Grøn byprofil
Østerbyen og Jerne er en tæt bydel med boliger, uddannelsesinstitutioner og erhvervsområder. Bydelen er kendetegnet ved store grønne områder, som danner lange, rekreative, nord-sydgående bånd i bydelen. I Østerbyen og Jerne er der flere almene boligbyggerier med store friarealer, mens der i bydelens parcelhuskvarterer kun er få offentlige grønne områder. Bydelens vigtigste parker i fremtiden er: Lergravsparken, Idræts- og læringsanlægget, Paradissøerne, Spektrumparken, Remiseparken, den grønne kant langs motorvejen mod øst med Veldtofte idrætsanlæg, Novrup Kirkegård, Jerne Kirkegård, kolonihaver og bynær natur samt det grønne område mellem Estrupvej og Gammelby Ringvej. Adgangen til grønne områder i bydelen er generelt udfordret af fysiske barrierer såsom de store veje, jernbanelinjerne og Esbjergmotorvejen.
