Indledende bemærkning
Indledningsvis skal det bemærkes, at flere af Udsatterådets medlemmer er modtager af § 18-midler.
Af hensyn til transparens og habilitet er dette forhold tydeliggjort. Høringssvaret er dog udarbejdet med udgangspunkt i Udsatterådets samlede perspektiv på området og med fokus på vilkårene for de mest udsatte borgere i Esbjerg Kommune.
Udsatterådet finder det nødvendigt indledningsvist at gøre opmærksom på de meget alvorlige konsekvenser, som de foreslåede kriterier vil medføre.
Såfremt kriterierne vedtages i deres nuværende form, vil en række eksisterende tilbud, som i dag modtager § 18-midler, reelt miste deres finansieringsgrundlag. Konsekvensen vil med stor sandsynlighed være, at tilbud må lukke helt.
Det gælder blandt andet tilbud for nogle af kommunens mest udsatte borgere – herunder mennesker i prostitution, socialt udsatte, ensomme og mennesker med komplekse problemstillinger – som ikke kan rummes i de almindelige kommunale tilbud. Blandt tilbuddene kan nævnes Kirkens Korshærs varmestue, Reden Esbjerg, Cafe Finns Paraply, KORN 180, Recovery Bulls, Bindeleddet og Ballast.
Udsatterådet finder dette dybt bekymrende.
Overordnede bemærkninger
Udsatterådet kvitterer for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende udkast til ansøgningsmateriale og kriterier for tildeling af § 18-midler.
Rådet anerkender intentionen om at skabe større klarhed, gennemsigtighed og ensartethed i fordelingen af midlerne.
På baggrund af det fremlagte vurderer Udsatterådet samlet set, at de foreslåede kriterier – trods gode intentioner – i praksis vil føre til en markant svækkelse af eksisterende sociale tilbud i civilsamfundet.
I sin nuværende form risikerer modellen dermed ikke at styrke området, men tværtimod at afvikle en væsentlig del af indsatsen for de mest udsatte borgere i Esbjerg Kommune.
Overordnet vurdering
Udsatterådet finder, at det fremlagte udkast i høj grad ligger i forlængelse af Servicelovens § 18’s formål, nemlig at understøtte frivilligt socialt arbejde, udvikling af lokale tilbud og styrkelse af frivilliges indsats.
Særligt er det positivt, at:
- der er fokus på frivillighed som bærende element
- der stilles krav om lokal forankring
- der arbejdes med tydelige kriterier for målgruppe og aktiviteter
Tydeliggørelse af § 18-midlernes formål
Det fremgår af kriterierne, at:
- aktiviteter “hovedsageligt skal fungere ved frivillig arbejdskraft”
- midlerne skal understøtte frivilligt socialt arbejde og fællesskaber
Udsatterådet er enig i, at § 18-midler skal understøtte frivillighed. Men det er samtidig afgørende at anerkende, at en række eksisterende tilbud i praksis ikke kan fungere uden en stabil faglig og driftsmæssig ramme.
På den baggrund er det rådets vurdering, at § 18-midler ikke er egnede til finansiering af drift af specialiserede sociale tilbud i civilsamfundet, hvor:
- indsatsen kræver fagprofessionelle kompetencer
- opgaven er kontinuerlig og driftsbåren
- målgruppen har komplekse og sammensatte problemstillinger
Frivillige kan i sådanne tilbud spille en væsentlig og værdifuld supplerende rolle, men kan ikke alene udgøre det bærende fundament for indsatsen. Disse tilbud er typisk kendetegnet ved en flerstrenget finansiering, som kan bestå af egenfinansiering, statslige midler, fondsstøtte og puljemidler, hvor også kommunale driftstilskud ofte udgør en afgørende del af det samlede økonomiske grundlag. Samtidig vil driften af denne type tilbud som regel væsentligt overstige et niveau på 100.000 kr. årligt.
Risiko for uklar rollefordeling mellem frivillighed og velfærdsopgaver
Udsatterådet ser en principiel risiko for, at § 18-midler anvendes til opgaver, der i stedet er komplekse specialiserede velfærdskerneopgaver.
Dette kan medføre:
- en uklar grænsedragning mellem frivilligt arbejde og professionel indsats
- uens vilkår for tilbuddene
- risiko for, at frivillighed utilsigtet kommer til at erstatte faglige indsatser
Udsatterådet anbefaler derfor, at kommunen tydeligt afklarer:
- hvilke opgaver der forventes løftet af civilsamfundet via frivillighed
- og hvilke opgaver der bør finansieres som en del af den samlede sociale indsat – specialiserende sociale indsat som varetages af civilsamfundet og ikke løftes af Esbjerg Kommune selv.
Maksimumsbeløb og bevillingsperiode
Det fremgår, at der som udgangspunkt maksimalt kan søges om 100.000 kr., og at midler skal anvendes inden for bevillingsåret.
Udsatterådet vurderer, at dette:
- er hensigtsmæssigt for mindre aktiviteter og projekter
- understøtter fleksibilitet og dynamik i det frivillige arbejde
Men samtidig betyder det:
At modellen ikke er egnet til finansiering af længerevarende, driftsbaserede indsatser
Dette understreger behovet for en klar politisk stillingtagen til, hvordan større og kontinuerlige indsatser finansieres.
Tidspunkt for ansøgningsproces
Ansøgningsprocessen åbner i august med frist 1. oktober.
Udsatterådet bemærker, at dette kan skabe udfordringer for organisationer i forhold til:
- budgetlægning
- planlægning af aktiviteter det kommende år
Det anbefales at overveje:
- tidligere ansøgningsfrist
eller
- mulighed for forhåndstilkendegivelse
Behov for en todelt finansieringsmodel
På baggrund af ovenstående anbefaler Udsatterådet, at der arbejdes med en tydelig adskillelse mellem:
A. Frivilligt socialt arbejde (§ 18)
- mindre og mellemstore aktiviteter
- frivilligdrevne indsatser
- projekt- og fællesskabsorienterede tilbud
B. Specialiserede og kontinuerlige sociale indsatser
- fagprofessionelt forankrede tilbud
- indsatser med høj kompleksitet
- stabil og kontinuerlig drift
Disse bør finansieres gennem andre og mere stabile ordninger end § 18. Udsatterådet anbefaler at der laves en procedure for samarbejdsaftaler og/eller driftsaftaler med de foreninger/institutioner der tildeles beløb over 100.000 kr. årligt og at disse får længerevarende løbetid, eksempelvis 3 år af gangen.
Konsekvens: Lukning af tilbud
Udsatterådet finder det nødvendigt at være helt tydelig:
De foreslåede kriterier betyder, at en række eksisterende tilbud ikke længere vil kunne finansieres.
Det gælder tilbud, der i dag yder en helt afgørende indsats for:
- mennesker i prostitution
- socialt udsatte borgere
- ensomme og marginaliserede grupper
Disse tilbud er kendetegnet ved:
- høj kompleksitet i målgruppen
- behov for fagligt kvalificeret personale
- kontinuerlig drift og tilgængelighed
Et tilskud på op til 100.000 kr. årligt er ikke tilstrækkeligt til at opretholde sådanne indsatser. Konsekvensen er derfor ikke en tilpasning – men en lukning af tilbuddene. Udsatterådet understreger, at de berørte borgere ikke uden videre kan henvises til eksisterende kommunale tilbud.
Afsluttende bemærkning
Udsatterådet skal understrege, at de foreslåede kriterier i deres nuværende form vil få vidtrækkende negative konsekvenser for det frivillige sociale arbejde i Esbjerg Kommune.
I stedet for at styrke området risikerer man at:
- svække civilsamfundets indsats
- lukke eksisterende tilbud
- efterlade nogle af de mest udsatte borgere uden relevante tilbud
Udsatterådet opfordrer derfor kraftigt til, at kriterierne revurderes grundlæggende, og at der politisk tages stilling til, hvordan de eksisterende tilbud fremadrettet skal sikres et bæredygtigt økonomisk grundlag.
Udsatterådet vil afslutningsvis gentage rådets ønske om at blive inddraget tidligt i processer, hvor der sker udvikling eller ændringer på det sociale område.
Rådet har løbende peget på, at vi gerne bidrager med viden, erfaring og dialog i de indledende faser, hvor rammer og retning formes. Det er rådets erfaring, at en tidlig inddragelse kan kvalificere beslutningsgrundlaget og styrke sammenhængen mellem praksis og politik.
Det at blive inddraget i høringsfasen, vurderes fat være meget sent og det anbefales at inddragelse skal ske lang tidligere i processen.
Udsatterådet står derfor fortsat til rådighed for sparring og dialog i den videre proces omkring tildeling af §18midler og generelt samarbejde med civilsamfundet.
Bilag: Høringssvar vedr. udkast til kriterier for tildeling af § 18 midler
Udsatterådet er særligt bekymret for, at kriterierne i deres nuværende form i for høj grad sidestiller frivillighed med ulønnet arbejde og dermed undervurderer betydningen af fagprofessionelle medarbejdere i sociale frivillige indsatser.
Mange af de borgere, som de frivillige sociale organisationer møder, lever med komplekse problemstillinger såsom psykisk sygdom, misbrug, ensomhed, social marginalisering og manglende tilknytning til fællesskaber. Det kræver både socialfaglige kompetencer, kontinuitet og tæt koordinering at støtte disse borgere forsvarligt og meningsfuldt.
I flere af de organisationer, der arbejder på området, er frivillige en afgørende del af indsatsen. Men frivillige kan ikke stå alene med opgaven omkring borgere med omfattende sociale og psykiske udfordringer. Det kræver uddannede medarbejdere til at understøtte, koordinere, supervisere og skabe de nødvendige rammer omkring de frivilliges arbejde. Herudover kræves det at der er fagprofessionelle uddannede medarbejdere til at kunne håndtere målgruppe fagligt og sikkerhedsmæssigt. Flere institutioner har frivillige der er professionelle, så som læger jurister og pædagoger mv., men for at sikrer stabilitet og kontinuitet, er faste lønnede medarbejder uundværelige.
Udsatterådet finder det derfor problematisk, hvis kriterierne indirekte begrænser mulighederne for at anvende midler til kvalificeret arbejdskraft. Professionelle medarbejdere bør ikke anses som en modsætning til frivillighed, men som en forudsætning for, at frivilligheden kan fungere bæredygtigt og fagligt forsvarligt på socialområdet.
Udsatterådet hæfter sig samtidig ved, at kriterierne lægger vægt på at styrke de frivilliges arbejdsvilkår. Udsatterådet ønsker i den forbindelse at understrege, at gode arbejdsvilkår for frivillige netop forudsætter adgang til faglig sparring, supervision og koordinering ved uddannet personale — særligt når målgruppen består af mennesker i udsatte positioner.
Udsatterådet ønsker desuden at fremhæve værdien af de frivillige sociale organisationers samarbejde med kommunen. Mange organisationer fungerer som brobyggere mellem udsatte borgere og kommunale tilbud, fællesskaber, uddannelse, beskæftigelse og øvrige støttemuligheder.
For en del borgere er der tale om mennesker, som har mistet tilliden til systemet, trukket sig fra samarbejdet med kommunen eller oplevet så store sociale og personlige udfordringer, at kontakten til offentlige tilbud er blevet brudt. Her spiller de frivillige sociale organisationer en afgørende rolle i at skabe relationer, stabilitet og tryghed omkring borgeren.
Gennem vedvarende kontakt og tillidsopbyggende arbejde lykkes det ofte organisationerne at genetablere broen til kommunen og understøtte, at borgeren igen kan tage imod hjælp, deltage i fællesskaber og indgå i positive udviklingsforløb.
I den forbindelse finder Udsatterådet det vigtigt at påpege, at et eventuelt overlap mellem kommunale og frivillige tilbud ikke nødvendigvis er udtryk for dobbeltarbejde. Tværtimod kan samarbejdet mellem civilsamfund og kommune være afgørende for, at de mest udsatte borgere oplever sammenhængende, tillidsfulde og helhedsorienterede indsatser.
Afslutningsvis ønsker Udsatterådet at understrege, at stærke frivillige sociale indsatser kræver både engagerede frivillige og kvalificerede fagpersoner. Hvis rammerne for det faglige arbejde svækkes, risikerer det i sidste ende at gå ud over de borgere, som har det største behov for støtte.
Udsatterådet opfordrer derfor til, at kriterierne justeres, så de i højere grad anerkender nødvendigheden af fagprofessionel understøttelse i frivilligt socialt arbejde med udsatte målgrupper.
Med venlig hilsen
Udsatterådet