”Sig til borgmesteren, at der er ikke noget, jeg mangler. Jeg hygger mig godt her i huset (botilbuddet). Jeg har to ledsagere. Jeg tager en tur rundt i Ribe by. Så er jeg på marked og kigger på gamle ting, der bliver lavet om til nye ting. Jeg køber noget, når jeg har klinker med.”

Mand, 59 år, psykisk og fysisk handicap

”Jeg kæmper for at få synlighed på de usynlige handicap. Folk kan ikke se, at jeg er hjernetræt. ’Du ser jo godt ud, du har det jo fint’, men så skulle de se mig herhjemme. Alle medarbejdere i kommunen skal kende solsikkesnoren.”

Kvinde, 49 år med fysisk, usynligt handicap

”Når man er ung og har en diagnose, så kan jeg godt føle, at jeg bliver sat i sådan en lille boks. Jeg vil rigtigt gerne have familie og børn i fremtiden, men måske siger de, nej, det skal du ikke. Så min frygt er, at jeg ikke at får de samme muligheder som andre.”

Kvinde, 19 år, psykisk handicap

”Mit vigtigste budskab er, at kommune fortsat skal give gode træningsforhold, så man kan holde sig selv i gang og selv gøre noget for at bevare sin livskvalitet. Træning betyder, at man kommer ud ad døren, hvis man ikke har et job som jeg.”

Mand, 55 år, fysisk handicap

”Vi har hver vores egen lejlighed og job i Bilka og i Café Patricia. Når vi kommer hjem, samles vi alle sammen i bofællesskabets køkken. Vi er ret kede af, at fredagscafé og disko er sparet væk.

Man har et godt liv og er tryg ved at bo her i Esbjerg. Der er ikke noget, der skal laves om. Det er vigtigt, at man har mulighed for at flytte og bo sammen med sin forlovede, og det er vigtigt at være venner og at have nogen at være sammen med.”

Mand og kvinde, 34 år med psykiske handicap

”Det vigtigste for mig er adgang til den hjælp, jeg virkelig har brug for. Man kan nemt komme til at bruge det som en undskyldning for ikke at gøre et eller andet, at man har et handicap.

Det er svært for mig at være lidt spontan i mit liv, for eksempel når jeg vil på ferie, og må vente lang tid på at få svar på en ansøgning.”

Mand, 20 år med fysisk handicap

I Esbjerg Kommune vil vi lave rammerne for den bedst mulige hverdag for alle. Det handler om, at vi skaber rum for det gode liv for børn, unge og voksne med handicap. Vi arbejder for at give mulighed for fællesskaber og netværk, et liv med livskvalitet og tryghed. Det kan for eksempel være i samarbejde med civilsamfundets frivillige. 

Det gode liv kan være at have adgang til: 

• Den hjælp, man virkelig har brug for uden lang ventetid
• Guide og vejledning
• De rette hjælpemidler og adgang til fysisk træning, så færdigheder kan genoptrænes og vedligeholdes

Det gode liv er ikke mindst at have adgang til at gøre meningsfulde ting i hverdagen: At få en god skolegang som fundament for et godt børneliv, at tage en uddannelse som ung eller voksen og at have et aktivt arbejdsliv. Det kan betyde fleksjob, beskyttet beskæftigelse, uddannelse på særlige vilkår eller at arbejde nogle få timer om ugen, alt efter hvad der passer til den enkelte. Også oplevelser ud fra egne ønsker og interesser har betydning. Det kan være inden for idræt, kultur eller andre frivillige fællesskaber. Det giver alt sammen fællesskab og livskvalitet.

Vi arbejder med en helhedsorienteret indsats, så den enkelte oplever sammenhæng i tilbuddene med øje for fleksible og holdbare løsninger. Det gælder både internt imellem kommunens afdelinger og i samarbejdet med regionens sygehuse, herunder psykiatrien, de praktiserende læger samt andre eksterne samarbejdspartnere.

Når det handler om børn med et handicap, er det vigtigt at tage hele familien inklusive søskende med i perspektivet og ikke kun det enkelte barn. Det er også vigtigt, at forældre med funktionsnedsættelser får støtte til at være gode forældre til børn uden handicaps.

Vi skaber gode processer og hjælper med at guide i overgangene fra barn til voksen og fra voksen til tiden som ældre med et handicap.

”Nu bor jeg i en by, hvor der er brosten alle mulige steder. Det synes jeg er noget af det mest charmerende og noget af det, jeg elsker allermest ved Ribe. Jeg er ikke den, der er forrest på barrikaderne. Jeg lever med de ting, der er i mit nærområde. Det vil sige trapper og brosten. Det kan godt være, det tager lidt længere tid.”

Mand, 55 år, fysisk handicap

 

”Jeg vil næsten sige, at jeg er stolt over at være autist, for det er et bevis på, at jeg ikke er forkert. Det har jeg ellers gået rundt med siden, jeg var lille. Her i Folkekirkens Hus har jeg et netværk. Ellers går jeg bare derhjemme med min kat og får ikke talt med nogen.”

Kvinde, 27 år, psykisk handicap

”Medarbejderne skal ikke snakke nedladende til en. Fx, hvis jeg har pizzabakker inde i stuen. Jeg ved godt, at de skal i skraldeposen, men der er et eller andet i hjernen, der gør, at jeg bare ikke får det gjort. Jeg gider ikke at have besøg, hvis de ikke behandler mig respektfuldt”

Kvinde, 26 år, psykisk handicap

 

”Overgangen fra barn til voksen, da jeg blev 18 år har været mest besværlig og rimelig drastisk for mig i hvert fald. Det kunne have været rart, om nogen havde oplyst mig om, hvilken hjælp jeg kunne få, og hvordan jeg søgte den.”

Mand, 20 år med fysisk handicap