Sundhedsrådene er en ny politisk organisering på sundhedsområdet, hvis formål er at opbygge stærke sundhedsindsatser tættere på borgerne og sikre bedre sammenhæng på tværs af sygehusene og sundhedsvæsenet tæt på borgerne i både regioner og kommuner.
Sundhedsrådene skal være med til at sikre, at flere sundhedsbeslutninger træffes tættere på borgerne, så tilbuddene i højere grad indrettes efter lokale behov, og sundhedstilbuddene i højere grad tilbydes uden for sygehusene, herunder i borgerens eget hjem.
Sundhedsrådene er regionens stående udvalg på sundhedsområdet, hvori kommunale repræsentanter har stemmeret. Som noget helt nyt får kommunerne altså markant indflydelse på hele sundhedsvæsenet, inkl. sygehusene og almen praksis.
Der etableres som udgangspunkt i alt 17 sundhedsråd i regionerne bestående af folkevalgte repræsentanter fra regionsrådet og af folkevalgte repræsentanter fra de kommuner, der indgår i sundhedsrådets geografiske område.
Sundhedsrådene får som en central opgave at udmønte 4,4 mia. kr. frem mod 2030 til nære indsatser i både regioner og kommuner, som bl.a. skal understøtte målsætning om mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud samt omsætte nationale tværgående kvalitetsstandarder til lokale behov.
Sundhedsråd Sydvestjylland dækker Esbjerg, Fanø, Varde, Billund og Vejen Kommuner.
Esbjerg Kommune har to repræsentanter i Sundhedsrådet. Det er formand for Sundhed Omsorg & Socialudvalget og Familie & Beskæftigelsesudvalget