Gør en positiv forskel i menneskers liv
Mange af os drømmer om det: At bruge os selv og vores evner til at gøre en positiv forskel for andre mennesker.
Som studerende og elev hos os er det lige netop dét, det hele handler om. Det handler om at vælge et arbejdsliv og et uddannelsesliv, hvor du sætter mennesker i centrum. Mennesker, der har brug for din hjælp og støtte for at kunne fungere og trives i livet.
Det gode læringsmiljø
Esbjerg Kommune arbejder målrettet for at skabe et trygt, udviklende og professionelt læringsmiljø for elever og studerende. Det gode læringsmiljø bygger på en kultur præget af nysgerrighed, klare forventninger og tillid. Elever og studerende bliver mødt som lærende, kommende kollegaer og oplever at være en værdifuld del af arbejdsfællesskabet. Der er plads til at stille spørgsmål, begå fejl og lære af dem i et professionelt og støttende miljø.
Professionel vejledning
Elever og studerende bliver tilknyttet en fagligt kvalificeret vejleder, som prioriterer vejledning, refleksion og feedback. Vejledningen tager udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger og bygger på anerkendelse, tryghed og samarbejde.