med organisationer, pårørende, medarbejdere og i et vist omfang de berørte borgere. 

Der findes faktisk også andre kommuner, der er i gang med at tænke og agere anderledes - måske der kan hentes inspiration hos disse.

Og det er jo ikke gjort med denne runde - de kommende budgetforhandlinger de næste år er allerede dækket af mørke skyer.

På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
Formand