Basketballklubben Esbjerg
Basketballklubben Esbjerg er en klub med omkring 130 medlemmer fordelt på hold i alle aldersgrupper – fra U9 til Oldboys. De yngste træner typisk på VITA Skolen Bohr sammen med U11, U13 og motionistholdet, mens U15, U17, U19 og seniorholdene har deres træning på UC Syd. Indtil U19 træner piger og drenge sammen, hvilket giver et stærkt socialt fællesskab og en god dynamik på tværs af køn.
Klubbens mål er at skabe et miljø, hvor både børn, unge og voksne kan udvikle sig som spillere, udfordre sig selv og samtidig have det sjovt. Et godt eksempel er klubbens årlige sommer camp, hvor der i 2025 deltog næsten 50 unge spillere til en weekend fyldt med basketball, sved, hygge og grin.
Hos Basketballklubben Esbjerg er det netop glæden ved spillet, sammenholdet på og uden for banen og passionen for basketball, der binder medlemmerne sammen og skaber et unikt klubfællesskab.