Esbjerg Kommune blev i 2013 optaget i WECP (World Energy Cities Partnership). WECP er en international sammenslutning bestående af 17 af verdens førende energibyer med Esbjerg som den danske repræsentant.
WECP fremmer netværk og samarbejde mellem energibyerne om bæredygtige energiløsninger. Det omfatter både business-to-business-samarbejde mellem virksomheder på tværs af medlemsbyerne og akademiske partnerskaber inden for energirelaterede områder.
Der ligger en betydelig mulighed i at fremme den grønne omstilling ved at sikre en aktiv udveksling af viden mellem studerende og undervisere, og Esbjerg er i fuld gang. Et samarbejde mellem universiteter i Esbjerg og Stavanger er allerede etableret, og flere medlemsbyer omkring Nordsøen er interesseret i at være med.
Såvel blandt WECP-medlemsbyerne som fra hele verden generelt er interessen for at lære af Esbjergs vindmølleeventyr og grønne omstilling stor, og vi deler gerne vores erfaringer. Mange erhvervsdelegationer lægger vejen forbi Esbjerg for at høre mere. Medlemskabet af WECP understreger Esbjergs rolle på den globale energiscene og styrker byens internationale position.