Jeg har fået den store ære at dele min historie og hvordan min udvikling har været, siden jeg kom i plejefamilie. Jeg kan starte med at sige, at jeg har været anbragt siden 2016. Jeg var et meget uroligt barn, jeg var ikke glad for skolen og jeg levede i et bestemt miljø og i en kultur, der ikke kunne give en frihed. Nu skal jeg snart til min afgangseksamen med et smil på læben. Alt dette er kun på grund af min plejefamilie, der samlede et lille stykke ukrudt op, som nu er ved at blive en smuk blomst. 

Da jeg kom i plejefamilie

Da jeg først kom i plejefamilie, tænkte jeg, at alting var unormalt: Hvorfor skulle vi alle spise samlet ved aftensbordet? Hvorfor stiller de her personer mig så mange spørgsmål? Jeg vil da hellere være oppe på mit værelse og spille på min iPad. Det her var nogle af de tanker, jeg tænkte i den første periode, det var ekstremt ubehageligt at være i, men min plejemor sad tålmodigt og lyttede opmærksomt efter. Når jeg blev frustreret, kunne jeg have nogle lidt voldsomme reaktioner, men min plejemor taklede det helt perfekt og gav mig plads til at udtrykke mine følelser. 
Noget af det som har virket godt for mig, når vi snakker om følelser og meninger, er når jeg skriver, maler eller tegner. Ved hjælp af disse ting har jeg kunnet komme langt med min udvikling. Specielt skrivning skal fremhæves. Jeg ved, at det har hjulpet mig og jeg vil også gerne vise igennem mine skriv, at jeg faktisk kan noget. Jeg vil vise, at jeg vil noget med mit liv og at jeg ikke er det urolige barn mere, som jeg var engang. Jeg kan godt noget, og det ved jeg at de fleste anbragte og udsatte børn også kan. Man skal bare selv finde ud af, hvordan man udtrykker sig bedst.

Ridning

Ridesporten har også haft en stor betydning for min udvikling som plejebarn. Lige så snart jeg kom i plejefamilie, mødte jeg min plejesøsters hest og derefter begyndte jeg selv til ridning. Ridning for mig er en slags terapi. Duften af stald, følelsen af et sus i maven, bevægelser der går i et mellem menneske og dyr og en indre ro. Heste gør sådan at jeg får ro og selvsikkerhed indeni og følelsen af, at man har en slags ”Connection” med et ædelt dyr, er ubeskrivelig. Når jeg rider, tænker jeg ikke så tit på mine egne problemer - det kan for eksempel have noget med min biologiske familie at gøre - men i stedet tænker jeg på mig og hestens synkrone bevægelser og tanker. 
Ridning er mit fristed.

Cykling som terapi  

Noget af det som også har hjulpet mig en del, når det kommer til den energiske del, er når jeg cykler i skole. Om det regner, sner, hagler eller noget i den stil, har jeg altid tænkt mig at cykle. At cykle er en lige så stor terapi for mig, som når jeg rider. Luften der møder mine kinder med et vindpust, duften af natur og frihed, men ikke mindst følelsen af energien der strømmer til en og tankerne der flyder rundt som en smuk harmoni. Det at cykle har hjulpet mig rigtig meget både fysisk og mentalt.

Lær for livet

Jeg er en del af et læringsprogram der hedder ”Lær For Livet”. Det skulle næsten kaldes ”en oplevelse for livet” for det er dét. Lær for livet er et undervisningsprogram for anbragte og udsatte børn. Der er særligt fokus på dansk, matematik og god kemi imellem os ”Learning kids”. Efter jeg begyndte på Lær For Livet, fik jeg mere lyst til at lære det, jeg ikke kunne finde ud af. Det er nu 4 år siden jeg begyndte i læringsprogrammet og jeg glæder mig altid til en god camp. Lær For Livet har gjort sådan, at de ældre ”årgange” kan være rollemodeller for de nye Learning kids. Jeg er selv lige blevet en rollemodel og skal være på camp her til sommer med en masse nye unge, hvilket jeg glæder mig helt vildt til.

Mit råd til plejefamilier

Det bedste jeg kan sige til en plejeforælder er nok, at man skal være tålmodig. Det er noget af det, som har hjulpet mig en del i min udvikling til den, jeg er i dag. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at det var meget rart at kunne råbe og skrige, som jeg ville, for det var det, jeg havde brug for at gøre og det tænker jeg, at jeg ikke er den eneste, der har brug for. Det er okay at udtrykke sine følelser så længe, at det ikke virker grænseoverskridende for andre. Anbragte og udsatte børn har en stemme, en mening, en holdning, flere perspektiver og så meget mere. Det handler bare om at tro på sig selv, og styrke dit indre jeg. Det kan være svært at vænne sig til en helt anden normalitet, nogle gange grænseoverskridende, men man ved inderst inde godt, at de personer, som har taget en til sig, vil dig noget godt. Jeg har som anbragt arbejdet meget med mig selv, det går fremad, men hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg godt finde på at komme tilbage til mine gamle vaner, hvis jeg vil springe over, hvor gærdet er lavest. Det er svært at vænne sig af med, hvad man er vokset op med, men det er en kamp, som jeg er villig til at tage.

At være plejebarn kan være en god ting, men det kan virke lidt for meget, hvis man ikke selv ved hvorfor man er der. Jeg ved, at jeg har det meget godt her, hvor jeg er nu, men det vidste jeg ikke for 6 år siden. Jeg har udviklet mig positivt på mange punkter, men jeg er stadig ikke i mål og jeg håber, at du vil følge med i min udvikling. Jeg vil gerne fortælle om ”Det sociale liv”, ”Skole og udvikling”, ”Mine værktøjer” og ikke mindst ”Min personlige udvikling”.

At skulle vænne sig til en helt ny normalitet og hverdag kan virke grænseoverskridende på mange punkter. Når man er på samvær med sin biologiske familie, kan det enten være superfedt eller ekstremt grænseoverskridende, fordi man jo har vænnet sig til en anden hverdag, og så føles det hele forkert. Jeg ved ud fra egen erfaring, at man ikke vil såre nogen og at man glemmer sig selv og sine egne behov. Her vil jeg gerne fortælle dig om, hvordan det er at træde ud af sin comfortzone, når man skal på samvær.

Læs mere i næste nyhedsbrev

I den næste fortælling, fortæller jeg om, hvordan det var at have min egen mening, hvor jeg turde at sige fra og hvor jeg var ærlig overfor mine plejeforældre, biologiske familie og ikke mindst mig selv. Fortællingen er om en episode som skete under samvær, hvor jeg sagde fra og var modig.