Det digitale matrikelkort skal betragtes som vejledende, da det er behæftet med en usikkerhed på typisk 0,1-4,0 m (afhængigt af område, produktionsmetode, alder og evt. opstået hævd).
De praktiserende landinspektører har eneret til at fastslå det ejendomsretligt gældende skel. Hvis du ønsker en konkret konstatering af et skel, skal du derfor - for egen regning - kontakte en landinspektør.
Hvis du vil vide mere om matrikelkort, skel, vej m.m. kan du få svar på ofte stillede spørgsmål på Geodatastyrelsens hjemmeside.
Matrikelkortet har til formål at være en grafisk visning af Matrikelregisteret, således at de enkelte matrikulære arealer kan identificeres, men kortet er ikke nøjagtig hvad angår skellenes geografiske placering - og falder ikke altid sammen med de synlige grænser (som fx hegn/hæk) i landskabet.
Matrikelkortet er et oversigtskort og kan derfor ikke alene afgøre et skels beliggenhed.
Det digitale matrikelkort blev produceret i 1990'erne. Nogle skel er indlagt efter indmåling af en landinspektør og har en nøjagtighed i kortet på +/- 10 cm. Det drejer sig typisk om de offentlige veje og større udstykninger.
Andre skel er indlagt ved digitalisering af de analoge matrikelkort fra 1700-tallet. Her kan nøjagtigheden variere og i nogle områder være +/- 20 m.
Ortofoto
Et ortofoto er et luftfoto, der er georefereret dvs. korrigeret og bearbejdet så det er målfast. Et fotos opløsning er afgørende for nøjagtigheden. De nyeste ortofotos har en opløsning mellem 10-12 cm. Lidt ældre ortofotos kan have en opløsning på 40-60 cm.
Her kan du få adgang til at se flyfotos over Esbjerg Kommune helt tilbage fra 1945: Flyfotoarkivet