Her kan du læse om de emner, der har været til høring i 2021.
- Forside
- Politik og demokrati
- Byråd og udvalg
- Øvrige råd og udvalg
- Handicaprådet
- Høringssvar 2021
Høringssvar 2021
Høringssvar for 2021
Høringssvar 2021
Dato 15. september 2021
Høringssvar fra Handicaprådet vedrørende første udkast til
Beskæftigelsesplan 2022
Handicaprådet tager første udkast til Beskæftigelsesplan 2022 til efterretning, og har ikke yderligere bemærkninger.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 1. september 2021
Høringssvar fra Handicaprådet vedrørende udkast til Pårørendepolitik.
På vegne af Handicaprådet kan jeg meddele, at Handicaprådet ikke har yderligere bemærkninger til det flotte materiale, og tiltræder derfor indstillingen til det videre forløb.
Inga Bredgaard
formand for Handicaprådet
Ligeværd Sydvestjylland
Formand: Sonja Knudsen
Mail: [email protected]
Tlf. 28552223
Hjemmeside: ligevaerd-sydvest.ligevaerd.dk
Facebook: Ligeværd Sydvest
Den 27. april 2021
Ligeværd Sydvestjyllands tilbagemelding vedr. høring af en række kvalitetsstandarder:
- Tidlig og forebyggende indsats efter servicelovens § 82
- Længerevarende støtte i egen bolig/hjem efter servicelovens § 85
- Beskyttet beskæftigelse efter servicelovens §103
- Aktivitets & samværstilbud efter servicelovens §104
- Midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107
- Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108
- Midlertidigt botilbud efter almenboliglovens § 105
Ligeværd bakker op om de bemærkninger/høringssvar, der er fremsendt fra LEV til handicaprådets organisationsrepræsentanter. Ligeværd har dog nedenstående tilføjelser.
Generelt finder Ligeværd Sydvestjylland, at det er væsentligt at bemærke, at et serviceniveau/kvalitetsstandard er et minimumskrav af service og ikke hvad alle kan forvente af service, hvilket ofte er måden kommunerne bruger den på. En beslutning inden for serviceloven er en individuel vurdering med udgangspunkt i den enkelte borgers behov.
Endvidere vil vi gøre opmærksom på det juridiske princip “Skøn under regel”. Når der skal træffes skønsmæssige afgørelser, må der som hovedregel ikke opstilles regler, som enten begrænser eller udelukker dette skøn. For eksempel må der som hovedregel ikke uden særlig hjemmel alene lægges vægt på ét kriterium, eksempelvis en kvalitetstandard, hvis det betyder, at andre saglige kriterier udelukkes.
Det er ikke lovligt at se bort fra den individuelle vurdering, hvilket fremgår af nedenstående principafgørelse, hvor skøn under regel bliver afprøvet i forhold til kvalitetsstandarder. https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2012/10024
Nedenfor tilføjes et par betragtninger, som Ligeværd finder skal fremgå af handicaprådets høringssvar vedr. de enkelte kvalitetsstandarder, idet der tages udgangspunkt i LEV’s høringssvar for de enkelte kvalitetsstandarder.
Tidlig og forebyggende indsats efter servicelovens § 82
Ikke yderligere bemærkninger.
Længerevarende støtte i egen bolig/hjem efter servicelovens § 85
Indsatstyper
Det er angivet: ”I Center for Socialpsykiatri ydes indsatsen efter servicelovens § 85 fleksibelt og tilpasset den enkelte borgers behov inden for alle døgnets 24 timer på alle ugens 7 dage. I Udviklingscenter Vest ydes indsatsen i dag- og aftentimer på alle ugen 7 dage.”
Betyder det, at det udelukkende er borgere indenfor psykiatrien, som kan modtage støtte i alle døgnets 24 timer alle dage og ikke borgere, som på anden måde er udfordret bl.a. i forhold til udviklingshæmning?
”Formålet med indsatsen” og ”Indsatsomfang”
Med fokus på ”Formålet med indsatsen” om at borgeren har de rette rammer for at videreudvikle og vedligeholde sine fysiske, psykiske og sociale færdigheder samt at ”Indsatsomfang” er opbygget i moduler. Hvorledes synliggør man sociale færdigheders betydning i forhold til udmåling af den individuelle støtte i moduludregningen?
Indsatsomfang
Fokus på social liv også omfatter aktiviteter i weekender.
Borgerinddragelse
Vigtigt at borgerne inddrages, så de bliver hørt og får mulighed for at præge indsatsen.
Beskyttet beskæftigelse efter servicelovens §103
Indsatstyper
Det er i kvalitetsstandarden angivet, at der som udgangspunkt altid visiteres til interne tilbud i Esbjerg Kommune, og at borgerne hermed ikke har frit valg af tilbud.
Det bør slettes. Eksterne tilbud bør kunne komme i betragtning.
Opfølgning
Vigtigt at borgeren er tilknyttet en kontaktperson/mentor.
Aktivitets & samværstilbud efter servicelovens §104
Indsatstyper
Det er i kvalitetsstandarden angivet, at der som udgangspunkt altid visiteres til interne tilbud i Esbjerg Kommune, og at borgerne hermed ikke har frit valg af tilbud.
Det bør slettes. Eksterne tilbud bør kunne komme i betragtning.
Opfølgning
Vigtigt at borgeren er tilknyttet en kontaktperson/mentor.
Midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107
Indsatstyper
Indsatstyper bør suppleres med det forhold hvor der er bevilget midlertidig botilbud i forbindelse med botilbud tilknyttet et STU sted, der ikke er drejet / ejet af Esbjerg Kommune.
”Formålet med indsatsen” og ”Indsatsomfang”
Med fokus på punkt 3 under ”Formålet med indsatsen”, som vedrører at borgerne har adgang til socialfaglig personale, som bidrager til at skabe tryghed og socialt fællesskab og med sammenhængen med ”Indsatsomfang”. Hvordan synliggør man fællesskabets betydning i forhold til udmåling af den individuelle støtte i moduludregningen ?
Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108
Ikke yderligere bemærkninger.
Midlertidigt botilbud efter almenboliglovens § 105
Ikke yderligere bemærkninger.
Venlig hilsen
Sonja Knudsen
Formand f/
Ligeværd Sydvestjylland
Mail: [email protected]
Hjemmeside: ligevaerd-sydvest.ligevaerd.dk
Facebook: Ligeværd Sydvest
Dato 1. maj 2021
Handicaprådets høringssvar til:
Kvalitetsstandard for midlertidigt botilbud (servicelovens § 107) i Social barn-ung-voksen, Esbjerg kommune.
Under formål med kvalitetsstandarden, det sidste ord: Borger ønskes ændret til: “borger/pårørende/værge”. Dette gælder også øvrige steder i dokumentet, da der er rigtig mange, der ikke kan selv, så inddragelse og samarbejde med pårørende/værge er af afgørende betydning.
Indsatstyper:
Det fremgår, at indsatsen i de enkelte tilbud tilrettelægges efter 7 temaer, og at der opstilles mål for indsatsen, uanset hvilken af de 7 temaer indsatsen ydes indenfor.
Det bør fremgå, hvem der har ansvaret for at sikre, at dette sker - er det Voksen Myndighed eller…?
Krav til borgeren:
Det fremgår, at borgeren skal have et ønske om at modtage støtte, og at borgeren skal være motiveret for at indgå i et samarbejde omkring indsatsen.
Hvad sker der, hvis borgeren ikke ønsker og/eller ikke er motiveret? Det bør beskrives i kvalitetsstandarden, hvilke krav der er til den faglige indsats med henblik på at støtte, hjælpe og motivere borgeren til at modtage det tilbud, der ud fra en faglig vurdering er det rette for vedkommende.
Pårørende samarbejde:
Vi anbefaler, at der udfærdiges en pårørende “drejebog” omkring samarbejde med de pårørende ved indflytning, på en måde så det er klart for alle, hvilke forventninger der er til pårørendes indsats i forhold til borgeren/tilbuddet - fx. have, frisør m.v.
Vi hører alt for ofte om uklarheder i forhold til forventningerne til hinanden.
Omkostninger for borgeren:
Det fremgår, at det i Esbjerg Kommune er besluttet, at borgerne som minimum skal have et rådighedsbeløb på 2.500, - kr. pr. måned til personlige fornødenheder, efter at godskrevne udgifter til bl.a. kost er fratrukket.
Det skal tydeligt fremgå, hvilket udgifter, der kan godskrives. Det er bestemt ikke konkret nok at skrive “bl.a. kost”.
Ferie/ture
Det fremgår, at der i Esbjerg kommune kan tilbydes ture med 2 overnatninger om året.
Det må være en skrivefejl, at det ikke fremgår, hvor mange ture om året med 2 overnatninger, der tilbydes. Vi ved jo så dog, at der - som praksis er i dag - er tale om 1 tur om året, og vi har sagt det tidligere, og siger det hermed igen. Det er alt for lidt og bestemt ikke tilfredsstillende.
Ganske vist kan den enkelte borger tilkøbe sig yderligere ferier/ture, men det er jo bestemt ikke alle, der har økonomisk mulighed for dette.
Opfølgning:
Det fremgår, at der sker løbende opfølgning efter individuel vurdering. Det bør fremgå, hvem der har ansvar for den løbende opfølgning - er det også Voksen Myndighed eller…?
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 1. maj 2021
Handicaprådets høringssvar til:
Kvalitetsstandard for længerevarende botilbud (servicelovens § 108) i Social barn-ung-voksen, Esbjerg kommune.
Under formål med kvalitetsstandarden, sidste ord borger ønskes ændret til: “borger/pårørende/værge”. Dette gælder også øvrige steder i dokumentet, da der er rigtig mange, der ikke kan selv, så inddragelse og samarbejde med pårørende/værge er af afgørende betydning.
Formålet med indsatsen:
Ordene “i det omfang, det er muligt” slettes.
Ordlyden i sidste del af afsnittet bliver herefter: og at den enkeltes udviklingspotentiale understøttes med den nødvendige og omsorgsmæssige indsats, med henblik på at mestre mest muligt i eget liv.
Indsatstyper:
Det fremgår, at indsatsen i de enkelte tilbud tilrettelægges efter 7 temaer, og at der opstilles mål for indsatsen, uanset hvilket/hvilket af de 7 temaer indsatsen ydes indenfor.
Det bør fremgå, hvem der har ansvaret for at sikre, at dette sker - er det Voksen Myndighed eller…?
Pårørende samarbejde:
Vi anbefaler, at der udfærdiges en “drejebog” omkring samarbejde med pårørende ved indflytning, så det er klart for alle, hvilke forventninger der er til de pårørendes indsats i forhold til borgeren/tilbuddet - fx. have, frisør m.v.
Vi hører alt for ofte om uklarheder i forhold til forventningerne til hinanden.
Omkostninger for borgeren:
De fremgår, at det i Esbjerg Kommune er besluttet, at borger som minimum skal have et rådighedsbeløb på 2.500, - kr. pr. måned til personlige fornødenheder, efter at godskrevne udgifter bl.a. kost er fratrukket.
Det skal tydeligt fremgå, hvilke udgifter, der kan godskrives. Det er ikke konkret nok at skrive “bl.a. kost”.
Det fremgår endvidere, at der kan være fællesudgifter for borgeren, fx til inventar og rengøringsartikler til fællesarealer, og at dette er frivilligt og aftales med den enkelte borger. MEN hvem sikrer for borgerne i denne målgruppe, at der er rimelighed i disse udgifter og hvem sikrer, at borgeren rent faktisk kan gennemskue, hvilke fællesudgifter der er rimelige og hvilke der ikke er?
Ferie/ture
Det fremgår, at der i Esbjerg kommune kan tilbydes ture med 2 overnatninger om året.
Det må være en skrivefejl, at det ikke fremgår, hvor mange ture om året med 2 overnatninger, der tilbydes. Vi ved jo så dog, at der - som praksis er i dag - er tale om 1 tur om året, og vi har sagt det før, og siger det igen. Det er alt for lidt og bestemt ikke tilfredsstillende.
Ganske vist kan den enkelte borger tilkøbe sig yderligere ferier/ture, men det er jo bestemt ikke alle, der har økonomisk mulighed for dette.
Opfølgning:
Det fremgår, at der sker løbende opfølgning efter en individuel vurdering, som minimum hvert 2. år.
Det bør fremgå, hvem der har ansvar for den løbende opfølgning - er det også Voksen Myndighed eller…? Der bør minimum være opfølgning en gang årligt.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 1. maj 2021
Handicaprådets høringssvar til:
Kvalitetsstandard for beskyttet beskæftigelse (servicelovens § 103) på det specialiserede voksenområde, Esbjerg kommune.
Under formål med kvalitetsstandarden, sidste ord borger ønskes ændret til: “borger/pårørende/værge”. Dette gælder også øvrige steder i dokumentet, da der er rigtig mange, der ikke kan selv, så inddragelse og samarbejde med pårørende/værge er af afgørende betydning.
Målgruppe:
Det fremgår, at et specifikt handicap eller en medicinsk eller psykiatrisk diagnose ikke i sig selv er tilstrækkelig til at modtage støtte.
Denne tekst bør slettes, da den er overflødig i forhold til, at vurderingen af støttebehov tager udgangspunkt i borgerens funktionsevne.
Hvis teksten ikke kan blive slettet, skal der alternativt tilføjes “eller udelukke” efter ordet “modtage”.
Indsatstyper:
I første afsnit skal sætningen “Borgeren har dermed ikke frit valg af tilbud” slettes. Det er helt overflødigt at have denne sætning i teksten, da det tydeligt fremgår, at det efter dialog med borgeren og evt. dennes pårørende er Voksen Myndighed der vurderer, hvilket tilbud der bedst kan tilgodese borgerens behov.
Indsatsomfang:
Den indledende tekst til boksen med Alder/Omfang ændres til:
“Omfanget af indsatsen er som udgangspunkt følgende, men alle afgørelser sker på baggrund af en individuel vurdering:”
Omkostninger for borgeren:
Det fremgår, at kommunen afholder udgiften til den billigste befordringsmulighed ud over de første 10 kilometer.
Det bør tilføjes, at transporttiden ikke må være uforholdsmæssig lang - maksimalt 1 time.
Aflønning:
Tja, det er jo ikke nogen svimlende “løn”, men en ekstra is til sommer kan der måske blive til……
Med hensyn til genforhandling af løn bør det fremgå, hvem der har ansvar for at sikre, at der rent faktisk sker en genforhandling efter de første 3 måneder og igen en gang årligt. Et forslag kan være, at dette påhviler borgerens kontaktperson på beskæftigelsestilbuddet at sørge for dette.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 1. maj 2021
Handicaprådets høringssvar til:
Kvalitetsstandard for tidlig forebyggende indsats (servicelovens §§ 82a og 82b) i Social barn-ung-voksen, Esbjerg kommune.
Krav til borgeren:
Det fremgår, at borgeren skal have et ønske om at modtage støtte, og at borgeren skal være motiveret for at indgå i et samarbejde omkring de mål, som borgeren selv ønsker at opnå.
Det bør beskrives i kvalitetsstandarden, hvilke krav der er til den faglige indsats med henblik på at støtte, hjælpe og motivere borgeren til at modtage det tilbud, der ud fra en faglig vurdering er det rette for vedkommende.
Opfølgning:
Det fremgår, at hvis borgeren efter endt forløb i Kontakten fortsat har brug for støtte, vil muligheden herfor blive vurderet af Voksen Myndighed.
Det bør fremgå, hvem der har ansvaret for at sikre, at de borgere der har behov for fortsat støtte også bliver guidet i, hvordan de får denne støtte.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 1. maj 2021
Handicaprådets høringssvar til:
Kvalitetsstandard for længerevarende socialpædagogisk bostøtte i egen bolig/eget hjem (servicelovens § 85) i Social barn-ung-voksen, Esbjerg kommune.
Under formål med kvalitetsstandarden, sidste ord borger ønskes ændret til: “borger/pårørende/værge”. Dette gælder også øvrige steder i dokumentet, da der er rigtig mange, der ikke kan selv, så inddragelse og samarbejde med pårørende/værge er af afgørende betydning.
Målgruppe:
Det fremgår, at et specifikt handicap eller en medicinsk eller psykiatrisk diagnose ikke i sig selv er tilstrækkelig til at modtage støtte.
Denne tekst bør slettes, da den er overflødig i forhold til, at vurderingen af støttebehov tager udgangspunkt i borgerens funktionsevne og/eller sociale problemer.
Hvis teksten ikke kan blive slettet, skal der alternativt tilføjes “eller udelukke” efter ordet “modtage”.
Indsatstyper:
Det fremgår, at indsatsen i de enkelte tilbud tilrettelægges efter 7 temaer, og at der opstilles mål for indsatsen, uanset hvilket/hvilket af de 7 temaer indsatsen ydes indenfor.
Det bør fremgå, hvem der har ansvaret for at sikre, at dette sker - er det Voksen Myndighed eller…?
Indsatsomfang og varighed:
3. afsnit, hvor der skrives, at udgangspunktet for indsatsen er 2 til 4 timer ugentligt skal slettes, da der - som det også fremgår af 2. afsnit - skal bevilges støtte efter en individuel, faglig og helhedsorienteret vurdering.
Det er IKKE acceptabelt, at der i kvalitetsstandarden indsættes et udgangspunkt på 2 til 4 timer, der i daglig praksis meget let kan blive til noget, der opfattes som en “regel”.
Krav til borgeren:
Det fremgår, at borgeren skal have et ønske om at modtage støtte, og at borgeren skal være motiveret for at indgå i et samarbejde omkring indsatsen.
Hvad sker der, hvis borgeren ikke ønsker og/eller ikke er motiveret? Det bør beskrives i kvalitetsstandarden, hvilke krav der er til den faglige indsats med henblik på at støtte, hjælpe og motivere borgeren til at modtage det tilbud, der ud fra en faglig vurdering er det rette for vedkommende.
Opfølgning:
Det fremgår, at der sker løbende opfølgning efter en individuel vurdering, dog minimum efter 12 måneder.
Det bør fremgå, hvem der har ansvar for den løbende opfølgning - er det også Voksen Myndighed eller…?
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 1. maj 2021
Handicaprådets høringssvar til:
Kvalitetsstandard for botilbud (almenboligloven § 105 + servicelovens § 85) i Social barn-ung-voksen, Esbjerg kommune.
Under formål med kvalitetsstandarden, sidste ord borger ønskes ændret til: “borger/pårørende/værge”. Dette gælder også øvrige steder i dokumentet, da der er rigtig mange, der ikke kan selv, så inddragelse og samarbejde med pårørende/værge er af afgørende betydning.
Formålet med indsatsen:
Ordene “i det omfang, det er muligt” slettes.
Ordlyden i sidste del af afsnittet bliver herefter: og at den enkeltes udviklingspotentiale understøttes med den nødvendige omsorgsmæssige indsats, med henblik på at mestre mest muligt i eget liv.
Indsatstyper:
Det fremgår, at indsatsen i de enkelte tilbud tilrettelægges efter 7 temaer, og at der opstilles mål for indsatsen, uanset hvilket/hvilket af de 7 temaer indsatsen ydes indenfor.
Det bør fremgå, hvem der har ansvaret for at sikre, at dette sker - er det Voksen Myndighed eller…?
Pårørende samarbejde:
Vi anbefaler, at der udfærdiges en pårørende “drejebog” omkring samarbejde med pårørende ved indflytning, så det er klart for alle, hvilke forventninger der er til pårørendes indsats i forhold til borgeren/tilbuddet - fx. have, frisør m.v.
Vi hører alt for ofte om uklarheder i forhold til forventningerne til hinanden.
Omkostninger for borgeren:
Det fremgår, at der kan være fællesudgifter for borgeren, der ikke er en del af lejekontrakten, hvilket er normalt i lejemål under Almenboligloven, MEN hvem sikrer for borgerne i denne målgruppe, at der er rimelighed i disse udgifter og hvem sikrer, at borgeren får støtte til at deltage i beboerdemokratiet.
Ferie/ture
Det fremgår, at der i Esbjerg kommune kan tilbydes ture med 2 overnatninger om året.
Det må være en skrivefejl, at det ikke fremgår, hvor mange ture om året med 2 overnatninger, der tilbydes. Vi ved jo så dog, at der - som praksis er i dag - er tale om 1 tur om året, og vi har sagt det før, og siger det igen. Det er alt for lidt og bestemt ikke tilfredsstillende.
Ganske vist kan den enkelte borger tilkøbe sig yderligere ferier/ture, men det er jo bestemt ikke alle, der har økonomisk mulighed for dette.
Opfølgning:
Det fremgår, at der sker løbende opfølgning efter en individuel vurdering, som minimum hvert 2. år.
Det bør fremgå, hvem der har ansvar for den løbende opfølgning - er det også Voksen Myndighed eller…? Der bør minimum være opfølgning en gang årligt.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 1. maj 2021
Handicaprådets høringssvar til:
Kvalitetsstandard for aktivitets- og samværstilbud (servicelovens § 104) på det specialiserede voksenområde, Esbjerg kommune.
Under formål med kvalitetsstandarden, sidste ord borger ønskes ændret til: “borger/pårørende/værge”. Dette gælder også øvrige steder i dokumentet, da der er rigtig mange, der ikke kan selv, så inddragelse og samarbejde med pårørende/værge er af afgørende betydning.
Målgruppe:
Det fremgår, at et specifikt handicap eller en medicinsk eller psykiatrisk diagnose ikke i sig selv er tilstrækkelig til at modtage støtte.
Denne tekst bør slettes, da den er overflødig i forhold til, at vurderingen af støttebehov tager udgangspunkt i borgerens funktionsevne.
Hvis teksten ikke kan blive slettet, skal der alternativt tilføjes “eller udelukke” efter ordet “modtage”.
Indsatstyper:
I første afsnit skal sætningen “Borgeren har dermed ikke frit valg af tilbud” slettes. Det er helt overflødigt at have denne sætning i teksten, da det tydeligt fremgår, at det efter dialog med borgeren og evt. dennes pårørende er Voksen Myndighed der vurderer, hvilket tilbud der bedst kan tilgodese borgerens behov.
Indsatsomfang:
I boksen alder/omfang under “borgere som er fyldt 60 år og bor i et tilbud efter Servicelovens §108 eller tilsvarende, vurderes det årligt, om samværstilbuddet kan tilbydes i botilbuddet.
Her skal tilføjes: I vurderingen skal der altid lægges vægt på og prioriteres, at borgeren får tilbudt et dagligt miljøskifte.
Et liv i “sutsko og pyjamas” gavner de færreste.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand
Dato 20.04.2021
Høringssvar fra Handicaprådet vedr. Kvalitetsstandard for støtte til køb af handicapbil efter Lov om social service §114
Under målgruppe:
Er vi bekymrede over, at børn under 3 år som udgangspunkt ikke opfylder kriterierne for støtte til bil, da et barn med handicap før denne alder normalt ikke er væsentligt vanskeligere at transportere end andre børn på samme alder. Vi synes, at denne holdning enten skal rettes til: Et barn på 1 år eller bedre endnu fjerne aldersgrænsen. Der er nogle børn, der allerede fra de kan sidde er udfordret på en sådan måde, at de desværre ikke kan fragtes i en alm. personbil.
Vi er endvidere vidende om, at borgere med ALS på forhånd får afslag på bilstøtte med den begrundelse, at "skal tænke 8 år frem i tiden det kan være svært med sådan en progredierende diagnose". Vi er dog vidende om, at en borger nu lever på det 28. år med diagnosen. Uden handicapbil kan det være svært for borgeren at komme rundt og være aktiv med familien. Transport der desværre ikke kan tilgodeses af andre kørselsordninger.
Disse borgere vil jo gerne have et liv med oplevelser for både dem selv og resten af familien. Når borgerne med denne alvorlige diagnose skal fragtes, kræver det meget plads til hjælpemidler, heriblandt oftest respirator og andre personlige og livsvigtige hjælpemidler. Vi ønsker fremadrettet, at disse borgere også kan få bevilliget en handicapbil, hvis de opfylder kravene.
Under Handicapkørsel:
Her kan vi læse, at borgere med Handicapbiler i nogle tilfælde kan få bevilliget Handicapkørsel, hvis f.eks. bilen skal på værksted m.m. Der står desværre også, at der skal foretages en individuel vurdering fra gang til gang. Vi ser gerne, at de med Handicapbiler, som er indrettet med diverse hjælpemidler, får tildelt Handicapkørsel uden først at skulle igennem en ny vurdering.
Vores indtryk er, at ordningen IKKE vil blive, "da alle med handicapbil helst selv vil køre". Det er ligeledes sådan, at de borgere, hvor bilen er indrettet med diverse hjælpemidler/påtegninger i kørekortet, jo ikke kan "få en lånebil fra værkstederne". Derfor er vores ønske, at de der har tilkendegivet, at handicapbilen ikke opfylder ALLE kørselsbehov, bliver bevilliget Handicapkørsel, hvorefter man i Forvaltningen kan holde øje med, om ordningen bliver misbrugt.
På Handicaprådets vegne
formand
Inga Bredgaard
Dato 13.04.2021
Høringssvar fra Handicaprådet vedr. etablering af 18 boliger til borgere med handicap i Fyrparken og 8 boliger på Kastanie Allé 6-8 i Ribe
Indledningsvis finder vi det meget positivt, at der planlægges etablering af 26 nye boliger til mennesker med handicap i Esbjerg kommune.
Vi vil gerne opfordre til en høj grad af inddragelse af pårørende/organisationer og meget info i løbet af processen. Åbenhed og inddragelse kan imødegå mange bekymringer og kritik, samtidig med at der kan komme nye ideer og/eller kreative løsninger til gavn for alle.
Det er positivt, at der lægges op til 2 spisestuer til fællesspisning i mindre grupper, og særdeles positivt med køkkener, hvor der er plads til, at medarbejderne kan lave mad sammen med borgerne. Det kan vi da kun være tilfredse med - hvis det altså i praksis også bliver benyttet til dette formål.
Supplerende finder vi det også vigtigt, at der i projektet holdes fast i, at der skal være fælles opholdsarealer i bygningerne. Til gengæld virker det lige i overkanten med SÅ mange kontor arbejdsstationer til personalet, der vel primært skal være omkring beboerne. Måske noget af dette areal i stedet kan udnyttes til et “selskabslokale”, hvor beboere og pårørende kan samles nogle flere end i de små lejligheder til fødselsdage osv.
Handicaprådet husker i den forbindelse vores besøg på et tilbud i Bramdrupdam for nogle år siden, hvor der i projektet var indtænkt velfærdsløsninger med bl.a. tablets i hver lejlighed, således dokumentationen kunne laves med det samme hos borgeren. I det pågældende tilbud var der langt færre kontor arbejdsstationer end “normalt”. Ifølge personalet på stedet fungerede det rigtig fint.
Vi anker naturligvis ikke over, at der skal tages hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø, ve og vel, men vi skal huske fokus på indhold og beboere - det er vigtigt.
Det er meget vigtigt, at der ikke pålægges de enkelte lejligheder så mange kvadratmeter ekstra til fællesarealer, at de brutto kommer over de 65 m2 af hensyn til boligydelse. Der bør være et meget højt fokus på at holde huslejen så langt nede som overhovedet muligt - uanset boligydelse vil en husleje på 5.400 kr. pr. måned være et højt beløb, når forsørgelsesgrundlaget er et helt (langt) liv på førtidspension.
Vi er kritiske over for, at der lægges op til, at 2 af boligerne (måske) skal være demensboliger. Selvom beboerne i disse kommer fra det sociale område, og derfor har andre behov for støtte end andre demente, mener vi ikke, at demente kan passe ind her. Der er helt sikkert behov for demenspladser også indenfor det sociale område, men disse bør etableres som et særskilt tilbud.
Vedr. Fyrparken er vi bekymrede for evt. støjgener fra Tarphagevej.
Vedr. Kastanie Allé 6-8 er vi naturligvis klar over, at der er behov for afskærmning både af hensyn til beboerne og til omgivelserne, men vil gerne opfordre til, at der indtænkes løsninger, der æstetisk og medmenneskeligt ikke kommer til at ligne Fort Knox eller det, der er værre.
Handicaprådet finder også, at lejligheder på 55 m2 lyder meget små. Der er ikke plads til meget ekstra som fx hjælpemidler.
Boligerne i begge projekter opføres under Almenboliglovgivningens §105. Selvom der i lovteksten benyttes ordet “ældreboliger”, vil vi gerne opfordre til, at dette ord ikke benyttes i projekterne, undtagen hvor det er absolut nødvendigt, da det sender forkerte signaler til alle os pårørende og andre, der ikke lige er juridisk kyndige. Det mener vi sagtens kan lade sig gøre.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
Formand