Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Trafikforsøg i Ribe

Under et trafikforsøg i 2024 blev køreadgangen til Domkirkepladsen begrænset med midlertidige vejbomme. Her kan du læse om resultatet af trafikforsøget i 2024 og planerne for et nyt trafikforsøg i 2025 med fokus på forbedret skiltning.

Nedenfor kan du læse om resultatet af trafikforsøget i 2024 og planerne for et nyt trafikforsøg i 2025. I 2025 gennemføres et nyt forsøg med fokus på forbedret skiltning og tydeligere vejledning om parkeringsmuligheder og gældende regler. Denne gang uden adgangsbegrænsning på Domkirkepladsen.

Som en del af trafikforsøget gennemføres der også vibrationsmålinger hen over sommeren. De skal give ny viden om, hvordan den gennemkørende trafik påvirker bygningerne i den gamle bykerne.

Skiltning under Trafikforsøg 2025

Fra starten af juli til midten af august skal forbedret skiltning og tydeligere vejvisning til parkeringspladser og gældende regler bidrage til en mere hensynsfuld trafikadfærd.

Farver og budskaber ændret efter høring

På baggrund af input under den offentlige høring i foråret om den planlagte skiltning under sommerens trafikforsøg, er skiltenes farver og budskaber nu blevet revideret. Syd- og Sønderjyllands Politi og Vejdirektoratet kunne ikke godkende kampagneskiltene, der tog udgangspunkt i 2024 skiltningen, idet skiltene ikke må minde om officielle vejskilte. Fordi der ikke sker adgangsbegrænsning i år, ville skiltenes udformning ikke være lovlig.

Sådan skilter vi under trafikforsøget

Fra uge 27-32 vil bilister blive mødt af kampagneskilte og en forstærkning af den permanente skiltning. Skiltene skal give tydelig vejvisning til de store p-pladser ved indfaldsvejene, opfordre bilisterne til at sænke hastigheden i bymidten samt tydeliggøre parkeringsforbuddet på Domkirkepladsen. Formålet er at skåne den historiske bykerne. 

Kampagner

  • Nem parkering – drej til højre/venstre
  • Kør langsomt – skån byen
  • Domkirkepladsen - parker andre steder – bevar byen
  • Parkeringshenvisning til ekstra parkering i højsæsonen

Permanente skilte

  • Gennemkørselsforbud på Dagmargade, Hundegade, Sønderportsgade (skilte i begge sider af vejen for porteffekt)
  • Parkeringshenvisning til P centrum Øst
  • Parkeringshenvisning til P centrum Syd
  • Domkirkeplads - parkeringsinformation

Parkering kun tilladt under kirkelige handlinger

Tydeliggørelse af parkeringsregler på Domkirkepladsen

Parkering på Domkirkepladsen er kun tilladt når der er opsat parkeringsskilte under kirkelige handlinger som angivet på billedet. Der må i så fald parkeres i de angivne områder (mellem skiltene). Området mellem parkeringszonerne skal friholdes, så der er mulighed for at komme til og fra parkeringszonerne.    

Der opsættes skiltning, som tydeliggør parkeringsreglerne på Domkirkepladsen.

Al anden parkering på Domkirkepladsen er forbudt.

Vibrationsmålinger skal vise trafikkens påvirkning på bygninger

Trafikforsøget i 2025 suppleres med vibrationsmålinger på huse i de mest trafikerede brostensbelagte gader i middelalderbyen. Målinger fra Kultursvampanalysen i Ribe i 2004 viste risiko for skader på bygnings-arven fra tunge køretøjer ved hastigheder helt ned til 15 km/t. I analysen konkluderes, at trafikafviklingen i den middelalderlige bykerne bør tilrettelægges, så især tung trafik minimeres, og hastigheden holdes lav. 

I valget af gader til udførelse af vibrationsmålinger, er der taget udgangspunkt i trafik- og hastighedstællinger samt smalle gader med brosten, som fungerer som indfaldsveje til Middelalderbyen. Følgende fire gader er udvalgt som målesteder for vibrationsmålingerne: Grønnegade, Dagmarsgade, Sønderportsgade og Korsbrødregade. 

Vidste du, at Ribe har tre store, offentlig tilgængelige parkeringspladser i gåafstand fra bykernen?

Formålet med trafikforsøgene er at fredeliggøre Ribes smukke bykerne ved at begrænse unødig gennemkørende trafik og reducere antallet af parkerede biler i Ribes Middelalderby. Vi henviser derfor til, at besøgende bruger de store p-pladser, der ligger i gåafstand fra bymidten: 

  • P Centrum Nord - Saltgade 30, 6760 Ribe
  • P Centrum Øst -  Rosen Alle 6, 6760 Ribe
  • P Centrum Syd - Stampemøllevej 9, 6760 Ribe

Evaluering af Trafikforsøg 2024

Efter forsøgsperioden i 2024 har styregruppen evalueret forsøget bl.a. ved at sammenholde trafikdata med data fra sommeren 2023. Dataene viste, at færre biler kørte over Domkirkepladsen, og både den parkeringssøgende trafik og den tunge trafik blev minimeret. Hele 38 % mindre gennemkørende trafik blev registreret i forsøgsperioden. Teledata påviste samtidig flere besøgende på Domkirkeøen end i samme perioder i 2022 og 2023. Der har således ikke været mindre liv i byen under trafikforsøget.   

Læs mere om resultaterne af trafikforsøget i den korte sammenfatning længere nede på siden, eller se den fulde evalueringsrapport via linket til den politiske behandling af evalueringen af trafikforsøget 2024 nedenfor.

På baggrund af styregruppens konklusioner har Plan & Byudviklingsudvalget den 6. marts 2025 besluttet, at der skal gennemføres yderligere trafikforsøg i 2025.

Sammenfatning af midtvejsevaluering 2024

Sådan foregik Trafikforsøget 2024

Adgangsbegrænsning til Domkirkepladsen

Forsøget er afviklet i ugerne 27 – 32 (fra og med den 1. juli til og med den 11. august 2024) og omfattede adgangsbegrænsning til Domkirkepladsen:

  • Midlertidige vejbomme på V Støckens Plads, Grydergade og Grønnegade
  • Blomsterkummer på Skolegade inden adgangen til Domkirkepladsen
  • Etablering og skiltning af kørselsforbud i Præstegade. Beboere kunne køre i gaden, og det gjaldt også håndværkere, pakkebude og hjemmeplejen med ærinde hos en af gadens ejendomme

Baggrund for trafikforsøgene