Borgeren er som hovedregel selv ansvarlig for at have nok ansatte til at dække ferie og sygdom. Hvis dette ikke er muligt, og borger er nød til at entrere med Vikarbureau, er borger forpligtet til at kontakte visitator først kommende hverdag, med en plan for hvordan hjælpen fremover bliver leveret.
Hjælp efter §96 er en kommunal opgave, og i tilfælde hvor borgeren ikke modtager den nødvendige hjælp, vil ansvaret for levering af hjælpen påhvile Sundhed & Omsorg.
Håndbog
- Der udleveres BPA-håndbog, der sikrer at borgeren er velorienteret om Esbjerg Kommunes Serviceniveau, samt muligheder for fleksibilitet i ordningen. Desuden skal håndbogen sikre borgerens kendskab til kravene til borgeren når denne er arbejdsleder og evt. arbejdsgiver
- I sjældne tilfælde kan der være behov for ansættelse af hjælpere med særlige kvalifikationer herunder en særlig faglig baggrund /kompetence
- §96 BPA-ordning kan ikke tilbydes borgere i botilbud og plejeboliger
- Kommunen kan stille krav om, at borgeren overdrager arbejdsgiveransvaret til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, når det vurderes at borgeren ikke selv er i stand til at løse denne opgave
- Indsatsen §96 kan kombineres med SEL§85, §86, §100Sundhedsloven §138 samt § 140, Lov om kompensation til handicappede i erhverv§4, Specialpædagogisk støtte SPS der administreres af SU-styrelsen, Uddannelse til unge med særlige behov USB
- Hvor borger er bevilget Bistands eller Plejetillæg, bliver der ikke udmålt hjælp til vedligehold og rengøring af invalidebil, ligeledes vurderes og besluttes det individuelt hvor stor en del af behovet for ekstra hjælp under ferie, borgeren selv skal dække af bidraget
- Der ydes ikke hjælp til pasning af husdyr og rengøring efter disse
- Esbjerg kommune stiller APV-redskaber til rådighed jf. reglerne herom
- Borgere der kan genoptrænes eller selv kan udvikle evnen til at klare opgaven, bevilges ydelser jf. Lov om Social Service §85 eller §86 (træning)
Opsigelse
Hvis det påtænkes at opsige en bevilget BPA-ordning skal borgeren varsles 3 mdr. før, medmindre det er nødvendigt at opsige ordningen akut hvis hensynet til borgeren nødvendiggør dette.
Indlæggelse
Hvis borgeren indlægges, skal visitator kontaktes førstkommende hverdag, så det kan afklares om BPA -ordningen kører videre, om hjælperne skal med på sygehuset for Regionens regning jf. aftalerne om ledsagelse under indlæggelse.
Økonomi
Esbjerg Kommune anvender overenskomst indgået med DI Overenskomst (SBA) og FOA –Fag og Arbejde, 3F privat Service, Hotel og restaurationsbranchen.
Tilskuddet udbetales den 1. i måneden til tilskudsmodtager, og til dennes erhvervs konto. Hvis der er udpeget en forening eller en privat virksomhed som arbejdsgiver udbetales tilskud og administrationsgebyr til denne den 30. i måneden.
Derudover betaler Esbjerg Kommune diverse regninger jf. Udmålingsbekendtgørelsen.
Borgeren planlægger selv længden af vagterne.
Esbjerg Kommune betaler kun løn under sygdom i 30 dage jf. Sygedagpengeloven. Herefter er borger selv forpligtet til at indhente refusion, og vil herefter kun få betalt forskellen mellem refusion og den normale løn.
Ved behov for ekstra oplæring af nyt personale eller oplæring i nye procedurer kan der ansøges om ekstra bevilling.
Hvis borger overgiver arbejdsgiveransvaret til forening eller privat virksomhed, udbetales et beløb på 5641 kr. ved opstart samt et beløb på 8,68 kr. pr. bevilget time pr. år til arbejdsgiver.
Borgere som modtager Pleje- eller Bistandstillæg er ikke berettiget til yderligere udmåling til øvrige omkostninger.
Borgere der ikke modtager Pleje- eller Bistandstillæg, bliver hvis ikke de kan lades alene over en time i vågne timer, tilkendt et beløb svarende til 40% af taksten for Plejetillægget.
Borgere der kan lades alene i over en time i de vågne timer, bliver tilkendt et beløb svarende til 40% af taksten for Bistandstillægget.
Borger kan max. få udmålt ekstra tilskud til at afholde 35 dages ophold udenfor hjemmet. Borgere kan udbetale vederlag til hjælperen. Betales efter regning.
Hvis borgeren i særlige tilfælde har behov for hjælp af 2 personer på grund af de fysiske forhold på feriestedet, kan der bevilges ekstra hjælp.
Ordination af overvågning af borgere i respirator eller bipap behandling ligger ved Regionen. Udgifter fordeles mellem Region og Kommune i henhold til gældende aftaler.
I tilfælde af arbejdsgiver konkurs leverer Esbjerg Kommune den nødvendige hjælp i henhold til SEL §83 som naturalhjælp efter frit valgs reglerne.
§96 stk. 3
Esbjerg kommune kan tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere, der ikke er omfattet af personkredsen efter §96 stk. 1, hvis det vurderes, at dette er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren.
Hjælpen til borgeren udmåles på samme måde som hjælpen efter §96, men vil bestå af færre timer. Borgeren vil være omfattet af reglerne for merudgiftsydelser. Hvis borgeren ikke får bistands- eller plejetillæg, udmåles tilskuddet til Øvrige udgifter som 10% af bistandstillægget.
Det er stadig et krav, at borgeren selv kan være arbejdsleder og arbejdsgiver
Ikrafttrædelse
Ordningen kan ikke træde i kraft, før alle formalia er på plads, herunder evt. aftale med ekstern arbejdsgiver.