At blive mor kan være en stor følelsesmæssig omvæltning, og nogle kvinder kan opleve psykiske vanskeligheder i forbindelse med graviditeten og fødslen.
Mellem 10-14 % af nybagte mødre får en fødselsdepression inden for det første år efter barnets fødsel. Endnu flere mødre får en efterfødselsreaktion.
At have en fødselsdepression eller en efterfødselsreaktion kan være hårdt, og det kan belaste både moderen, kontakten mellem mor og barn og hele familiens trivsel.
I forbindelse med 2 måneders besøget tilbyder vi en samtale om familiens trivsel og om, hvordan du har det psykisk, efter du er blevet mor. Før samtalen sender vi dig et skema, som samtalen tager udgangspunkt i.
Ud fra samtalen vurderer vi sammen med dig, om du har brug for hjælp. Vi kan henvise til vores to sundhedsplejersker, der har specialviden inden for området. Vi inviterer både dig og din partner til en samtale, hvor vi orienterer om gruppeforløb og andre muligheder for hjælp.