Udbud er, når en kommune på baggrund af et udbudsmateriale indhenter tilbud på varer eller tjenesteydelser fra eksterne leverandører.
EU har fastsat regler om udbud af offentlige opgaver (indkøb af varer, tjenesteydelser og bygge- og anlægsprojekter). Formålet er at sikre en fair og gennemsigtig konkurrence mellem de mulige tilbudsgivere.
I reglerne er det nærmere bestemt, hvilke opgaver der skal sendes i udbud. Generelt gælder det, at ved indkøb af varer og tjenesteydelser skal opgaven sendes i udbud, hvis den overstiger en tærskelværdi på 1,6 mio. kr. Tærskelværdien for anlægsopgaver er ca. 39 mio. kr.
Ved udbud af tjenesteydelser kan kommunen vælge selv at afgive et tilbud på lige vilkår med andre (kontrolbud). Hvis udbuddet medfører, at der vælges en ekstern leverandør, er der tale om udlicitering.
Salg af kommunens faste ejendomme må som hovedregel ikke ske uden forudgående offentligt udbud.