Hvad er en trivselsgruppe?
En trivselsgruppe en samtalegruppe for børn, hvor børnene og de unge møder andre i en lignende situation, som den, de selv står i.
De deler erfaringer og hygger sig sammen. Der er plads til både sjov og alvor. I gruppen får de viden om egen og andres situation og dermed nye handleredskaber til svære situationer.
I en trivselsgruppe får børnene en oplevelse af ikke at stå alene med svære situationer, og de får erfaringer med at kunne hjælpe andre, og rum til at snakke om de følelser og situationer, de står i.
Der afholdes 15 gruppegange i ungegrupperne, og 10 gruppegange i de øvrige trivselsgrupper. Møderne er efter skoletid ca. 1,5 time én gang i ugen. Formen og indholdet varierer dog fra gruppe til gruppe.
Mødestedet kan være på en skole i Esbjerg Kommune eller hos PPR & Videncenter i Esbjerg, og I skal selv sørge for transport til og fra lokationen.
Der er ca. 8-10 børn i en trivselsgruppe. Faguddannede medarbejdere fra PPR & Videncenter er gruppeledere i trivselsgruppen. Der er to gruppeledere tilknyttet hver gruppe.
For at skabe sammenhæng i forløbet er det vigtigt, at forældrene er inddraget. Derfor forventes det, at forældrene deltager i nedenstående i deres barns forløb i trivselsgruppe.
- Informationsmøde for børn/unge og forældre som opstart på forløb i trivselsgruppe
- Forældrene er deltagende i 2 gruppegange sammen med deres ban
- På sidste gruppegang deltager forældre de sidste 30 minutter. Dette for at afslutte forløbet.