Regionsrådet skal tilbyde en individuel genoptræningsplan (GOP) til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehuset.
I situationer, hvor en patient bliver udskrevet fra et privat sygehus efter patienten har modtaget behandling for egen regning, kan det private sygehus henvise patienten til bopælsregionens sygehusvæsen med henblik på at få en vurdering af et evt. behov for en genoptræningsplan og efterfølgende vederlagsfri ambulant genoptræning.
I situationer, hvor en patient bliver udskrevet fra et privat sygehus efter reglerne om det udvidede frie sygehusvalg, vurderer det private sygehus behovet for en genoptræningsplan og udarbejder på det grundlag eventuelt en genoptræningsplan.
Tilsvarende gælder, hvor en patient bliver udskrevet fra et af de i sundhedslovens § 79 omtalte private specialsygehuse mv.
Sygehuset kategoriserer genoptræning indenfor 4 grupper:
Gruppe 1: Almen genoptræning på basalt niveau
Gruppe 2: Almen genoptræning på avanceret niveau
Gruppe 3: Genoptræning på specialiseret niveau
(foregår på sygehuset)
Gruppe 4: Rehabilitering på specialiseret niveau
Kommunen kategoriserer om en almen genoptræningsplan skal foregå på basalt eller avanceret niveau samt kategoriserer fagområde.