I slutningen af 2021 vedtog Byrådet derfor Klima- og risikostyringsplan for Esbjerg by og havn 2022-27. I planen vises, hvordan risikoen er fordelt i området og der er angivet en række handlinger til begrænsning af risiko for oversvømmelser. Planen er lavet i samarbejde med Esbjerg Havn og DIN Forsyning.
Der er særlig fokus på at få igangsat arbejdet med en linjeføring til stormflodssikring af Esbjerg by og et skarpt blik på beredskabsplanen i forhold til prioritering af indsats, behov for ressourcer og involvering af interessenter. Efter ønske fra Esbjerg Havn er havneområdet ikke omfattet af stormflodssikringen.
Der er også en række handlinger i planen, som retter sig mod ekstremhændelser fra nedbør.
I den kommende revision af risikostyringsplanen, som skal være færdig i slutningen af 2027, vil handlinger relateret til oversvømmelser fra nedbør og terrænnært grundvand udgå og i stedet indgå i Klimatilpasningsplanen for Esbjerg Kommune 2027-30, som er under udarbejdelse.
Revision af risikostyringsplanen bliver gennemført i perioden 2026-27.