Vi anvender cookies til at forbedre brugeroplevelsen og indhente anonym statistik til internt brug.
Ved at klikke videre accepterer du vores og tredjeparters brug af cookies. Læs om cookies.
Ribe, Esbjerg og Bramming fyldes hvert år med masser af blomster, der giver liv og kulør i gadebilledet.
Det tidlige forår fejres med en vrimmel af løgvækster langs vore indfaldsveje og rundkørsler. De store felter lægges med maskine og løgene er ofte blandet i kompositioner, der giver en lang og farvestrålende blomstring.
I slutningen af marts er det ofte tid, hvor kummer og bede plantes til med stedmoder. De traditionelle stedmoder kombineres gerne med hornvioler og forglemmigej. Kummerne har plastindsatser, som tilplantes på kommunens materialegårde. Her står de omkring 14 dage og vokser til inden de sættes ud på gader og pladser.
Farvesammensætningen veksler år for år.
Efter grundlovsdag kommer sommerblomsterne på gaden, og i løbet af sommeren passes og plejes blomsterne af kommunens blomsterteam, der har flere års erfaring i pasning af kummerne. Blomsterne vandes og gødes 1-2 gange om ugen - uanset vejret. Desuden pudses planterne af for visne blomster og blade, så de altid ser fine og pæne ud.
Sommerblomsterne dyrkes til Esbjerg Kommune af sjællandsk gartner med speciale i netop udplantningsplanter. Gartneren sår eller stiklingeformerer netop de sorter, som vi har god erfaring med her i Esbjerg. Der findes specielle sorter i kompositionerne, som kan være svære at finde hos den lokale planteskole. Men det er forsøget værd – måske har planteskolen, noget der ligner, som kan blive til endnu smukkere kompositioner hjemme i haverne.
Ud på efteråret mister kummerne deres glans og de fjernes fra gaderne igen. Undtaget en håndfuld særlige kummer, der tilplantes med lyng – som hen mod jul erstattes af fyr og grangrene. På samme tidspunkt starter planlægningen af det følgende års blomstersæson.