- Forside
- Om kommunen
- Vision og politikker
- Klima- og bæredygtighedsplan
Klima- og bæredygtighedsplan
Frem til 2050 er visionen for Esbjerg Kommune, at vi indretter samfund og produktion efter bæredygtige principper. Det vil sige, at vi opnår, at vores CO 2 udledning til atmosfæren kun er af ganske lille betydning. Det skal ske ved, at vi går over til rene og vedvarende energisystemer og at vi omlægger til en langt mindre CO2 udledende fødevareproduktion.
Med tiden kan der også være kommet brugbare metoder til rensning eller genbrug af CO 2 i et vist omfang, dog er det ikke noget, vi kan tage for givet.
Klima- og bæredygtighedsplan
Her har du Byrådets forslag til den allerførste Klima- og bæredygtighedsplan for Esbjerg Kommune.
Planen bygger på visionen om en udvikling på et bæredygtigt grundlag. En udvikling, der tager højde for hensynet til miljø og klima. Det er nemlig forudsætningen for en fremtid med vækst, velstand og livskvalitet for Esbjerg Kommunes indbyggere.
Vi ved jo i dag, at det er nødvendigt at reducere udledningen af klimagasser betydeligt for at undgå, at temperaturudviklingen løber løbsk. Samtidig er det også nødvendigt at vi tilpasser os til de ændringer i klimaet, der ikke kan undgås. I planen er der derfor både en forebyggelses- og en tilpasningsdel.
Vores mål er, at vi i løbet af de næste 10 år reducerer Esbjerg Kommunes samlede CO2 udledning med mindst 30% målt i forhold til den nuværende udledning på 1,16 mio. tons pr. år. Samtidig skal vi sigte mod at blive CO2 neutrale så hurtigt, som det er realistisk muligt.
Vores vision er, at Esbjerg Kommune kun udleder ubetydelige mængder af CO2, når vi er kommet frem til årene omkring 2050.
Det er vigtigt for mig at få sagt, at det vil kræve en meget stor indsats i de kommende år for at nå hertil.
Det vil kræve, at vi løbende udbygger vores viden om, hvor det er mest hensigtsmæssigt at sætte ind og at vi samtidig er klar til at justere vores indsats. Især hvis det viser sig, at der er noget andet eller mere, der skal til for at komme i mål.
Denne 1. generationsplan er vores bud på, hvordan vi frem til 2012 får sat gang i arbejdet.
Til planen hører et hæfte med beskrivelse af 35 konkrete initiativ muligheder, der kan hjælpe os til at opfylde målet.
Johnny Søtrup
Frem til 2050 er visionen for Esbjerg Kommune, at vi indretter samfund og produktion efter bæredygtige principper. Det vil sige, at vi opnår, at vores CO2 udledning til atmosfæren kun er af ganske lille betydning.
Det skal ske ved, at vi går over til rene og vedvarende energisystemer og at vi omlægger til en langt mindre CO2 udledende fødevareproduktion. Med tiden kan der også være kommet brugbare metoder til rensning eller genbrug af CO2 i et vist omfang, dog er det ikke noget, vi kan tage for givet.
Udledning i dag
I 2008 blev der udledt drivhusgasser svarende til i alt 1,16 millioner tons CO2 i Esbjerg Kommune. Det svarer i gennemsnit til 10,14 tons pr. indbygger. Den gennemsnitlige udledning pr. borger er forholdsvis høj sammenlignet med andre større byer. F.eks. har Århus angivet en gennemsnitsudledning pr. borger på 6,6 tons og København har angivet en gennemsnitsudledning på 4,8 tons pr. borger. Det er især transport og landbrug, der bidrager mærkbart mere til CO2 udledningen i Esbjerg Kommune.
Hvor stor en andel de enkelte områder udgør af den samlede udledning, kan du se herunder:
30% reduktion i 2020
Byrådets mål er, at vi inden for de næste 10 år frem til 2020 skærer en væsentlig bid af CO2 udledningen. Det er nødvendigt for at undgå at klimaændringerne kommer ud af kontrol og ikke længere kan stoppes. Målet er, at vi skærer mindst 30% af den udledning, vi har i dag.
Det svarer til 348.000 tons CO2 og det et ambitiøst mål og en stor opgave at skulle sikre dette i praksis.
De 35 mulige initiativer i denne plan vil efter beregningerne kunne medføre en reduktion på cirka 315.000 tons, svarende til en reduktion på 27%.
CO2 neutral
Vores ambition er at blive CO2 neutrale så hurtigt, som det realistisk er muligt. Vi vil igangsætte initiativer, der modsvarer den resterende udledning. Initiativerne kan være i form af reelle reduktioner eller i form af partnerskaber, køb af kvoter eller lignende.
I perioden frem til næste planforslag i 2011 vil der blive udarbejdet en basisfremskrivning, som vil vise den forventede udviklingen i CO2 reduktionen frem til 2020. Fremskrivningen tager udgangspunkt i den nuværende udledning i Esbjerg Kommune og tager højde for konsekvenser af både de landspolitiske initiativer og de initiativer, der følger af Esbjerg Kommunes beslutninger.
Denne fremskrivning vil give os bedre muligheder for at vurdere, hvilken indsats, Esbjerg Kommune skal sætte ind med i perioden fra 2012 til 2020. Resultatet bliver en del af den næste generation af Klima- og bæredygtighedsplanen, som skal præsenteres inden udgangen af 2011.
Indsats CO2 udledning
Strategien for at nå vision og mål vil bygge på 4 fokusområder:
- Vore løsninger skal være helhedsorienterede: Vejen mod et bæredygtigt samfund baseret på rene og vedvarende energisystemer kræver, at der tænkes i helheder. Når løsninger og initiativer sættes i gang, skal helheden tænkes ind fra start til slut. Jo flere løsninger vi kan få til at spille positivt sammen, jo mere dybtgående effekt vil de få.
- Vind og biogas skal drive værket: Vindenergi er en uudtømmelig energikilde, der kun udleder meget begrænsede mængder af CO2. Biogas som energikilde kan erstatte kul og olie, som udleder langt mere CO2. Esbjerg Kommune har via vores geografi ske placering i vest og via vores landbrugsarealer unikke muligheder for at udnytte begge dele i et helhedsorienteret vedvarende energisystem.
- Partnerskaber skal få det til at lykkes: Alle aktører skal i spil, hvis vi skal lykkes. Både erhvervsliv, energiselskaber, borgere, forskere og uddannelsesinstitutioner. Derfor løber partnerskaber mellem Esbjerg Kommune og disse aktører som en rød tråd i planens initiativer.
- Esbjerg går foran og tager initiativet: Helhedsorienterede løsninger, udbygning af vind og biogas og etablering af partnerskaber kræver, at nogen tager initiativ. Her går Esbjerg Kommune forrest med Klima- og bæredygtighedsplanen og det gør vi fremover, når initiativerne bliver gennemført.
Udviklingen inden for de enkelte områder
Målet om 30% reduktion af CO2 udledningen inden 2020 skal dels nås ved at reducere energiforbruget, og dels ved at øge andelen af vedvarende energikilder i energiproduktionen inden for de forskellige områder, der bidrager til CO2 udledningen.
Diagrammet herunder viser, hvordan udviklingen vil kunne komme til at se ud, hvis de beskrevne initiativer i denne plan gennemføres.
Situationen i dag
Energiforsyningen i Esbjerg Kommune består af el, fjernvarme og individuel varme. Individuel varmeforsyning omfatter oliefyr og naturgas (fossile brændsler) samt jordvarme og lignende. CO2 udledning fra energiforsyningen udgør 48% af den samlede udledning i kommunen.
Produktionen af el sker på basis af kul og udleder derfor meget CO2. Derimod har fjernvarmen en lille andel i forhold til den mængde energi, den leverer. Det skyldes dels, at fjernvarmen produceres på overskudsvarme fra elproduktionen og herudover, at affaldsvarme og biobrændsel også bidrager til fjernvarmen.
Efterhånden som sammensætningen af energikilder ved elproduktionen ændres i retning af mere vedvarende energikilder, vil udledningen af CO2 fra el falde. I takt med denne udvikling vil brugen af el som energikilde blive mere og mere fordelagtig, set ud fra en klimamæssig sammenhæng.
Fordeling på brændselstyper
For at fremme denne udvikling skal der gøres en stor indsats med hensyn til omlægning af energiproduktionen. Dette kan illustreres ved nedenstående figur, der viser den nuværende fordeling på brændselstyper for de forskellige forsyningstyper i kommunen. Fossile brændsler i form af især kul bliver anvendt i meget stort omfang både inden for elforsyningen og varmeforsyningen.
Biogasanlæg og opsætning af vindmøller
Kul og olie kan bl.a. erstattes ved at forgasse gyllen fra landbruget og derved producere gas, der enten kan bruges til opvarmning eller til fremstilling af el. Samtidig reduceres CO2 udslippet fra landbruget, fordi gyllen ikke spredes ud på markerne i uforgasset form. Esbjerg Kommune kan fremme udviklingen ved at skabe plads til biogasanlæg, hvor det er mest hensigtsmæssigt.
Som kommune kan vi også optimere vindmølleområderne, således at der kan produceres mere energi ved hjælp af vindkraft. Områder, hvor der ikke længere kan opstilles tidssvarende møller, udtages af kommuneplanen og samtidig gøres der en indsats for at finde områder, hvor der er plads til store og moderne vindmøller. Princippet er færre vindmøller, der giver en større produktion af el og samtidig tager hensyn til de landskabelige værdier.
I øjeblikket er Esbjerg Forsyning i samarbejde med de private varmeværker i gang med at udarbejde udviklingsplaner for varmeforsyningen i Esbjerg Kommune. Udviklingsplanerne vil f.eks. kunne indeholde omlægning af naturgas til fjernvarme. Resultaterne af dette arbejde vil have indflydelse på mulighederne for at reducere CO2 udledningen fra energiforsyningen.
Målet er
- At optimere udbygningen af vindenergi, således at produktionen af vindenergi i 2020 udgør 70% af elforbruget i Esbjerg Kommune.
- At optimere udbygningen af biogas i den kollektive energiforsyning i Esbjerg Kommune.
Det vurderes, at det vil være muligt at udbygge vindområdet svarende til, at produktionen af vindenergi udgør 70% af elforbruget i Esbjerg Kommune. Udbygningen kan være i form af både landbaserede og vandbaserede vindmøller.
I kommunens vækststrategi er energiteknologi en central vækstfaktor. Skal energi være omdrejningspunkt for kommunens vækst, er det naturligt at kommunen går forrest i forhold
til at udbygge, men også udnytte vindenergien. Udnyttelsen af vindenergi kan være i form af partnerskaber med energiselskaber om brug af grøn strøm eller elbiler. Det kan også være i form af investeringer i vindmøller.
En udbygning skitseret som ovenfor vil kunne medføre en CO2 venlig omfordeling af energikilderne til energiforsyning i Esbjerg Kommune.
Som landbrugskommune kan vi finde optimale placeringer for anlæggene, og dermed bidrage til at fremme denne del af energiproduktionen.
Mulige initiativer
- Planlægning og etablering af et biogasanlæg med en kapacitet på 20.000 dyreenheder, svarende til 440.000 m3 gylle. Biogassen forventes at erstatte naturgas som energikilde i fjernvarmeforsyningen.
- Udlægning af egnede områder til opsætning af allerede plan lagte 4 stk. 2,3 MW vindmøller og 4 stk. 6 MW forsøgsvind møller. I forbindelse med forsøgsmøllerne skrottes 16 eksisterende forsøgsmøller.
- Udlægning af egnede områder i Esbjerg Kommune til opsætning af yderligere vindmøller og/eller indgåelse af partnerskaber til fremme af udbygning af havmøllekapaciteten, i et omfang svarende til, at 70% af kommunens elforbrug vil kunne dækkes heraf.
Beregnet reduktionspotentiale
Den årlige besparelse ved etablering af et biogasanlæg som ovennævnte er beregnet til 19.756 ton CO2 ækvivalenter.
Den årlige energiproduktion ved etablering af de vindmøller, der allerede er planlagt, forventes at blive på 123.000 MWh, svarende til en CO2 besparelse på 64.575 ton.
70% målet vil medføre en reduktion på ekstra 145.303 tons.
Herefter vil energiforsyningens sammensætning være fordelt som vist i diagrammet til venstre.
Situationen i dag
Esbjerg Kommune har løbende taget initiativ til information og kommunikation med borgere, uddannelsesinstitutioner og virksomheder omkring miljø, energi og bæredygtighed.
Der har været afholdt flere kampagner for at få borgerne til at ændre adfærd i forhold til at forbruge mindre energi. Esbjerg kommune har deltaget i de landsdækkende kampagner som ”1 ton mindre” og ”Sluk lyset” men også deltaget i et lokalt partnerskab med Guldager borgerforening. I Guldager betød det at borgerne nedsatte deres CO2 udledning til mere end 1 ton mindre end gennemsnitsdanskerens udledning.
På børneinstitutionsområdet er konceptet Grøn Institution Esbjerg udviklet, som blandt andet tager sigte på at der arbejdes pædagogisk i forhold til børnenes viden om natur og miljø. På folkeskoleområdet er der i skolepolitikken formuleret både visioner og målsætning for miljøbevidsthed. Dette arbejde har mange ansigter, men ”Udeskole” og projekt ”Grønt Flag - Grøn Skole” kan nævnes som eksempler.
På universitetsniveau er der i 2004 etableret en ny tværfaglig miljøplanlæggeruddannelse som et samarbejde mellem Syddansk Universitet Esbjerg og Aalborg Universitet Esbjerg på såvel bachelor, som kandidatniveau.
Målet er
- At understøtte visionen om Esbjerg Kommune som et bæredygtigt samfund gennem innovation, viden og uddannelse
- At Esbjerg Kommune bruger sin gode placering i forhold til vindenergi og landbrug til at udnytte mulighederne for innovative initiativer inden for klima- og bæredygtighedsområdet
Mulige initiativer
- Overveje nye samarbejdsformer mellem de centrale aktører i Esbjerg Kommune for at medvirke til innovative løsninger.
- Etablere af internetbaseret klimaportal til kommunikation med borgere, erhvervsliv, og uddannelsesinstitutioner. Klimaportalen skal være omdrejningspunktet for synliggørelse af Esbjerg Kommunes klima- og bæredygtighedsarbejde.
- Vidensstrategi med fokus på naturvidenskab og naturvidenskabelige arbejdsmetoder.
- Indgå partnerskab med energiselskaber omkring om klima løsninger.
- Deltage i internationale og nationale klimakampagner for at motivere borgere, erhvervsliv og andre aktører til adfærds ændringer på klima- og bæredygtighedsområdet.
- Arbejde for at vugge til vugge konceptet indbygges i relevante videregående uddannelser. Formålet er, at konceptet på læn gere sigt skal implementeres i kommunens fremtidige plan lægning og projektering.
Vugge til vugge konceptet
danner med ligningen Waste = Food, grundlaget for en ny forretningsstrategi for det 21. århundrede, der tilbyder virksomheder og beslutningstagere en ny platform for innovation af produkter og servicer af høj kvalitet. Det er et opgør med den gamle designstrategi. der kom ud af den første industrielle revolution, hvor produkter og systemer er baseret på tag, brug og smid væk modellen (vugge til grav).
Situationen i dag
Private husholdninger udleder ca. 199.000 tons CO2 svarende til 18% af den samlede udledning i Esbjerg Kommune.
Hver borger i Esbjerg Kommune udleder i gennemsnit ca. 3,2 tons CO2/år fra forbrug af el, varme og persontransport. Hertil skal lægges udledningen fra føde- og forbrugsvarer, både de der er produceret her i kommunen og som dermed er medregnet i den samlede opgørelse, og herudover varer, der er produceret andre steder end i Esbjerg Kommune.
Gevinsterne fra Guldager
Den enkelte borger har store muligheder for at reducere sin CO2 udledning. Skal vi nå målet på 30% reduktion i 2020, er det helt nødvendigt for Esbjerg Kommune, at borgerne medvirker meget aktivt.
Projektet om CO2 reduktioner i Guldager viste, at CO2 udledningen fra varmeforbruget varierer med over 100% fra den lavest udledende gade i et nyt kvarter til den højest udledende gade i den del af byen, som har de ældste boliger.
Det samme gjorde sig gældende for udledningen fra Guldager borgernes transportforbrug med en variation på 100%.
På elforbruget varierer udledningen med næsten 60%.
Der er derfor meget at hente for de, som udleder mest.
Lavenergi i nyt byggeri
Den danske energipolitik sigter på at reducere nye bygningers energiforbrug med 75% senest i 2020. Dette vil i praksis betyde, at kravene til byggeriet løbende vil blive strammet med cirka 5 års interval. Allerede fra 2015 vil vi skulle bygge efter lavenergi klasse 1.
Der er i 2009 udlagt et område med ca. 50 lavenergiboliger i Ravnsbjerg ved Guldager.
Det forventes, at mange i fremtiden vil vælge alternative opvarmningsformer som eksempelvis jordvarme i de situationer, hvor der opføres lavenergiboliger. Jordvarme koblet sammen med udbygning af vindenergi og mulighed for lagring af energien vil kunne medvirke til en væsentlig reduktion i den samlede CO2 udledning. Bygningers levetid i Danmark er høj, og derfor kan der være god klimamæssig fornuft i at medvirke til, at lavenergibyggeri i udbredes.
Målet er
- At der opnås væsentlige reduktioner i CO2 udledningen fra de private husstande. Det sker gennem partnerskaber mellem Esbjerg Kommune og borgerforeninger, grundejerforeninger, boligselskaber og gader samt kampagner og kommunikation i forhold til borgerne.
- At lavenergi byggeri indgår i den fremtidige bolig masse i Esbjerg Kommune.
Mulige initiativer
- Guldagerprojektet udvides til at omfatte tilbud til 5 nye bolig områder hvert år. Hvis borgerne i disse områder i gennemsnit nedsætter deres CO2 udslip med ½ tons/år vil reduktions potentialet være 25.000 tons CO2 i 2020.
- Udlæg af et eller flere lavenergibyggerier gennem lokalplan lægningen.
Beregnet reduktionsmulighed ved partnerskaber med boligområder:
Beregnet reduktionspotentiale ved udlæg af områder til lavenergiklasse 1:
Det samlede årlige besparelsespotentiale vil være på cirka 460 tons, hvis alt fremtidigt byggeri blev udlagt efter lavenergibestemmelser. Besparelsen pr. bolig vil udgøre mellem 0,5 tons/år og 1,37 tons/år alt efter energiforsyningstype.
Situationen i dag
Der udledes ca. 258.000 tons CO2 fra transport i Esbjerg Kommune svarende til ca. 22% af den samlede udledning i kommunen. Hertil kommer ca. 49.000 tons CO2 fra såkaldte non-road maskiner (traktorer, trucks mv.).
Det er personbilerne, som udleder den største andel med 46% af de i alt ca. 307.000 tons CO2. Men også tunge køretøjer og de såkaldte ”non road maskiner” som trucks, traktorer mv. udgør en stor del af udledningen. Udledningen fra busser og tog udgør mindre end i alt 7%.
Målsætningen på landsplan er, at udledningen fra de områder, der i dag ikke er omfattet af CO2 kvoter, herunder trafikområdet, skal reduceres med 20% i 2020. Det kan vise sig meget vanskeligt at reducere CO2 udledningen fra transportområdet uden brug af statslig regulering, fordi der er øget efterspørgsel efter fleksibel transport og flere motorveje for at afhjælpe trængsel.
Foreløbige undersøgelser tyder på, at det største besparelsespotentiale ikke ligger i udbygning af den kollektive transport. Den ligger derimod i, at der skiftes brændselsmidler fra benzin/diesel til el/hybrid samt at selve kørslen sker mere energivenligt gennem lavere fart og mindre bykørsel. Derfor går opgaven indtil 2020 først og fremmest ud på at medvirke aktivt til, at vi kobler eldrevet transport sammen med intelligent udnyttelse af grøn vindbaseret el, og at borgerne vælger andre transportformer end bilen i bytrafikken.
Målet er
- At forbedre mulighederne for at vælge de mindst CO2 udledende transportformer
- At medvirke aktivt til at vindenergi udnyttes som brændselsmiddel i transportområdet
- At medvirke til at forbedre energieffektiviteten i transporten
Mulige initiativer
- Forbedre forholdene for cyklister med flere cykelstier og mulighed for at få cyklen med i tog og busser.
- Indføre elbiler i den kommunale bilpark.
- Indføre hybrid- og elbusser i den kollektive trafik.
- Forbedre den kollektive trafik gennem hyppigere og mere tværgående forbindelser.
- Gøre det mere attraktivt at etablere delebilsordninger gennem muligheder for centrale og gratis P pladser.
- Gøre det nemmere at praktisere samkørsel gennem samkørselsdatabaser og samkørselspladser.
- Arbejde for placering af nye transportterminaler og logistik centre, der kan gøre transporten på landevejene mere energi effektiv med modulvogntog.
Situationen i dag
Industri, handel og service området udleder ca. 307.000 tons CO2 svarende til 26% af den samlede udledning i Esbjerg Kommune.
Visse virksomheder er omfattet af kvotereguleringer. Disse udmøntes i Danmark på baggrund af internationale aftaler, men det er et meget begrænset antal kvoteregulerede virksomheder, der ligger i Esbjerg Kommune.
Sammensætningen af CO2 udledningen fra industri, handel og service fordeler sig på nedenstående typer af energiforbrug:
CO2 reduktioner inden for industri, handel og service vil hovedsageligt skulle ske ved hjælp af økonomiske virkemidler, igangsat af staten, eller fordi virksomhederne selv kan se en gunstig mulighed i at reducere deres udledning.
Via Esbjerg Kommunes medlemskab af Miljønetværk Syd arbejdes der målrettet på at give virksomhederne værktøjer til at igangsætte kontinuerlige og målbare miljø- og energiforbedringer. Miljønetværk Syd er et lokalt partnerskab mellem private virksomheder og offentlige myndigheder i det sydvestjyske område. Senest er der i et samarbejde mellem de regionale miljønetværk udarbejdet et klimatjekværktøj, som skal gøre det nemmere for virksomhederne at gå i gang med initiativer indenfor energi og klima. For nylig er butiksområdet også tænkt som en del af målgruppen for Miljønetværk Syds initiativer.
Esbjerg Kommune kan herudover sætte initiativer i gang, som fremmer muligheder for klimarelaterede innovationer.
Målet er
- At udledningen af CO2 fra industri, handel og ser vice reduceres i et omfang, så det overordnede mål om 30% reduktion inden 2020 kan nås.
- At Esbjerg Kommune formår at tiltrække virksomheder med en bæredygtig profil.
Mulige initiativer
- Via lokalplanen planlægges et specifikt erhvervsområde, hvor virksomhederne skal leve op til en række særlige krav i forhold til deres energiforbrug, materialevalg og udendørsomgivelser. Det kan f.eks. være virksomheder, der ønsker at anvende vugge til vugge principper i deres produktion.
- Grøn Butik ordningen i Miljønetværk Syd understøttes af Esbjerg Kommune ved at butikkerne tilbydes faglig vejledning om forbedringer inden for klima og miljø.
På baggrund af det estimerede antal af butikker er der beregnet et potentiale for CO2 reduktion på ca. 200 tons som følge af dette initiativ.
Situationen i dag
Udledningen fra alle offentlige institutioner i kommunen udgør i alt i cirka 54.000 tons CO2 svarende til 4% af den samlede udledning i Esbjerg Kommune. Heraf er Esbjerg Kommunes eget forbrug beregnet til ca. 19.600 tons.
Du kan i diagrammet her se, hvordan CO2 udledningen er fordelt på fjernvarme, individuel varmeforsyning gadebelysning og øvrigt elforbrug.
Elforbruget udgør langt den største andel af CO2 udledningen.
Esbjerg Kommune har arbejdet med energibesparelser samt Grønt Regnskab og miljøledelse gennem en årrække. Dette arbejde skal nu fortsættes og implementeres i alle institutioner. Samtidig skal der sættes fokus på en mere overordnet strategi i forhold til indsatserne på klima- og bæredygtighedsområdet. Et af de første skridt vil være at få et mere detaljeret overblik over energiforbruget i bygningerne og herefter udarbejde et samlet Grønt Regnskab for Esbjerg Kommune som virksomhed.
Målet er
- At energiforbruget i de offentlige bygninger reduceres.
- At energiforbruget i Esbjerg Kommune som virksomhed årligt reduceres med mindst 2% frem til 2020, målt i CO2 udledning.
- At Esbjerg Kommune som virksomhed går foran i forhold til at forankre energi- og klimaarbejdet i sin organisation gennem initiativer inden for byggeri, indkøb og serviceydelser samt inden for adfærd og ledelse.
Den målsatte årlige 2% besparelse i energiforbruget udgør et reduktionspotentiale i den årlige CO2 udledning på 3.648 tons i 2020. Dette fremgår af diagrammet nedenfor.
Mulige initiativer inden for nybyggeri og renovering
- Alle nye bygninger, der opføres af Esbjerg Kommune eller med Esbjerg Kommune som hovedinvestor, opføres som lavenergi byggeri efter bygningsreglementets klasse 1.
- Energibesparende foranstaltninger udføres, hvis tilbagebetalingstiden på en lånefinansiering er kortere end de pågældende bygningsdeles levetid.
Mulige initiativer inden for indkøb og serviceydelser
- Vilkår for energibesparelser indarbejdes i kontrakter, når Esbjerg Kommune lejer bygninger til administration og drift.
- Elbiler indføres i den kommunale drift i takt med, at der bliver mulighed for det gennem deltagelse i forsøgsordninger og/ eller gennem den gældende leasing aftale.
- Ved indkøb af elforbrugende apparater vælges der produkter med energi/miljømærke.
- Mulighederne for investering i vindmøller med kapacitet svarende til forbruget af el i Esbjerg Kommune som virksomhed afklares nærmere.
- Miljø- og klimahensyn prioriteres i Esbjerg Kommunes ind købspolitik.
- Ved løbende udskiftning af printere indkøbes printere, der kan printe dobbeltsidet.
Mulig initiativer inden for adfærd og ledelse
- Implementere energi- og miljøledelsessystem i Esbjerg Kommune som virksomhed, herunder indførelse af automatisk forbrugsregistrering og udarbejdelse af Grønt Regnskab og miljøredegørelse til Miljønetværk Syd.
- Gennemføre løbende medarbejderkampagner for energi- og ressourcebesparelser i den daglige adfærd.
- Indføre/videreudbygge mulighederne for brug af videokonferencer som erstatning for transportkrævende mødeaktiviteter.
Situationen i dag
Landbrugets udledning af drivhusgasser er opgjort til ca. 335.500 tons CO2 ækvivalenter pr./år hvilket svarer til 29% af den samlede udledning i Esbjerg Kommune.
Det er hovedsageligt husdyrproduktionen, der bidrager til udledningen af klimagasser i form af udledning af metan fra dyrenes fordøjelse og metan og lattergas fra gødningsoplag. I beregningen er der fratrukket udledning fra husdyrgødning, der går til biogasanlæg.
Herudover er der udledning af drivhusgasser fra landbrugsarealer i form af frigivelse af CO2 fra visse typer jorde og fra kalkning, handelsgødning, udledt slam mv.
På positivsiden tæller, at biomasse i form af beplantning som skove, parker og hegn binder CO2, og det samme er tilfældet for vådområder. I det omfang arealer udgår af intensiv landbrugsdrift, vil der således ske en reduktion i udledningen af drivhusgasser. Der er et meget stort potentiale for reduktion af udledningen af drivhusgasser gennem omlægning af intensivt dyrkede landbrugsarealer. Samtidig kan områderne fungere som bufferzone ved opstuvning af vand i ekstreme nedbørssituationer.
Målet er
- At der sker en omlægning af intensivt dyrkede landbrugsarealer i ådalene til enten egentlige naturområder eller ekstensivt dyrkede områder i form af græs.
- At der skabes muligheder for øget plantning af skov i Esbjerg Kommune.
Mulige initiativer
- Reducere udledningen af drivhusgasser fra lavbundede landbrugsområder gennem omlægning til mindre intensiv land brugsdrift eller til naturområder.
- Esbjerg Kommune etablerer i samarbejde med Skov- og Natur styrelsen 600 ha skov ved Ribe og Gørding.
Reduktionspotentiale fra landbrugsområder vil være 57.200 tons CO2 i 2020.
Reduktionspotentialet fra etablering af skov vil være 8.200 tons CO2 i 2020.
Indsats klimatilpasning
De klimamæssige forandringer, der opstår som konsekvens af udledningen af drivhusgasser, sker med års forsinkelser. Vi vil derfor skulle tage højde for klimaændringer, der er opstået som følge af tidligere års udledninger, uanset at vi nedsætter den fremtidige udledning af drivhusgasser betydeligt.
Denne tilpasning til klimaændringer skal dels ske løbende i forbindelse med, at vi planlægger nye boligområder, anlægger veje, havneanlæg, kloakker og dels efterhånden, som vi kan konstatere problemer, som kræver løsning.
Klimatilpasning er dermed i høj grad et spørgsmål om at udvise rettidig omhu, hvilket først og fremmest kræver overblik over hvilke områder, der vil blive påvirket og på hvilken måde.
De initiativer, der er indeholdt i indsatsen for klimaændringer, drejer sig først og fremmest om at få tilvejebragt værktøjer, der kan give det overblik, der kræves for at kunne planlægge.
Målet er
- At vi med rettidig omhu tilpasser os de klimaforandringer, som er en konsekvens af hidtidige udledninger.
- At vi opnår overblik over omfanget af de konkrete konsekvenser, således at det bliver muligt at ind- passe afhjælpning i planlægningen.
Når Klima- og bæredygtighedsplanen revideres i de kommende planperioder er det derfor forventningen, at initiativerne vil få en mere og mere konkret karakter i forhold til den del af Danmark, vi befinder os i.
Hvilke klimaforandringer skal vi forvente:
DMI (Dansk Metrologisk Institut) har kortlagt de forventede klimaændringer i Danmark på basis af udmeldingerne fra FN´s Klimapanel:
- Mildere vintre - men med mere og kraftigere regn
- Varmere somre - og med mere tørke
- Flere og stærkere storme
- Højere vandstand
Klimaændringerne vil have meget forskellige konsekvenser, alt efter hvor man befinder sig på kloden. Generelt kan man sige, at vi på de nordlige breddegrader vil mærke de mindst vidtrækkende konsekvenser.
I øjeblikket ser det dog ud til, at klimaændringerne accelererer mere end først antaget af FN panelet. Det skyldes hovedsageligt, at der i udmeldingerne herfra ikke hidtil er taget højde for afsmeltning af indlandsisen på Grønland.
I Danmark har Regeringen udarbejdet en klimastrategi, og lokalt i Esbjerg Kommune er det så hensigten, at vi skal udarbejde tilsvarende lokale strategier, som gør det muligt at sætte de rette initiativer i værk.
I Esbjerg skal vi først og fremmest tilpasse os forøget vandstand i såvel grundvandsspejlet som i havvandstanden. Den øgede mængde nedbør vil medføre større belastning af kloaksystemerne, hvilket også vil kræve tilpasning.
I Esbjerg kommune reguleres alle vandløbsudløb til havet gennem sluser i diger eller vejdiger.
Fordi det forventes, at havbunden i Vadehavet vil hæve sig i takt med den forventede havvandsstigning, vil åernes bund komme til at ligge lavere end havbunden.
Det betyder, at når vi som forventet vil få flere og stærkere storme, der forårsager regn og lukkede sluser, vil vandet stuves op bag digerne og langt op i vandløbssystemerne. Når sluserne igen kan åbnes, betyder havbundshævningen at det opstuvede vand vil være længe om at løbe ud i havet.
For at kunne lave en fremtidig fysisk planlægning i kommunen, vil det være vigtigt at få kortlagt områder med risiko for oversvømmelse samt potentielle dræningsmuligheder. Esbjerg Kommune vil arbejde for at det på længere sigt vurderes, om digerne langs Vadehavet samt havneanlæg i Esbjerg er dimensioneret til den forventede vandstigning og hyppigere forekomst af kraftigere storme. Det skal også vurderes, hvilken betydning vandstandsstigningen vil have for allerede eksisterende kystnær bebyggelse.
Mulige initiativer:
- Der skal i perioden 2010-2012 anskaffes et screeningsværktøj til forudsigelse af oversvømmelser.
- Der skal i perioden 2010-2012 foretages en analyse vedrørende mulig anskaffelse af en tværkommunal hydrologisk model til forudsigelse af fremtidige oversvømmelses risici.
Den øgede nedbørsidentitet og mængde, samt stigningen i grundvandsstanden medfører, at regn der falder i byområder vil overbelaste kloaksystemet. Hidtidige rådgiverundersøgelser indikerer, at der kan være lange vejstrækninger i Esbjerg Kommune, som vil blive oversvømmet på grund af grundvandsstigninger.
Mulige initiativer:
- I perioden 2010-2012 indarbejdes nye principper for håndtering af overfladevand.
- I perioden 2010-2012 udarbejdes en kortlægning af egnede områder til nedsivning af overfladevand.
Når den globale vandstand stiger, vil det betyde et generelt større pres på lavtliggende og inddæmmede områder. Flere storme og dermed risiko for stormflod vil betyde, at vandet går over havnekajerne på Esbjerg Havn med oversvømmelse af bygningerne og havnearealer til følge.
Kystdirektoratet har beregnet, at stormfloder, som i dag er en 100 års hændelse i Vadehavet, vil forekomme med 5 til 15 års mellemrum ved en 0,5 meters vandstandsstigning. Det betyder, at digernes beskyttende virkning forringes hurtigere, hvis de ikke gøres højere og bredere. Derfor bør der ske en vurdering af digernes sikkerhed.
Hyppige oversvømmelser kan gøre landområder ubrugelige som enten landbrugsjord eller til anden udnyttelse.
På længere sigt skal der opbygges et øget beredskab i forhold til, at der vil forekomme flere hedebølger, storme, stormfloder og oversvømmelser. Der skal udarbejdes lokale risikovurderinger, der skal danne baggrund for dimensioneringen af den fremtidige beredskabsplan.
Selvom flere landbrugsarealer i kommunen vil stå under vand i længere perioder, kan temperaturstigninger medføre, at der kan dyrkes andre og fl ere afgrøder end tidligere og eventuelt på andre jorde end i dag. Dette vil kunne medføre et øget gødskningsbehov og eventuelt højere pesticidforbrug. For nogle afgrøder som korn og raps bliver vækstsæsonen kortere, idet de modner tidligere. Men det er forventningen, at det øgede CO2 indhold i atmosfæren alligevel muliggør et øget produktionsudbytte fra disse afgrøder.
Tørkeperioder om sommeren vil kræve øget behov for markvanding, mens mere nedbør om vinteren derimod vil øge udvaskningen af kvælstof, fosfor og pesticider til vandmiljøet.
En stor del af skovarealerne i Esbjerg Kommune består af indførte nåletræarter, som f.eks. rødgran. Med fremtidige temperaturstigninger vil der ske ændringer i sammensætningen af træarter, fordi de træer, der er tæt på deres naturlige sydgrænse (som rødgran), ikke vil kunne overleve i et varmere klima, mens andre træarter, der er kendt fra det sydlige Europa, vil vinde frem.
Der skal løbende udarbejdes planer for overvågning af stærkt invasive træarter.
Det øgede CO2 indhold i atmosfæren vil føre til øget vækstpotentiale i træproduktionen. Til gengæld vil flere storme og øget nedbør kunne medføre kraftigere stormfald.
Ved planlagte skovrejsningsprojekter skal der tages højde for kommende temperaturstigninger og anvendes de mest klimarobuste træarter.
Øget nedbør kan betyde øget tilførsel af næringsstoffer i åer og vandløb med øget algevækst til følge. Der vil forekomme langt flere vådområder, og der skal til stadighed videreføres en aktiv indsats mod iltsvind i de nære havområder. Klimaforandringerne vil endvidere medføre at nogle plante- og dyrearter risikerer at uddø, mens andre arter vil komme til. Vadehavets dyre og planteliv er afhængige af tidevandsvariationen. En vandstandsstigning vil få stor betydning for vadeområderne, idet disse begrænses ind mod land af digerne.
Esbjerg kommune skal endvidere i samarbejde med statslige og regionale myndigheder være med til at træffe beslutninger om bekæmpelse af de invasive dyr og planter i det omfang, at disse udgør en trussel mod enten den vilde naturs særkende i kommunen, eller såfremt udbredelsen giver andre uønskede effekter som for eksempel øget allergi risiko. Nye fiskearter kan fortrænge aborre og ørred, hvis vandtemperaturerne stiger og vandstanden i vandløbene er for lav i længere perioder.
Det skal sikres at alle eksisterende og fremtidige bygninger i kommunen kan modstå de klimaforandringer der vil komme. Der skal tages højde for øget nedbør og grundvandsstigning med risiko for oversvømmelse af kældre, samt reduktion af bæreevnen for fundamenter og støttemure. Længere perioder med tørke kan give sætningsskader på murværk og fundamenter og medføre kortere levetid for konstruktioner og materialer. Mildere vintre i kombination med storme kan medføre temperaturudsving omkring frysepunktet og danne snedriver af tung våd sne.
Der skal foretages en vurdering af, om eksisterende tagkonstruktioner er dimensioneret til denne ekstra belastning.
Øget vinternedbør med efterfølgende varme somre kan give problemer med indeklimaet i form af fugtskader og skimmelsvampe i bygningsdele og øget forekomst af husstøvmider. Kommunens bygningsmasse skal generelt omstilles til klimaforandringerne. Der kan blandet andet være øget behov for køling og her skal det sikres, at der vælges løsninger med det mindst mulige energiforbrug. Der skal endvidere følges op på den statslige regulering af klimaforandringerne i Bygningsreglementet.
Temperaturstigningerne vil medføre flere årlige hedebølger, som kan føre til flere tilfælde af hedeslag og dehydrering, specielt for udsatte befolkningsgrupper. Det kan medføre behov for ekstra informationskampagner med opfordring til at indtage mere væske end tidligere.
Da træbeplantning i bymæssig bebyggelse har en kølende effekt, bør der planlægges i forhold til at få plantet flere træer i byerne.
Nye plantearter kan medføre øget allergi symptomer. Varmen og det øgede kuldioxidindhold i atmosfæren kan endvidere forlænge pollen sæsonen med adskillige uger og for visse græsarter til hele sommeren. Nye afgrøder i landbruget kan give nye typer af høfeber, som man i dag kender fra Spanien. Planten Bynke Ambrosia, der har et meget fint pollen, der kan transporteres over store afstande og trænge langt ind i menneskers luftveje udgør i dag en plage i Central- og Sydeuropa. Planten, der er en meget invasiv art, har allerede fodfæste i det østlige Danmark.
Højere temperaturer vil endvidere øge mulighederne for sygdomme fordi bakterier og insekter får bedre levemuligheder. Samtidig vil der være øget risiko for skadelig UV-stråling. Flere solskinstimer vil dog også medføre en generel bedring i den generelle sundhedstilstand på grund af øget lyst til motion, færre depressioner og øget dannelse af D-vitamin.
Når Klima- og bæredygtighedsplanen revideres i de kommende planperioder, vil der blive udarbejdet konkrete forslag til initiativer, der løbende tager højde for de ændringer, der som beskrevet ovenfor vil kunne forventes inden for de forskellige områder.
Plan for initiativer
- Udlægning af områder til vindmøller
- Etablering af Biogasanlæg
- Nye samarbejdsformer mellem de centrale aktører i Esbjerg Kommune for at medvirke til innovative løsninger
- Etablering af klimaportal
- Vidensstrategi med fokus på naturvidenskab og naturvidenskabelige arbejdsmetoder
- Partnerskaber med energiselskaber m.fl. omkring klimaløsninger
- Deltagelse i klimakampagner
- Ny uddannelsesmodul i klima- og bæredygtig produktion i Esbjerg
- Dialog og partnerskaber med boligområder i Kommunen
- Udlæggelse af nye boligområder til lavenergihuse eller passivhuse
- Flere cykelstier og bedre mulighed for at få cyklen med i bus og tog
- Mere attraktiv kollektiv trafik
- Hybrid- og elbusser i den kollektive trafik
- Attraktive delebilsordninger
- Placeringer af nye transportterminaler og logistikcentre
- Samkøringsdatabaser og samkøringspladser
- Grønt erhvervsområde til klima- og bæredygtige virksomheder
- Dialog og partnerskaber med handels- og servicevirksomheder i Kommunen gennem Grøn Butik ordning
- Nybyggeri i energiklasse 1
- Ombygning/renovering af bygninger
- Energibesparende foranstaltninger
- Energi- og miljøledelse
- Automatisk Forbrugsregistrering
- Investering i grøn el
- Medarbejderkampagne om strømbesparelser
- Udskiftning af printere
- Indførelse/videreudbygning af videokonferenceløsning
- Elbiler i kommunen
- Miljø- og klimahensyn prioriteres i Esbjerg Kommunes indkøbspolitik
- Skovrejsning
- Reduktion af udledning af klimagasser fra lavbundsområder
- Anskaffelse af screeningsværktøj til forudsigelse af oversvømmelser
- Analyse vedrørende anskaffelse af hydrologisk model
- Kortlægning af egnede områder til nedsivning af overfladevand
- Principper for fremtidig håndtering af overfladevand fra befæstede byområder