Arrangement for 3. klasses forældre med fokus på børns digitale liv og de fællesskaber, der opstår online. I denne alder fylder sociale medier, spil og digitale platforme mere i børnenes hverdag, og det kan give anledning til både usikkerhed, tvivl og konkrete dilemmaer hos forældrene. Udgangspunktet er forældrenes rolle som både rammesættere og medspillere i børnenes onlineliv.
Vi sætter fokus på, hvordan forældre – bevidst eller ubevidst – kommer til at åbne døre til digitale fællesskaber, når børn får adgang til spil, sociale medier og platforme med tydelige aldersgrænser. Vi ser på, hvad disse valg indebærer, og hvilke forventninger, normer og former for pres der kan følge med, når “alle de andre også er der”.
Centralt i arrangementet er en fælles dialog om, hvordan forældre kan skabe tydelige og trygge rammer for hvor, hvorfor, med hvem og hvor længe børnene er online. Vi undersøger også de situationer, hvor forældre – ofte i bedste mening – kan komme til at presse hinanden, eksempelvis når argumenter som “alle de andre er på Snap” bliver styrende for beslutningerne derhjemme.
Arrangementet har samtidig fokus på, hvordan forældre kan håndtere digitale udfordringer, når noget bliver svært, og hvordan et fælles forældresamarbejde kan være med til at forebygge mistrivsel. Målet er at styrke forældrenes fælles sprog og ansvar, så dialogen om børnenes digitale liv bliver åben, naturlig og bæredygtig – både i hjemmet og mellem forældrene indbyrdes.
Varigheden af arrangementet er cirka 2 timer.
Det er nødvendigt, at mindst én repræsentant for det pædagogiske personale deltager.
Book "Fra første swipe til digitale fællesskaber" i nedenstående formular.