Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

SpektRum Parken – et nyt fælles mødested

Forestil dig et sted, hvor alle borgere – børn, unge og voksne – kan mødes og være sammen om fælles oplevelser, uanset om de vil skate i et urbant streetområde, opleve højtlæsning i naturen eller bare hænge ud.

Det sted er efter planen på vej til Østerbyen.

Vi kalder det SpektRum Park.

Et attraktivt og samlende uderum 
SpektRum er i øjeblikket under planlægning i lokalområdet omkring Præstegårdsskolen, og målet er at skabe attraktive uderum, hvor du og din familie, dine naboer og resten af Esbjerg kan være sammen om leg, samvær, aktiviteter og oplevelser. Parken dækker et område på ikke mindre end 247.000 m2, så der er nok at arbejde med. Faktisk svarer det til 35 fodboldbaner!

Parken vil efter planen give Østerbyen et helt nyt uderum inddelt i fire zoner. I Frikvarter-zonen vil der være streetaktiviteter, klatrefaciliteter, bakkelandskab, fodboldbaner, containermiljø og meget andet. I Eventyrskoven planlægges der en scene med tilskuerpladser, boardwalk (et hævet fortov af træ) med højtlæsningsstationer, eventyr-legestier og hulebyggeri. På Sanseengen vil du en dag kunne finde madpakkehus, dyrefold, engfauna, shelter, bålsted og en raftegård. Endelig vil du omkring de eksisterende Paradissøer også opleve forbedrede opholdsmuligheder og en boardwalk, der gør det muligt at komme hele vejen rundt om søerne.

Derudover vil det efter planen også være muligt for dig at låne bolde, løbehjul, og andet grej, så du nemt kan bruge de mange nye faciliteter, når du fx rykker børnefødselsdagen ud i det grønne område, er sammen med din familie i weekenden eller som ung mødes med dine venner. 

 


Finansiering og anlæg
SpektRum har under udviklingsfasen modtaget støtte fra både Realdania og Lokale- & Anlægsfonden, og Esbjerg Kommune har allerede afsat 3,4 mio. kr. til realiseringen. I øjeblikket arbejder vi på at skaffe resten af de 14 mio. kr., der skal bruges til projektets første fase. Hvis det lykkes at rejse pengene, vil vi allerede i 2021 begynde projekteringen og anlægget af SpektRum.

Området for SpektRum

Klik på kortet for at se det større.