I dag
Pladsen har længe været genstand for debat om fremtidig anvendelse. Et vinderforslag anbefaler mere grønt og en ny karrébebyggelse, men et udbud i 2024 gav ingen bud. Den vestlige del, kaldet Bibliotekshaven, rummer grønne plæner, gamle kastanjetræer og kulturhuset Huset, som bruges til café, koncerter og ungdomsaktiviteter. Området har også petanque-, basket- og skaterbaner, men anvendes kun sporadisk til ophold.
Mellem biblioteket og pladsen ligger et nedslidt ankomstområde uden sammenhæng med resten af byrummet. Vest for biblioteket findes Esehaven – et gårdrum med parkering og enkelte opholdsmuligheder, men det bruges primært som smutvej og parkeringsplads.
Indsatsen
Ambitionen er at skabe Bibliotekshaven som en attraktiv kvarterspark, der løfter området omkring Hovedbiblioteket og giver nye muligheder for ophold og aktiviteter. Parken skal være et samlende element, der understøtter eksisterende tilbud og skaber mere byliv – også i tilknytning til den del af Museumspladsen, der er udset til fremtidigt boligbyggeri.
Indsatsen omfatter:
- Udvikling af parken med grønne løsninger, klimatilpasning og god sammenhæng til nye og eksisterende bygninger
- Forbedring af bibliotekets ankomstområde og udendørsarealer omkring kulturhuset Huset
- Vurdering af potentialet for at nyindrette Esehaven som grønt opholdsmiljø, evt. i forbindelse med børnekulturhuset STORM E
- Supplerende tiltag i de omkringliggende gader, fx begrønning, kunst og opholdsmuligheder
Målet er at skabe et attraktivt, grønt og aktivt byrum, der styrker hele bibliotekskarréen.