Er du klar til at søge?
Har du set filmen og fået lyst til at blive en del af Esbjerg Kommunes pulserende kulturliv?
Sæt dig ind i retningslinjerne nedenfor og bliv klogere på, om du kan søge puljerne, hvornår der er ansøgningsfrister, hvordan vi behandler din ansøgning og hvad du skal gøre - fx med evaluering og dokumentation.
Der er mange flere, der søger, end der får - så gør dig umage!
Hvilken pulje passer til din idé?
Esbjerg Kommune har fire kulturpuljer, som støtter forskellige typer af kulturelle arrangementer. Find den pulje, der passer bedst til dit arrangement.
De fire kulturpuljer er:
- Strakspuljen op til 5.000 kr. – til de mindre idéer, der kan blive til noget hurtigt.
Har du en idé til et mindre kulturelt arrangement, som du gerne vil føre ud i livet? Strakspuljen giver mulighed for at søge løbende, så du ikke behøver vente på en bestemt ansøgningsfrist.
- Græsrodspuljen op til 20.000 kr. – til nye initiativer og enkeltstående arrangementer.
Har du lyst til at skabe noget, der ikke er set før? Græsrodspuljen støtter kulturelle arrangementer, der afholdes én gang. Her er der plads til nye formater, kreative samarbejder og idéer, der udfordrer det sædvanlige.
- Mikroeventpuljen op til 80.000 kr. – til kulturelle arrangementer, der kan vokse over tid.
Har du en idé til et event, som kan gentages og udvikles. Mikroeventpuljen støtter arrangementer, der kan skabe liv og kulturelle oplevelser op til tre gange. Du skal samtidig have en plan for, hvordan arrangementet på sigt kan stå på egne ben uden kommunalt tilskud.
- Ungdomspuljen op til 50.000 kr. – til arrangementer, der afvikles af unge i alderen 18-28 år.
Aktiviteterne må gerne henvende sig til en bredere målgruppe end unge. Med Ungdomspuljen vil vi give unge mulighed for selv at forme kulturlivet i Esbjerg Kommune.