Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Er du bekymret for, at en du kender er på vej i en farlig retning?

Det kan være svært at vide, hvordan du skal reagere, hvis du fornemmer, at en i din omgangskreds trækker sig, ændrer sig og måske begynder at give udtryk for ekstreme holdninger. Måske virker han eller hun mere vred, afvisende eller fordømmende end før. Det kan gøre dig usikker. Men det er vigtigt, at du reagerer.

Hvad er radikalisering og ekstremisme?

Radikalisering

Radikalisering er, når nogen bevæger sig i en ekstrem retning og tager afstand fra fællesskabet. Det kan starte med vrede, uro eller oplevet uretfærdighed. Nogle ender med at støtte had, trusler eller vold for at fremme deres sag.

Ekstremisme

Ekstremisme er, når nogen bruger had, trusler eller vold for at nå deres mål. Det kan handle om religion, politik eller stærke holdninger. Fælles er, at man ikke respekterer andres rettigheder eller samfundets regler.

Hvad skal du være opmærksom på?

Du behøver ikke være ekspert for at se, at noget måske ikke er, som det skal være. Det vigtigste er, at du reagerer, når du oplever noget, der gør dig bekymret.

Vær særligt opmærksom, hvis en du kender:

  • Trækker sig fra familie, venner eller tidligere fællesskaber

  • Begynder at tale nedladende om andre grupper eller samfundet

  • Deler indhold med had eller hylder vold – fx på sociale medier

  • Går meget op i én bestemt sag og vil ikke lytte til andre synspunkter

  • Ændrer påklædning eller udseende med ekstreme symboler

  • Mister tilknytning til skole, fritid eller job uden forklaring

  • Virker mere vred, prædikende eller dømmende end tidligere

Hvis du genkender flere af punkterne, så tag det alvorligt og ræk ud efter hjælp.

Hvad kan du gøre? 

Du behøver ikke selv tage stilling til, om der er tale om radikalisering og ekstremisme. Det vigtigste er, at du handler på din bekymring. Uanset om du er nabo, ven eller forælder, kan du tage kontakt og få hjælp til at vurdere situationen.

Få hjælp og rådgivning

Specialkonsulent ved SSP

Søren E. Hansen er Esbjerg Kommunes specialkonsulent. Han har særlig viden om radikalisering og ekstremisme, og kan give dig personlig hjælp til, hvordan du handler bedst på din bekymring. Ring: 21 77 60 76. Mail: [email protected].

Hotline mod radikalisering

Du kan ringe anonymt og tale med en professionel om din bekymring. Ring: 41 74 90 90 (hver dag kl. 8-22)

Læs mere om antiradikalisering

Børn og unge under 18 år

UngEsbjerg har særlig viden om ekstremisme og radikalisering, og kan hjælpe dig, hvis du er bekymret for en ung under 30 år. Ring: 76 16 62 60 eller mail: [email protected].

Læs mere om UngEsbjerg

Arbejder du med børn og unge under 18 år?

Som fagperson har du skærpet underretningspligt. Det betyder, at du skal reagere, hvis du har en formodning om, at et barn eller en ung er ved at bevæge sig i en ekstrem retning. Ring til Familierådgivningen: 76 16 35 08

Læs mere om Familierådgivningen

Ved akut fare

Hvis du vurderer, at nogen er i fare eller at der er risiko for vold eller kriminalitet: Ring 114 ved alvorlig bekymring. Ring 112, hvis der er akut fare for liv og sikkerhed.

Gå til politi.dk

Til dig, der arbejder med mennesker – eller møder dem som frivillig

Du kan læse Esbjerg Kommunes beredskabsplan om radikalisering og ekstremisme, som beskriver indsatsen, tegn og handleveje for fagpersoner.

Møder du mennesker i dit arbejde – eller som frivillig – og vil du være godt klædt på til at håndtere radikalisering og ekstremisme, kan du finde både inspiration og konkret vejledning i beredskabsplanen.