Birthe Paarup Andersen giver en status på integrationen på arbejdsmarkedet af etiske minoriteter, herunder hvilke særlige udfordringer der er.
INDSTILLING
Der indstilles til
- At der gives en orientering, som afsæt for de videre drøftelser under pkt. 4
Beslutning:
Birthe Paarup Andersen orienterede om opgaven i at modtage ukrainske flygtninge. Det er pt. 123 voksne og 85 børn, som har fået en opholdstilladelse. Kommunen har fire hverdage fra borgeren er visiteret til at boligplacere i midlertidige boliger. I forhold til flygtninges kontaktforløb på jobcenteret, ligger den første opgave i at udarbejde Jobnet CV´ere med henblik på en hurtig formidling til job.
De øvrige flygtninge og indvandrere, som er i kontakt med Jobcenteret udgør en gruppe på ca. 300 borgere, hvoraf en stor andel har været på overførselsindkomst i over 10 år. Arbejdet med denne gruppe består primært i at lære sproget tilstrækkeligt til at kunne fungere på en arbejdsplads eller gå i gang med et opkvalificerende kursus/uddannelse. Fokus er på borgernes ressourcer og opnåelse af ordinære timer på arbejdsmarkedet.
Projekt EVA er projekt for kvinder i målgruppen af de aktivitetsparate og som har været på offentlig forsørgelse i over 5 år. Målet med projektet er at bringe 25 % af deltagerne i beskæftigelse. Dette gælder både deltids- og fuldtidsbeskæftigelse. Projektet er 5 borgere fra at opfylde projektets måltal.
Jobcenteret leverer også en indsats for kvinder som er familiesammenførte, og dermed forsørget af deres ægtefælle. Dette prioriteres for at forebygge ledighed for denne gruppe, som vil kunne ansøge om offentlig forsørgelse efter 10 års ophold i landet.
I denne forbindelse tilføjer Mentornetværket at de både tilbyder sprogcafé og cykelkurser.
Esbjerg Kommune ligger over landsgennemsnittet når det gælder at hjælpe flygtninge/indvandrere i job.
Beskæftigelsesgraden i de udsatte boligområder (Stengårdsvej, Hedelundgård, Syrenparken/Præstebakken) er på over 60 %.
Jobcenteret har gode erfaringer med hjælp til rekruttering under Corona, og erfaringerne viser at en del af borgerne er fastholdt i job.
Der er fokus på fastholdelse i job, hvorfor borgere som er kommet i beskæftigelse hver anden torsdag mellem kl. 16-18 kan få hjælp til f.eks. gennemgang af lønsedler (løn, skat, fradrag, feriepenge AM-bidrag mv.), ændringer i økonomiske forhold (friplads, boligstøtte, mv.), fagforening/a-kasse, pension/ATP, uddannelse/SU.