Der findes 2 former for inhabilitet: Den generelle og den specielle.
Generel inhabilitet betyder, at et byrådsmedlem er udelukket fra poster, hvor vedkommende regelmæssigt vil havne i særlige interessekonflikter.
Speciel inhabilitet betyder, at et byrådsmedlem ikke kan deltage ved behandlingen af en bestemt sag, fordi medlemmet har en særlig interesse i eller tilknytning til den pågældende sag.
Reglerne om inhabilitet skal således sikre, at sager afgøres upartisk og at usaglige hensyn ikke påvirker afgørelser. Reglerne er med til at styrke tilliden til den offentlige forvaltning.
Et medlem kan ikke selv beslutte at erklære sig inhabil, men skal underrette Byrådet eller udvalget, hvorefter Byrådet og udvalgene træffer beslutningen.
Er et byrådsmedlem inhabil, kan vedkommende ikke deltage i sagens behandling og skal forlade lokalet under behandlingen og afstemningen. Medlemmet kan dog deltage i afgørelsen af, hvorvidt vedkommende er inhabil.
Kommunalt ansatte byrådsmedlemmer er som udgangspunkt ikke inhabile, fordi en sag berører medlemmets eget ansættelsesområde eller arbejdsplads. Et medlem er kun inhabil, når sagen direkte berører ansættelsesforholdet som f.eks. løn, avancementsmuligheder eller nedlæggelse af stillingen. Det gælder også ved ansættelser/afskedigelser af nærmeste overordnede.
Et byrådsmedlem kan være inhabilt, hvis vedkommende deltager i ledelsen af et selskab, en forening eller lignende, der har en særlig interesse i en sag, der behandles i Byrådet eller et udvalg. Det gælder dog ikke, hvis medlemmet af Byrådet er valgt ind i en selskabs- eller foreningsbestyrelse for at varetage kommunale interesser.