Trafik og mobilitet er fundamentet for det liv, der udspiller sig hver dag blandt borgere og lokale interessenter i Esbjerg Kommune. Det handler om at komme på arbejde til tiden, besøge sine klassekammerater efter skole og cykle en tur i sommerferien - men også om at kunne få leveret varer, håndtere godstransport og tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Med øje for vores målsætning om at blive CO2 neutral i 2030, skal den nye trafik- og mobilitetsplan binde det eksisterende hverdagsliv sammen med fremtidens visioner for bæredygtig trafik og mobilitet i kommunen.
Nedenfor kan du blandt andet læse om, hvordan vi har arbejdet med planen.

Den nuværende trafik- og mobilitetsplan, som består af en baggrundsrapport og et handlingskatalog, blev udarbejdet i 2013. En stor del af de foreslåede projekter er allerede gennemført og der er sket meget i kommunen siden da. Klima og bæredygtighed står i dag øverst på dagsordenen, også inden for trafik- og mobilitetsområdet.