En lokalplan fastlægger, hvordan et afgrænset område helt konkret skal udvikles. Det kan være et større område eller en enkelt ejendom. Ved udarbejdelsen af lokalplanen skal lokalplanens bestemmelser være i overensstemmelse med kommuneplanen. Lokalplanen fastlægger bindende rammer for kommunens behandling af byggetilladelser og landzonetilladelser. Lokalplanen kan blandt andet bestemme:
- hvad området og bygningerne skal bruges til.
- hvor og hvordan, der skal bygges nyt.
- hvilke bygninger, der skal bevares.
- hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes.
Lokalplanen gælder fremtidige forhold. Den er altså ikke til hinder for, at nuværende bebyggelse kan blive liggende. Den hindrer heller ikke, at den hidtidige anvendelse af bygninger og ubebyggede arealer kan fortsætte – hvis det er lovlige forhold.
Der skal laves lokalplan, før der kan gives tilladelse til:
- større udstykninger.
- større byggerier og anlægsarbejder.
- større nedrivninger.
- hvis tiltaget væsentligt påvirker omgivelserne.
Byrådet kan altid benytte sig af retten til at udarbejde en lokalplan, hvis uønskede tiltag ønskes forhindret - § 14 forbud.