Grøn byprofil

Sædding Fovrfeld er en tidlig udbygget forstad til Esbjerg overvejende med tætte parcelhusområder. De grønne kvaliteter er i bydelens periferi med kysten som områdets særlige attraktion, Fovrfeld Kilen mod øst og Guldager Ådal Kilen mod nord. Mod nordøst er et ældre erhvervsområde med tilknyttede boliger, og centralt ligger de tæt-lave boligkvarterer Fyrparken og Åmoseparken samt etageboligområdet Ådalsparken. Det grønne i bydelen består af mindre områder og idrætsarealer ved skoler og institutioner. De særlige grønne træk i fremtiden er: Sædding Strandpark, Sædding Strand, Esbjerg Strand, Gravlunden, Brillesøerne og Sildesø mod syd og området med Kælkebakke, mountainbikespor og hundeskov mod nord samt de grønne kiler, der omgiver hele bydelen.
Sædding Fovrfeld har en stærk periferi af grønne områder men indefra opleves bydelen ikke grøn.

