Vandrestien Drivvejen er et net af gamle historiske veje og nye stiforløb gennem Vest- og Sønderjylland. Drivvejen har været i brug siden oldtiden. Gennem tusinder af år har studedrivere, jydepottesælgere, kræmmere, tatere og andre rejsende vandret ad Drivvejen. Vejen gik gennem det vestjyske hedelandskab og ned til marsken, ned mod markederne i Ribe og Tyskland. Den oprindelige Drivvej gik fra Holstebro i nord til Husum i syd, og den slyngede sig på kryds og tværs af den nuværende Hovedvej 11. Enkelte steder findes stadig rester af den gamle vej, det længste oprindelige stykke går fra Gredstedbro til Rejsby.
En vandring ad Vestkystens handelsruter
Måske er en vandring ad drivvejen noget for dig. Eller måske er du interesseret i at vide mere om drivvejen og dens mange fortællinger. Folderen med kortet over vandreruten og de mange informationstavler giver dig en fortælling om drivvejen.
Folder om Drivvejen
Der er lavet en folder om Drivvejen. Læs i den i "Til fods langs Jyllands gamle handelsvej". Folderen fås på turistkontorer og museer i området.
Drivvejen er hovedsageligt en vandrerute, men det er muligt at cykle flere steder. Drivvejen følger både mindre trampestier, grusveje, asfalterede veje med brede rabatter og byområder med fortove.
Læs mere i linkene herunder om de 15 informationstavler, som er opsat på ruterne.