Der er i dag 500 parkeringspladser til brug for personalet på Sydvestjysk Sygehus og derudover 100 offentlige parkeringspladser, men der kan gøres plads til mere.
Behov for flere p-pladser
Sydvestjysk Sygehus har fået status af akutsygehus og har gennemgået en større udbygning. I september 2022 begynder de første de første medicinstuderende på den treårige kandidatuddannelse på sygehuset.
Alt sammen øger behovet for p-pladser tæt på. Ved at øge kapaciteten i p-huset så flere ansatte kan parkere der, får patienter og pårørende lettere adgang til de parkeringspladser, som befinder sig tættest på sygehuset.
P-hus i seks etager
I følge forslaget skal det eksisterende parkeringshus i Nørrebrogade udvides med 600 parkeringspladser til 1200 parkeringspladser i op til seks etager. Det vil sige 18 meter over terræn og en maksimal bebyggelsesprocent på 360%.
Kommuneplanændringen og lokalplanen giver mulighed for, at udvidelsen af p-huset kan gennemføres.
Lokalplanen indeholder bestemmelser, der sikrer en kvalificeret og nuanceret bearbejdning af facaderne på parkeringshuset både i forhold til områdets arkitektur og dets tilhørsforhold i det store landskabelige træk, som ”slugten” med banegravsområdet er.
Hvordan påvirker udvidelsen området?
Der er udarbejdet et teknisk notat ”Redegørelse for trafik, støj og visuel fremtræden angående parkeringshus ved Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg”, hvor konsekvensen af udvidelsen af parkeringshuset i forhold til kapacitet, trafiksikkerhed, støj og visuel fremtræden samt skyggekast i nærområdet er beskrevet.
I notatet redegøres der for, at det udvidede parkeringshus stort set ikke bringer nye bilister til, fordi de i dag parkerer andre steder i nærområdet. De områder vil også opleve at blive aflastet i forhold til parkerede biler, hvis parkeringshuset udvides.