- Forside
- Børn og unge
- Elitesport og uddannelse
- Samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Esbjerg Kommune
Samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Esbjerg Kommune
Team Danmark og Esbjerg Kommune (herefter parterne) er blevet enige om denne samarbejdsaftale, der har til formål at fremme vilkårene for eliteidrætten og herunder i særdeleshed talentudvikling i Esbjerg Kommune.
Samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Esbjerg Kommune
Team Danmark og Esbjerg Kommune (herefter parterne) er blevet enige om denne samarbejdsaftale, der har til formål at fremme vilkårene for eliteidrætten og herunder i særdeleshed talentudvikling i Esbjerg Kommune.
Parterne vedkender sig principperne i Lov om Eliteidræt og arbejder for, at der med afsæt i nærværende aftale sker en kulturpolitisk forsvarlig udvikling af eliteidrætten i kommunen.
Parterne er blevet enige om følgende:
Samarbejdet har til formål:
at fremme talent- og elitearbejdet herunder i særdeleshed talentudvikling i Esbjerg Kommune ved at fremme et langsigtet, strategisk og ansvarligt talentarbejde.
at iværksætte og understøtte initiativer, der medfører unge talenter kan forfølge deres sportslige ambitioner i bæredygtige talent- og elitemiljøer, der tager højde for den enkeltes sportslige, uddannelsesmæssige og personlige udvikling, og som på langt sigt bidrager til at udvikle senioratleter på højt internationalt niveau (jf. Senioratleter med resultatperspektiv på højeste internationale niveau ved EM, VM og OL).
Politisk forankres nærværende samarbejdsaftale i Kultur & Fritidsudvalget.
Esbjerg Kommune nedsætter et TalentIdrætsRåd, som er rådgivende organ for forvaltningen i forhold til at sikre de bedst mulige rammer for talent- og elitearbejdet. Kommunen udpeger derudover en fuldtids elite/talentkoordinator, som er Team Danmarks kontaktperson i det daglige samarbejde. Elitekoordinatoren er medlem af Team Danmarks elitekoordinatornetværk og deltager i de regelmæssige netværksaktiviteter.
Den nærmere organisering af Esbjerg Kommunes talent- og elitearbejde er beskrevet i bilag 1.
Esbjerg Kommune afsætter i 2023 kr. 1.132.400, kr. 1.132.200 i 2024, kr. 1.132.500 i 2025 kr., og i 2026 kr. 1.132.400 til talent- og elitearbejdet.
Team Danmark yder i aftaleperioden et årligt tilskud på kr. 75.000 til aflønning af elitekoordinatoren.
Team Danmark kan bidrage til medfinansiering af konkrete indsatser i kommunerne, der kan understøtte og udvikle samarbejdet mellem forbund og elitekommuner i de prioriterede sportsgrene samt generere ny viden og indsigt, der kan udvikle talent- og elitearbejdet i Danmark.
Forudsætningerne for at blive prioriteret sportsgren/miljø i samarbejdsaftalen mellem Team Danmark og Esbjerg Kommune er følgende.
Team Danmark støtter sportsgrenen på nationalt plan og det relevante specialforbund kan godkende miljøet, som et centralt talentudviklingsmiljø.
Det prioriterede miljø kan og vil i samarbejde med relevante parter (kommune, uddannelser og forbund) arbejde for at udvikle et talentudviklingsmiljø, der tager højde for den enkelte atlets sportslige, uddannelsesmæssige og personlige udvikling, og dermed bidrager til et forsvarligt talentarbejde i Danmark.
Det prioriterede miljøs lokale trænere, der varetager morgentræning og klubtræning, er uddannet svarende til DIFs niveau-2 træneruddannelse eller har på anden vis erfaringer, der sikrer høj faglig kvalitet i morgentræningstilbuddet. Team Danmark anbefaler, at der laves en kompetenceudviklingsplan for de respektive trænere.
Esbjerg Kommune og Team Danmark prioriterer i aftaleperioden at udvikle flg. Team Danmark støttede sportsgrene:
Herrefodbold (EfB)
Kvindehåndbold (Team Esbjerg/Team Esbjerg HK)
Herrehåndbold (Ribe-Esbjerg HH/Team Esbjerg HK/SGI Håndbold)
Ishockey (Esbjerg Ishockey Klub)
Svømning (Esbjerg Svømmeklub) – herunder også indsatser på parasportsområdet
Badminton (Badminton Esbjerg)
Esbjerg Kommune prioriterer derudover samarbejde med følgende lokalt prioriterede sportsgrene:
Kvindefodbold
Triatlon
Esbjerg Kommune gennemfører i perioden 2023-2026 de i bilag 2 aftalte udviklingsplaner i samarbejde med klubberne og specialforbundene. Er der allerede indgået en licensaftale, kraftcenteraftale, partnerskabsaftale eller lignende mellem forbundet og klubben skal der ikke udarbejdes en særskilt udviklingsplan, men der skal fortsat sikres en koordinering mellem klub, kommune og specialforbund.
Esbjerg Kommune sikrer i samarbejde med specialforbund, foreninger, klubber og andre relevante interessenter, at der i de prioriterede sportsgrene arbejdes med udgangspunkt i Team Danmarks ”Værdisæt for talentudvikling i dansk idræt” samt i DIF og Team Danmarks ”Etisk Kodeks for Dansk Konkurrenceidræt”.
Esbjerg Kommune sikrer i samarbejde med specialforbund, foreninger, klubber og andre relevante interessenter, at der foretages målrettet og forsvarlig aldersrelateret træning i de prioriterede sportsgrene og herunder, at der sker implementering af de idrætsspecifikke aldersrelaterede træningskoncepter i samarbejde med specialforbundene.
Esbjerg Kommune sikrer, at der etableres en sammenhængende uddannelsesstruktur fra folkeskole til videregående uddannelser, der tilbyder talentfulde atleter fleksible uddannelsesmuligheder og adgang til morgentræning.
Dette indebærer:
at Esbjerg Kommune implementerer Team Danmarks Koncept for Talentidrætsklasser
at Esbjerg Kommune i samarbejde med Team Danmark koordinerer og arbejder for, at ungdoms- og videregående uddannelser tilbyder fleksible uddannelsestilbud, der understøtter atleternes sportslige og uddannelsesmæssige udvikling.
Team Danmark bistår med rådgivning i forbindelse med udviklingen af en sammenhængende uddannelsesstruktur for de lokale talenter.
Esbjerg Kommune sikrer i samarbejde med specialforbund, forening, klubber og andre relevante interessenter, at der med afsæt i konkrete kompetenceudviklingsplaner og vidensdelingsaktiviteter sker en løbende kompetenceudvikling af følgende målgrupper:
Centrale aktører i skabelse af gode talentudviklings – og idrætsmiljøer, herunder især
Trænere
Klubledelse
Udøvere på ungdomsuddannelser
Se indsatsområder i §10 for nærmere beskrivelse.
Esbjerg Kommune tilbyder i samarbejde med de prioriterede idrætsgrene relevant ekspertbistand. Elitekoordinatoren har ansvar for at sikre, at kvaliteten i tilbuddene i service-modellen lever op til Team Danmarks standarder herfor, og at anvendte eksterne eksperter lever op til Team Danmarks anbefalinger til kvalifikationskrav.
Team Danmark bistår med rådgivning og sparring i forbindelse med udformningen af kommunens model for ekspertbistand.
Esbjerg Kommune vil i aftaleperioden have særligt fokus på følgende indsatsområder:
1. Øget fokus på foreningsledelse og klubudvikling
2. Kompetenceløft af centrale aktører i miljøerne – talenttrænere m.fl.
3. Fokus på videreudvikling af samarbejdet med skoler og uddannelsesinstitutioner
4. Styrkelse af børns alsidige idrætsdeltagelse – med særlig fokus på understøttelse og rekruttering af talentmiljøerne.
Indsatserne er yderligere uddybet i bilag 3.
Esbjerg Kommune forpligter sig til at sikre, at der er tilstrækkelig adgang til idrætsfaciliteter af høj kvalitet for de prioriterede sportsgrene, så træningen af talenter vil kunne gennemføres efter principperne i det idrætsspecifikke aldersrelaterede træningskoncept.
Team Danmarks logo kan anvendes i forbindelse med denne aftale. Det skal dog i hvert enkelt tilfælde specifikt aftales med Team Danmark, såfremt Team Danmarks logo ønskes anvendt.
Første kvartal hvert år afholdes et møde mellem Team Danmark og Esbjerg Kommune, hvor nærværende samarbejdsaftale drøftes mhp. at vurdere, om samarbejdet i praksis lever op til de gensidige forventninger. Ultimo 2025 igangsætter Esbjerg Kommune en evaluering af samarbejdsaftalen, som skal danne grundlag for en eventuel genforhandling af samarbejdsaftalen.
Parterne kan, hvis de bliver bekendt med sager, der strider mod Team Danmarks Etiske Kodeks og Team Danmarks Værdisæt for talentudvikling, gå i dialog med henblik på at få løst den konkrete udfordring.
Partnerne kan i yderste konsekvens opsige det gensidige samarbejde, hvis dette af en af partnerne ikke opfattes at leve op til at understøtte forventningen om at understøtte et samfundsmæssigt forsvarligt talent- og elitearbejde.
Parterne kan til enhver tid i aftaleperioden tage initiativ til genforhandling af nærværende samarbejdsaftale.
Samarbejdsaftalen træder i kraft 1. januar 2023 og udløber – medmindre andet aftales – 31. december 2026.
Bilag 1 - Idrætsorganisering I Esbjerg Kommune
Forklaring til figur: lige pile viser referencevej og buede pile viser information og kommunikation.
TalentIdrætsRådet
TalentIdrætsRådets formål er primært strategisk sparring til forvaltningen på, hvordan Esbjerg Kommune kan understøtte arbejdet med lokale idræts- og talentudviklingsmiljøer. Ligeledes ydes rådgivning til direktørområdet, Kultur & Fritidsudvalget og Esbjerg Byråd, om hvordan Esbjerg Kommune bedst prioriterer og understøtter arbejdet med lokale idræts- og talentudviklingsmiljøer.
Esbjerg Idrætsråd
Esbjerg Idrætsråd er paraplyorganisation for den folkeoplysende del på hele idrætsområdet, og har til formål at fremme idrættens interesser i Esbjerg Kommune - herunder at arbejde for:
- Konstruktive relationer i Esbjerg Kommune, rådets medlemsforeninger, organer med relation til idrætten i Esbjerg Kommune og EIR imellem
- Mangfoldigheden i udbuddet af idrætsaktiviteter
- Kvalitativ udvikling af udbudte idrætsaktiviteter
- At parasport prioriteres
Sportsfagligt Udvalg
Udvalget består af personer, som besidder sportsfaglig viden og/eller har erfaring med idrætten i praksis. Udvalget har til formål at yde sparring på nyeste viden og tendenser indenfor idrætten generelt og på talentudviklingsområdet. Herunder sparring på serviceeftersyn af eksisterende ordninger/indsatser, konceptudvikling og andre relevante tiltag på idrætsområdet.
Bilag 2 - status og udviklingsplaner for prioriterede idrætsgrene 2023-2026
Uddrag af større analyse af talentidrætsmiljøerne foretaget ultimo 2021. Fortløbende udviklingsproces i gang i alle miljøer.
Esbjerg Ishockey Klub (EIK) blev grundlagt i 1964. Medlemstallet vurderes som stabilt, og klubben råder over Esbjerg Skøjtehal – Granly Hockey Arena og en træningshal. Metalligaklubben Esbjerg Energy konkurrerer i toppen af dansk ishockey. Klubben har en kraftcenteraftale med Dansk Ishockey Union, hvor kommunen også er en samarbejdende part.
Styrker
EIK har udarbejdet et koncept for trænings- og kampkoncepter i klubben kaldet ”Den gule linje”. Konceptet har som mål at sikre et godt sportsligt og socialt miljø i klubben, hvor alle medlemmer trives og modtager kvalificeret træning på det niveau, som er tilpasset den enkelte udøver. EIK har fokus på både talentmiljøet og klubbens brede tilbud for alle børn og unge. Klubben er tydelig omkring, at der skal være plads til alle i et inkluderende miljø, hvor den enkelte udøver oplever udvikling uanset niveau og ambitioner.
På trænersiden har EIK et højt trænerniveau med uddannede og certificerede trænere. Klubben bruger trænerne på tværs af årgange og har gode erfaringer med dette. Generelt er der et godt samarbejde trænerne i mellem. Sportschefen er fastansat på fuld tid, hvilket er medvirkende til at sikre kontinuitet og fokus i klubben. Samtidig er der mange frivillige og mange faste støtter omkring klubben. Klubben oplever generelt god medlemstilslutning og mangler ikke spillere. Samarbejdet omkring talentidrætsklasser og EsbjergOrdningen fungerer – og ordningernes set-up understøtter talentudviklingen i klubben. Klubben har sportschefen med i Esbjerg Kommunes talenttrænerprojekt (Talenttrænerprojektet blev igangsat i 2020, og er en strategisk indsats, der samlet skal understøtte talentudviklingen i Esbjerg Kommune. Fokus er på rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling for klubbernes talenttrænere i talentudviklingsmiljøerne.)
EIK blev i 2020 certificeret som ishockeytalentkraftcenter A, som er et samarbejde mellem klubben, Danmarks Ishockey Union og Esbjerg Kommune. Kun tre andre klubber er på samme niveau i Danmark. Klassificeringen er foretaget på baggrund af talentmiljøets muligheder i forhold til at dyrke ishockey på eliteniveau og samtidig understøtte uddannelse (”dual career”). Klubben peger på Esbjerg Ordningen som en af de afgørende faktorer for EIK’s opklassificering. Klubben arbejder inspireret med Dansk Ishockey Unions (DIU) ATK 2.0 - og bruger kraftcenteraftalen som overordnet rettesnor for talentarbejdet.
Dansk Ishockey Union er tæt på talentarbejdet i EIK – primært i relation til kraftcenteraftalen, men også generelt, hvor forbundet er en tæt samarbejdspartner i forhold til udvikling og strategisk retning på et overordnet niveau.
Potentialer og udviklingsområder
EIK har identificeret fire nøgleudfordringer i klubbens sportslige arbejde. Først og fremmest oplever EIK, at forældresamarbejdet er en udfordring, som optager meget tid og ressourcer fra klubbens trænere. Det gør sig gældende for såvel talent- som breddedelen. Generelt oplever klubben, at kravene fra såvel forældre som spillere bliver højere og højere. Klubben efterlyser derfor viden, erfaringer og sparring til understøttelse af et styrkende og positivt forældresamarbejde.
For det andet er klubben opmærksom på de store fordele for miljø, kvalitet og det professionelle set-up der er ved fastansat personale. En fastansat sportschef gør en markant forskel for klubben. Der mangler imidlertid de økonomiske rammer ift. at fastansætte yderligere medarbejdere, men behovet og opgaverne er der.
En tredje udfordring er, at den gode tilslutning særligt ift. børnehold udfordrer kapaciteten pga. store niveauforskelle. Klubben er meget opmærksom på dette, og vil gerne arbejde på at styrke indsatsen for breddedelen og også satse mere på motionister.
Sidst oplever klubben en udfordring med, at mange spillere stopper med ishockey, når det bliver for ambitiøst. Mange falder fra, når de oplever at overgangen fra talent til elite er for udfordrende. Transitionen fra EIK til Energy opleves som klart forbedret, og der er generelt et godt og frugtbart samarbejde. Klubben vil samtidig gerne arbejde mere for at optimere træningsmiljøet og udviklingen af de næstbedste, som kan styrke det samlede talentmiljø. EIK har historisk set leveret et antal spillere til Energy hver sæson, hvilket stadig gør sig gældende.
Klubben har haft positive erfaringer fra de seneste år. Adgang til is er en særlig faktor i ishockey, og EIK efterlyser mere istid. Under COVID-19 pandemien har der været adgang til is - også om sommeren. Klubben oplever, at det har givet et markant løft for klubben og for talentmiljøet som helhed – særligt i forhold til flere træninger samt fordelingen af træninger hen over sæsonen. Derudover giver den øgede adgang til is også mulighed for flere træningssamlinger og afholdelse af camps, som bidrager til en øget indkomst for EIK.
EIK peger på mange positive fortællinger i klubben - eksempelvis det gode samarbejde med DIU, hvor der er udarbejdet fælles mål, retning og strategi. DIU bruger EIK’s breddekoncept som inspiration i samarbejdet med andre klubber. Til de positive historier hører også øget fokus på kvindeishockey, samarbejdet med DIF om veteranprojektet samt et godt og givende samarbejde med SEPE omkring faciliteter.
EIK peger på muligheden for mere samarbejde og fællesskab på tværs af idrætsgrene og talentstrategier. Samtidig nævnes også skoleområdet, hvor EIK kan se sig selv som en del af et mere formaliseret samarbejde i fremtiden.
Udviklingsfokus
1. Forældreindsats – herunder workshops, kulturændringstiltag, retningslinjer, kommunikation
2. Udarbejdelse af sportslig strategi, i forlængelse af arbejdet med ”den gule linje”.
Generelt er formålet med de to indsatser at tydeliggøre værdierne og kulturen samt sikre sportslig udvikling og kvalitet i talentmiljøet i EIK. Der er et klart behov for et strategisk fundament til understøttelse af arbejdet med konceptet i ”den gule linje”.
Håndboldklubben Team Esbjerg HK hed tidligere KVIK Esbjerg. Medlemstallet vurderes som stabilt - også efter COVID-19. Klubben har træninger i Blue Water Dokken, Veldtofte Idrætscenter, Guldager Idrætscenter samt i flere skolehaller i kommunen.
Styrker
Team Esbjerg HK oplever generelt, at der er ro og stabilitet omkring klubben med mange dygtige spillere. Der er stor medlemstilslutning til klubben på alle niveauer. Ifølge Team Esbjerg HK understøtter samarbejdet med Esbjerg Kommune om talentområdet (herunder set-up omkring talentidrætsklasser og EsbjergOrdningen) klubbens eget talentarbejde, og klubben leverer kontinuerligt spillere til ungdomssamlinger i forbundsregi. Klubben har to trænere med i Esbjerg Kommunes talenttrænerprojekt – én afsluttet og én igangværende.
Repræsentanterne fra klubben peger på, at en flad organisering internt er en styrke i det daglige arbejde. Der er et godt trænersamarbejde på tværs af årgange og niveauer, og man har i klubben fastholdt et fokus på fysisk træning, initieret af tidligere trænere – dette primært for at talentarbejdet sker i tråd med anbefalingerne i DHF’s ATK samt forebyggelse af skader.
Potentialer og udviklingsområder
Klubben peger på en række udfordringer, som kombineret giver to kerneudfordringer i klubbens talentarbejde. Først, stor søgning fra nye medlemmer udfordrer klubben på kapacitet – både faciliteter og trænere. Klubben må derfor afvise nye spillere. Det er et positivt problem, som klubben gerne vil løse fx gennem et styrket samarbejde med andre lokale klubber om ”udveksling” af spillere.
Derudover peger Team Esbjerg HK på, at der er et stort potentiale for børnehåndbold generelt i kommunen, men at talentarbejdet er udfordret på transitionen til Team Esbjerg Elite. Derfor arbejder klubben internt med at styrke ung-senior-miljøet i klubben, så de kan udvikle et mere kvalificeret tilbud for de næstbedste spillere. Det er svært at fastholde ung-seniorerne, hvilket klubben finder flere årsager til. Eliteholdet er blandt den absolutte top på internationale plan, hvilket med klubbens egne ord, gør det praktisk umuligt for Team Esbjerg HKs egne unge spillere at gå direkte ind i truppen på eliteholdet. I dag eksisterer der ikke noget formelt samarbejde eller partnerskab mellem Team Esbjerg HK og Team Esbjerg Elite. Det er en oplagt mulighed at danne et samarbejde for at styrke talentudviklingsmiljøet.
En anden udfordring er, at mange unge flytter til de større byer for at studere, og dermed stopper inden potentialet er udlevet. Derudover er det svært at konkurrere med håndboldakademierne i andre jyske kommuner, som ofte har et mere professionelt set-up, men også økonomien til det.
De fysiske rammer kan endvidere være med til at understøtte en styrkelse af miljøet – helt konkret nævnes det fx, at cafeteriaet ikke er åbent på de ønskede tidspunkter, hvilket udfordrer det sociale liv i klubben, og at faciliteterne trænger til en opgradering for at være indbydende.
Team Esbjerg HK har ambitioner om også at tilbyde et drengehold, fx U11-U15. Dette kan også være med til at styrke miljøet i klubben og fællesskabet om én samlet klub.
Klubben oplever bekymrende tendenser omkring kulturen for særligt unge piger, som har meget høje forventninger til egen præstation. Man vil gerne arbejde med at styrke kompetencerne omkring dette for at undgå at ”fodre 12-tals kulturen”. Der ønskes samtidig et øget fokus på at italesætte kompetencer, som giver de unge en ballast med sig videre i livet.
Klubben peger på, at økonomi er en begrænsende faktor. Dette medfører blandt andet, at der ikke er fastansatte medarbejdere. Samtidig er der fra klubbens side et ønske om at rejse flere midler til fysisk træning og fx også morgentræning.
Den flade ledelsesstruktur, som fremhæves af klubben som en styrke, viser sig ind i mellem også som en svaghed, idet der mangler visioner og strategisk fundament initieret af ledelsen i klubben, hvilket er et stort fokusområde.
Udviklingsfokus
Der skal bygges en mere solid bro mellem Team Esbjerg HK og Team Esbjerg Elite via fx partnerskabsaftale og fælles talentstrategi (høj prioritet)
Etablering af ung-seniormiljø i samarbejde med Team Esbjerg Elite
Etablering af fysiske rammer, som er med til at skabe et godt miljø for alle klubberne i Idrætsparken
Formålet med de tre indsatser er at skabe øget samhørighed på tværs samt synliggørelse af talentstrategi og prioriteter i forhold til talentudviklingen.
Esbjerg Svømmeklub har klublokaler på Gl. Vardevej med Svømmestadion Danmark som primær træningsfacilitet for talent – elitesvømmere. Medlemstallet er stabilt, og klubben arbejder på at nå 3.000 medlemmer i nær fremtid. Klubben har en partnerskabsaftale med Dansk Svømmeunion, hvor kommunen er aktiv medspiller.
Styrker
ESK har generelt en velfungerende organisation med uddannede trænere, som er aflønnet. Der er for nylig ansat en internt rekrutteret klubchef, som passer godt ind i klubbens professionelle set-up. Der vil i fremtiden fortsat være fokus på udvikling af organisationen, og vil blive forstærket yderligere. Foruden klubchefen, er der 3-4 fastansatte og en tilknyttet konsulent, som træner klubbens førstehold. ESK har desuden to trænere med i kommunens talenttrænerprojekt - én afsluttet og én igangværende.
Generelt arbejder ESK strategisk på at fastholde placeringen som den bedste klub i regionen, og fremhæver især et godt børnemiljø med potentiale for endnu mere. Der praktiseres i klubben et pointsystem for medlemmer og forældre – det fungerer godt, og er med til at sikre frivillige hænder til stævner og andre aktiviteter.
ESK har to år i træk været i top fire i Danmark på ungdomsniveau og udvikler generelt mange dygtige svømmere. Samtidig fastholder klubben et fokus, særligt indenfor talentområdet, i forhold til at give miljøets svømmere kompetencer, som har transferværdi i forhold til deres øvrige liv – herunder studie og erhvervskarriere. Disse kompetencer kan fx være disciplin, målbevidsthed, struktur og planlægning.
Klubben har gode faciliteter både i forhold til børnesvømning, talentmiljøet samt stævneafvikling. Der er mange svømmehaller, så både tilgængelighed og kvalitet er tilfredsstillende. Samarbejdet med Esbjerg Kommune om talentområdet (herunder set-up omkring talentidrætsklasser og EsbjergOrdningen) understøtter klubbens eget talentarbejde.
Potentialer og udviklingsområder
Analysen af ESK viste tre overordnede udfordringer. Først og fremmest er en af klubbens hovedudfordringer en usikker og presset økonomisk situation. Det er svært at finde sponsorer, og økonomien er derfor drevet udelukkende af medlemskontingenter og et krav om succes ved klubbens store events DISC (Danish International Swim Cup) og Vestkyst Cup. En relativt stor økonomisk post er uddannelse og licenser til klubbens mange trænere, som klubben prioriterer højt i forhold til at sikre kompetencer og kvalitet på alle niveauer. ESK oplever, at Esbjerg Kommune på nogle punkter er lukkede ift. økonomisk understøttende funktioner modsat andre kommuner.
Dernæst peger klubben på, at det er svært at fastholde seniorsvømmere, som i stedet flytter fra kommunen for at studere. Samtidig mister klubben svømmere i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse - eller i løbet af ungdomsuddannelsen. Oftest skyldes det umiddelbart et øget arbejdspres og forventninger fra både skole og sport. Forbundet vurderer desuden, at klubben med fordel kan øge sit fokus på at udvikle hele miljøet omkring svømmerne på seniorniveau.
Derudover har der de senere år været skiftende trænere, som har været medvirkende til en udfordrende kontinuitet. I den forbindelse kan det være vigtigt, at klubben har en overordnet retning på værdier og kultur, som fastholdes uanset. Samtidig opleves faciliteterne omkring styrketræning som mangelfulde, idet mulighederne hos SEPE er begrænsede og ufleksible.
Klubben har til gengæld positive erfaringer med skolesvømning, og kan se et potentiale i at samarbejde med pædagogiske uddannelser med henblik på kompetenceudvikling og trænerrekruttering. Endvidere vil ESK gerne indgå i fællesskaber, som viser Esbjergs attraktive sider og styrker bosætningen i kommunen.
Udviklingsfokus
- Fastholdelse af svømmere, frivillige og ansatte i klubben (klar strategi, struktur og procedure for nye)
- Styrkelse af miljøet i talentafdelingen – herunder transition
- Økonomi – organisering og ambitioner
- Strategi for fastholdelse af udøvere og unge trænere i byen. Større fokus på denne målgruppe – både udøvere og trænere. Partnerskaber – Education Esbjerg m.fl.
Formålet med de fire indsatser er primært at styrke klubbens miljøer samt at arbejde med fastholdelse af ungdomssvømmere.
Esbjerg-Sædding Guldager Badmintonklub blev dannet ved en fusion af SGI-Badminton og Esbjerg Badminton Klub i 1991. I 2019 tog klubben navneskift til Badminton Esbjerg. Klubben har ca. 600 medlemmer, og har base i Badminton Centret i Grådybet.
Styrker
Badminton Esbjerg beskriver en udmærket struktur, organisation og administration. Organisationen har haft fokus på kommunikation internt og eksternt - og arbejder fortsat på synliggørelse blandt andet med fokuseret kommunikation på sociale medier.
Træneren for talentområdet er fastansat på fuldtid, og dertil kommer endnu en fastansat træner på 30 timer. Klubben arbejder på at lade de to trænere drive en intern træneruddannelse for at løfte området yderligere.
Badminton Esbjerg har udnyttet COVID-19 pandemien til at fokusere på de individuelle spillere og har gennemført samtaler og udarbejdet individuelle udviklingsplaner. Træneren vurderer, at arbejdet med spillerne har løftet klubben og de enkelte spillere særligt ift. mentalitet og motivation. Tidligere mødte få spillere op til alle træningsrunder – nu møder 15-17 spillere hver gang. Klubben beskriver miljøet som velfungerende.
Ifølge klubben er der et godt samarbejde med Esbjerg Kommune om talentområdet (herunder set-up omkring talentidrætsklasser og EsbjergOrdningen) understøttende klubbens eget talentarbejde. Klubben har desuden haft én ungdomstræner med i talenttrænerprojektet.
Større stævner som DM og European Masters har givet klubben et boost ift. at rekruttere frivillige, og der opleves ikke udfordringer på den front.
Potentialer og udviklingsområder
Klubben oplever tre udfordringer i talentarbejdet. Først, er den fastansatte talenttræner forholdsvis ny i klubben, og der mangler derfor endnu kontinuitet på trænersiden for at opbygge en stærk kultur. Badminton Esbjerg er følgelig sårbare hvis træneren skulle rejse.
For det andet oplever klubben og træneren lav motivation og for ringe træningsmentalitet hos spillerne, hvilket har præget klubben gennem længere tid. Der er derfor nu fokus på at styrke indstilling og træningsniveau individuelt og i fællesskab. Klubben ser derfor et behov for at hente ekspertise ind udefra til at styrke arbejdet med sportspsykologi og fysisk træning.
Derudover, peger Badminton Esbjerg på, at strategien i klubben mangler fokus, hvilket medfører, at det er svært at få øje på den røde tråd, og at gennemsigtigheden mangler.
Sidst, oplever klubben trods et godt miljø, at talenter flytter til andre byer for at studere, og det er dermed også svært at fastholde talenterne på de videregående uddannelser. Klubben har et ønske om at øge tilgængeligheden til badmintonhallen for miljøet – både til individuel træning og socialt samvær. Der er indsendt et projekt omkring dette til kommunal behandling.
Badminton Esbjerg er interesserede i at samarbejde med Esbjerg Kommune og skolerne, og de har allerede erfaringer fra Hjerting omkring dette.
Udviklingsfokus
- Udvikling af talentudviklingsstrategi (høj prioritet)
- Styrke et udviklingsfokuseret mindset hos spillerne – fx gennem sportspsykologi. I det hele taget en styrkelse af talentmiljøet/træningsmiljøet og alle aktører heri (udøvere, forældre, trænere)
- Samarbejde med skolerne, der kan bruges som en god rekrutteringsarena og samarbejdspartner
Ovenstående tre indsatsområder har først og fremmest til formål at udvikle en overordnet strategi for indsatser i klubben. Dette er fundamentet for alt fremtidigt udviklingsarbejde.
Ribe-Esbjerg HH (REHH) blev etableret i 2008, og er en overbygning i forhold til moderklubberne Ribe HK og SGI-håndbold. REHH driver et herreligahold, som spiller i landets bedste række. Moderklubberne har ansvar for drenge -og ungdomsmiljøerne – og hermed talentudviklingsarbejdet med støtte fra REHH. Ud over de to moderklubber er der drengemiljøer (primært 11-15 år) i Team Esbjerg HK.
Styrker
REHH er kommet godt i mål med en oprydning i organisationen, og har nu et fundament for videreudvikling. Særligt afdelingen i Ribe kører rigtig godt, hvorimod afdelingen i SGI i øjeblikket er nede i en bølgedal, men forventes at rette sig. Der er generelt et fokus på at fastholde en åben og ærlig kommunikation omkring det fælles talentsamarbejde, der dog stadig er i en opstartsfase. Klubberne forsøger at have et helikopterperspektiv, og der fokuseres på ét samlende klubsamarbejde, som mødes i et positivt fællesskab.
For klubben fungerer det godt at arbejde med en talentstrategi, hvor man satser mere på egne og lokale talenter med længerevarende kontrakter. Strategien fokuserer også på at fastholde spillere gennem arrangementer og events for fx spillere på efterskole – dette primært i Ribe HK.
Ifølge klubberne understøtter samarbejdet med Esbjerg Kommune om talentområdet (herunder set-up omkring talentidrætsklasser og EsbjergOrdningen) klubbernes eget talentarbejde, og klubben leverer kontinuerligt spillere til ungdomssamlinger i forbundsregi. REHH har i indeværende år én talenttræner tilknyttet Esbjerg Kommunes talenttrænerprojekt.
Potentialer og udviklingsområder
REHH identificerer fem kerneudfordringer i samarbejdet. For det første er der en historik ift. dårligt samarbejdsmiljø, som trækker tråde ind i den nuværende organisation. Historikken præger også kommunikationen med forældre og spillere, hvor nogle ”bærer på den gamle kultur”, hvilket gør det svært at nytænke. Generelt er der behov for at styrke forældresamarbejdet i klubben.
For det andet, opleves det også for nogle som en udfordring for fællesskabsidealet, at ligaholdet har skiftende træningslokationer. For det tredje er udvikling af klubberne stærkt afhængigt af de enkelte personer omkring klubben, og det giver en naturlig sårbarhed i forhold til et langsigtet klubsamarbejde omkring drengehåndbolden.
Derudover peger REHH, som flere andre klubber i kommunen, også på økonomi som en af de helt store udfordringer. Det betyder, at man er dybt afhængig af frivillig arbejdskraft og trænere, mens man ønsker et mere ambitiøst og professionelt set-up.
Sidst oplever REHH udfordringer med spillere, som forlader klubben for at tage på efterskole eller studere og ikke kommer tilbage. Akademierne presser ligeledes klubberne ved at hverve spillere og trænere fra klubberne. Fra REHH´s perspektiv opleves det som svært at konkurrere med akademiernes set-up og tilbud.
Forbundet vurderer dog, at der bør være et større talentudviklingspotentiale, som klubberne med fordel kan prioritere. I klubben oplever man til gengæld, at forbundet har tendens til at prioritere akademispillere højere end mindre miljøers spillere.
Klubberne ønsker generelt at skabe samlende miljøer med fokus på talentudvikling på tværs af de fire klubber – primært omkring U15 og U17. Klubberne forventer større ungdomsårgange de kommende år, og ser derfor positivt på muligheden for at videreudvikle hele talentudviklingsmiljøet i kommunen. REHH ønsker bl.a. at tilbyde morgentræning i Ribe til elever på EsbjergOrdningen fra Ribe Katedralskole.
Udviklingsfokus
- Partnerskab, hvor de fire klubber bindes sammen – organisatorisk, strategisk og sportsligt (høj prioritet)
- Formidling og kommunikation blandt klubledelse, trænere og udøvere m.fl.
- Talentkoordinator – evt. som netværksfunktion mellem de tre klubber og REHH
Formålet med de tre indsatser er i høj grad at skabe et fælles miljø for drengehåndbolden i Esbjerg Kommune på tværs af de fire klubber. Indsatserne skal sikre langsigtet talentudvikling med flow af talenter til eliteholdet samt bedre rekruttering og fastholdelse af drenge i klubberne generelt.
Esbjerg Forenede Boldklubber (EfB) blev dannet ved en fusion i 1924. I øjeblikket spiller klubbens bedste hold i den næstbedste række (1. div) i Danmark. Klubben holder til i klublokaler og i træningsfaciliteter på Gl. Vardevej. Klubben har en licensaftale med DBU, hvor kommunen også er en betydelig medspiller.
Styrker
EfB præsenterer sig med et professionelt set-up, hvor akademiet er grundpillen for talentmiljøet i klubben. EfB har for nylig fået ny cheftræner - og en ny start efter en turbulent tid i sommer. Der arbejdes ihærdigt og fokuseret på en fælles genopretning af klubbens miljø og omdømme.
Udover at skabe talentfulde fodboldspillere er fokus for EfB at påvirke og medvirke til dannelsen af unge mennesker gennem værdier og kultur i klubbens talentmiljø. Dynamik, energi, mod og holdånd er nøgleord i talentstrategien.
I SFS-samarbejdet (”Sydvestjysk Fodbold Samarbejde” er et klubsamarbejde om både udøvere og trænere på tværs af klubber i hele regionen.) har man et velfungerende samarbejde med 55 klubber i regionen – fortrinsvist i Esbjerg Kommune. Herudover har EfB implementeret en fokuseret indsats omkring ATK, hvor konsulenter cirkulerer rundt i klubben på alle årgange og styrker implementeringen af principperne for ATK.
Klubben har fokus på at være synlige i Esbjerg Kommune, og det er klubbens prioritering, at deltage i mange sammenhænge. Det skal gerne være synligt, at klubben også har en social strategi, som styrker klubbens omdømme. EfB er desuden tydelige omkring, at de ser stor værdi med al samarbejde med Esbjerg Kommune. Som udgangspunkt understøtter samarbejdet med Esbjerg Kommune om talentområdet (herunder set-up omkring talentidrætsklasser og EsbjergOrdningen) klubbens talentarbejde, og klubben leverer kontinuerligt spillere til ungdomssamlinger i forbundsregi samt til førsteholdet. EfB har seks trænere tilknyttet talenttrænerprojektet.
Potentialer og udviklingsområder
Kerneudfordringen i EFB´s talentmiljø er, at EfB har været inde i en turbulent tid, og der er ingen tvivl om, at det vil tage lang tid at genoprette fællesskabet omkring klubben. Der har været en del negativ omtale og interne konflikter, men klubben ser fremad. Klubben har fået nye ejere, hvilket betyder, at det strategiske fundament skal udvikles og opdateres. Desværre har sommerens tumult medført, at klubben har mistet mange spillere, og at økonomien også er presset.
En anden udfordring på talentområdet er behovet for at styrke indsatsen omkring den fysiske træning. Desværre er der udfordringer med styrketræningsrummets tilgængelighed, og faciliteterne bør være bedre. Mulighed for fleksibilitet i adgangen til faciliteterne, samt supervision på faste tidspunkter i løbet af ugen kunne være et klart løft på styrketræningsområdet.
En tredje udfordring er, at DBU har fokus på Sydvestjylland som et ”rødt område” indenfor børnefodbold – i forhold til medlemstal sammenlignet med rekrutteringsgrundlag. EfB oplever også, at rekrutteringsområdet bliver mindre og mindre. Dette kan vise sig at være en af de største udfordringer på lidt længere sigt.
EfB ønsker at arbejde endnu mere sammen med andre lokale klubber omkring børnefodbold og talentudvikling. Klubben nævner muligheden for en fælles konsulent, som servicerer området lokalt, hvilket vil sikre kvalitet i samarbejdet på tværs af klubberne. EfB vil gerne tilbyde sig som ATK-vært for de lokale klubber. Her kan SFS-samarbejdet være et naturligt sted at starte.
EfB er desuden yderst interesserede i at samarbejde med Bramming Idrætsefterskole om en fodboldlinje, som klubberne kan bruge som rekruttering på talentområdet. Esbjerg Kommune inviteres også ind i samarbejdet, og klubben ser potentiale for, at det kan vokse til andre klubber og sportsgrene. EfB vil også gerne samarbejde med andre skoler om fx træning i forlængelse af skoletiden.
Som nævnt ovenfor er der overordnet et velfungerende samarbejdet med Esbjerg Kommune omkring talentidrætsklasserne. Der er dog behov for en bredere tilgang til deltagelse til morgentræning, og det er der indsendt et projektforslag til forvaltningen omkring.
EfB peger på, at Esbjerg Kommune og særligt Esbjerg by har mange flotte og funktionelle idrætsfaciliteter, som kan profileres mere under ”Idrætsbyen Esbjerg”.
Udviklingsfokus
- Sparring på strategimateriale – mere tydelig og fokus på implementering
- Fokus på bedre styrketrænings set-up. Herunder netværk for klubledelsesniveau – det strukturelle niveau med talent som omdrejningspunkt
- Skolesamarbejde – koordinering og facilitering
- Børnefodbold og idræt generelt
- Projekt omkring åbning for bredere deltagelse i morgentræninger
Generelt er formålet med de fem indsatser at blive endnu skarpere på klubbens strategi, som et værktøj for talentudviklingen i hverdagen. Derudover skal indsatserne sikre sportslig udvikling og kvalitet i talentmiljøet i EfB.
Klubberne arbejder overordnet på at styrke idræts-og foreningslivet til gavn for børne- og ungeidrætten generelt i Esbjerg Kommune. Alle klubber arbejder med udvikling af såvel talentmiljøet som breddeidrætten - og er opmærksomme på den gensidige påvirkning de har på hinanden.
Derudover peger analysen på en række styrker, som går på tværs af områderne - og er kendetegnende for talentmiljøet i kommunen. For det første er der generelt et højt niveau af uddannede trænere i klubberne. I den sammenhæng er der et ønske om at sikre balance mellem kontinuitet og udvikling hos trænerne, og der mærkes tydeligt et stort engagement i at sikre denne balance. For det andet oplever klubberne, at de har mange frivillige tilknyttet, og at medlemstallene er forholdsvis konstante trods COVID-19 pandemien. For det tredje peger flere af klubberne på, at de har en forholdsvis flad organisation med åbenhed og blik for kommunikation såvel internt som eksternt. Den sidste tværgående styrke, som alle klubberne nævner, er det givtige samarbejde med Esbjerg Kommune om talentarbejdet. Flere af klubberne ser dette som omdrejningspunktet i deres arbejde med talenter og henviser til, at samarbejdet er med til at understøtte og styrke både det daglige arbejde og de strategiske indsatser mod langsigtede mål. Der er derfor et stærkt fundament for samspil mellem kommunen og de seks klubber.
Der er god dialog med forbundene – både i forhold til klub og kommune. De forskellige specialforbund udviser opbakning og engagement samt bidrager alle positivt i forhold til udvikling af talentudviklingsmiljøerne i klubberne.
Bilag 3 - Indsatsområder i Team Danmark samarbejdsaftale 2023-2026
Løbende opfølgning på analysens udviklingsområder med de prioriterede idrætsgrene – fortløbende proces. Udforske mulighederne for etablering af et klubledernetværk – klarlægge interesse/ressourcer hos klubberne. Dette forum har rød tråd til Idrætsforum og Talenttrænerprojektet.
Dette område er vigtigt, for at sikre kvalitet i miljøerne. Derudover skal der være fokus på helhedsorienteret udvikling af kommunens idrætsmiljøer, så der ikke kun fokuseres kortsigtet og på daglig drift. Idrætsmiljøerne skal være gearet til udvikling, og til at deltage i fælles udviklingsprojekter.
Redefinere formål, indhold og ansvarsfordeling, således der sikres en fast forankring af indsatsen og stærkere sammenhæng til øvrige indsatser på idrætsområdet. Fokusere på lokalt og unikt indhold, der supplerer forbundets uddannelser. Fastholde, rekruttere og udvikle lokale trænere i klubberne, så der også her sikres kvalitet i miljøerne. Derudover har området en vigtig rolle i forhold til at tilføje ressourcer og kompetencer til klubbernes trænere og ledelse.
Med henblik på at sikre udøvernes mulighed for fastholdelse og sportsfaglig/faglig udvikling er det nødvendigt, at der fortsat arbejdes med vidensbaseret udvikling af eksisterende indsatser på uddannelsesområdet i relation til det holistiske talentudviklingsmiljø – herunder Team Danmarks nye talentklassekoncept og EsbjergOrdningen. På sidstnævnte arbejdes der især med implementering af yderligere undervisning i ”life skills” samt øget fleksibilitet i morgentræningen i klubberne. I indsatsområdet er der særligt fokus på at sætte de prioriterede idrætsgrene i spil.
Der arbejdes også med en bred skolemodel, som taler ind i alsidig idrætsudvikling, bevægelsesglæde, fællesskaber og bred understøttelse af foreningslivet. Indsatsen er med til at sikre, at så mange som muligt stifter bekendtskab med det mangfoldige foreningsliv – og animere til alsidig bevægelse.
Fortsat arbejde med indsatser under strategien for børne– og ungdomsidræt – herunder bla. at styrke fundamentet for talentudvikling og gode idrætsfællesskaber.
Strategien tager udgangspunkt i at imødekomme børn og unges baggrund og forudsætninger i forhold til idrætsdeltagelsen. Indsatserne skal incitere til livslang lyst til at dyrke idræt samt muligheden for at dyrke alsidig idræt i flere af livets faser. Derudover er transition mellem forskellige idrætsformer også værdifuld.
I indsatsområdet her er der også særligt fokus på at sætte de prioriterede idrætsgrene i spil, hvor især rekrutteringsgrundlaget kan styrkes.